Måske tog samfundet fejl i antagelsen af, at digteren havde forladt den kriminelle, voldelige og hykleriske underverden, han beskrev i digtsamlingen »Yahya Hassan« fra 2013. Mandag blev den 20-årige digter sigtet for grov vold og varetægtsfængslet efter en skudepisode søndag aften. Han nægter sig skyldig.

Er han i livsfare? Er det hele et PR-stunt, der er kommet ud af kontrol? Er Yahya Hassan efterhånden mere kriminel end digter?

Yahya Hassan blev mandag anholdt og sigtet for at have skudt en ung mand i foden i Århus.

Skyderiet, der ifølge Østjyllands Politi fandt sted søndag aften kort før klokken 21 nær Trillegården i Aarhus Vest, er tilsyneladende blevet foreviget på en kort, mørk og rystet videobid, hvor en person – angiveligt Hassan – kan høres råbe: »Jeg pløkker dig!« til personen, der filmer med sin mobiltelefon. Herefter høres et skud, og optagelsen slutter.

Hassan er – udover ulovlig våbenbesiddelse – sigtet efter straffelovens paragraf 245 for at have affyret fem skud og ramt en person to gange i benet.

Strafferammen er seks års fængsel. Digteren blev varetægtsfængslet i fire uger under grundlovsforhøret mandag, som blev holdt for lukkede døre. Derfor er det uvist, hvad Yahya Hassan har forklaret om episoden, men han nægter sig skyldig og har kæret fængslingen.

Yahya Hassans advokat, Claus Bonnez, ønsker ikke at udtale sig om sagen, før han har haft lejlighed til at tale med sin klient.

Sigtelsen er seneste episode i en lang række meget offentlige, voldelige sammenstød mellem 20-årige Yahya Hassan og hans fjender. Fjender, som Yahya Hassan – ifølge flere udsagn fra digteren selv – skyldes den kritik af islam og de muslimske miljøer, han fremførte i sin selvbetitlede debutdigtsamling fra oktober 2013.

Ud af Yahya Hassans Facebook-opdateringer kan man læse, at han ligger i krig med navngivne medlemmer af den såkaldte Black Army-bande, og at han 16. februar i år blev forsøgt overfaldet af tre personer med knive i Aarhus midtby. Få dage senere satte ukendte gerningsmænd ild til den opgang, Yahya Hassans familie bor i.

Og 12. marts blokerede en bil vejen for ham, da han kom kørende på sin motorcykel. Tre mænd med »store ISIS-sabler og køller« steg ud, skrev Yahya Hassan, som for at undslippe måtte flygte ud på kørebanen, hvor han blev kørt ned af en forbipasserende bil og brækkede en arm og sit kraveben.

18. marts uploadede Yahya Hassan billeder til Facebook af sig selv iført skudsikker vest, stadig med armen i gips og med blodet løbende ned ad ansigtet. På tidligere Facebook-billeder poserer digteren angiveligt med hash, bundter af kontanter, joints og diverse våben; blandt andet bue og pil, knive, en militærriffel og en revolver. 9. februar valgte Nationalpartiet at ekskludere Yahya Hassan fra partiet med henvisning til blandt andet hans opslag på det sociale medie, som ifølge partiformand Kashif Ahmad ikke var forenelige med partiets linje.

Liveopførsel af brutale digte

Imens ser offentligheden til med lige dele afsky, gru, fascination og bekymring. Offentligheden har knap noget valg, for voldseskapaderne bliver rigt dokumenteret og kommenteret af hovedpersonen selv.

Godt 118.000 følger digteren på Facebook. Hver eneste video og foto, der er lige dele blod, provokationer og machopositurer, ses og kommenteres af tusinder. Bekymrende mange kommentarer er hadske og indeholder trusler om død og vold. Lige så bekymrende mange bakker ideen op om at true og tæske Yayha Hassan til tavshed.

Se Ritzau: Politidirektør: Yahya Hassan-besøg kræver massiv sikkerhed. ARKIV: Yahya Hassan læser op af sine digte onsdag den 20. november 2013 i Politikens Foredragssal og Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen interviewer den unge digter.
Se Ritzau: Politidirektør: Yahya Hassan-besøg kræver massiv sikkerhed. ARKIV: Yahya Hassan læser op af sine digte onsdag den 20. november 2013 i Politikens Foredragssal og Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen interviewer den unge digter. Foto: Claus Bech
Vis mere

En tredje stor gruppe udtrykker omsorg og forfærdelse og opfordrer Hassan til at trække sig fra konfrontationerne. En fjerde synes at mene, at Hassan med sine daglige provokationer selv er med til at eskalere konflikten. En femte gruppe mener, at det hele er iscenesat; et PR-stunt for den digtsamling, Yahya Hassan menes at kunne udgive til efteråret. En slags liveopførsel af nye brutale digte, som nærmer sig det geniale:

»Hassans rå virkelighed bliver dokumenteret på en måde, så man ikke helt ved, hvad der er iscenesættelse, kunst, virkelighed, simpel provokation eller smart manipulation. Den største bedrift er faktisk ikke, at fortællingen er langt mere nervepirrende end en blockbustertur i biffen. […] Yahya Hassan skriver, at han ikke er bange for den svære toer, men det behøver han heller ikke at være i mine øjne, for han har allerede leveret den,« skrev en begejstret cand.mag. for nylig i Politikens debatsektion.

En sjette gruppe glimrer ret bemærkelsesværdigt ved sit fravær på Hassans Facebook-væg. Måske fordi det er for svært for den almindelige, lovlydige, ikke-ghettoiserede dansker at afkode, hvad i alverden der foregår i Yahya Hassans verden. Hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion.

Men hvis vi antager, at det er sandt, at Yayha Hassan er truet på livet og på sin ytringsfrihed, fordi han har udtalt sig kritisk om islam og de muslimske miljøer; hvis vi antager, at han som en anden Salman Rushdie eller som en ung Flemming Rose kæmper for retten til at kritisere, håne og latterliggøre til højre og venstre, såvel guder som verdslige, hvor er så ytringsfrihedskæmperne?

I efteråret 2013 var det en sag for Folketinget og tophistorie i nyhederne, at Hassan måtte aflyse digtoplæsninger og have politibeskyttelse. Men den del af samfundet, der hyldede Yahya Hassan, da han udgav sin brutale, råbende, rasende lyriske kritik af ghetto-Danmark, er sjældne gæster i debatten om ham anno 2016.

Forståeligt nok. For hvordan forsvarer man en mand, der ganske vist kæmper for en grundlæggende rettighed, men konstant i den proces overtræder landets love og almindelig moral?

Den flabede frihedskæmper

Det virkede ellers, som om vi ikke kunne få nok af Yahya Hassan, hvis vi spoler bare to år tilbage i tiden.

I januar 2014 modtog den 18-årige århusianske digterdebutant Weekendavisens Litteraturpris til en middag på en fornem restaurant på Frederiksberg.

Kort forinden havde han modtaget Politikens ditto. Efter tre-fire måneder på boghandlerhylderne havde hans digtsamling helt uhørt rundet de 100.000 solgte eksemplarer.

Den dengang 18-årige digter Yahya Hassan debaterer og læser op af sine digte på H. C. Andersen Skolen i Vollsmose en tirsdag aften tilbage i november 2013. I sin digtsamling kritiserede Yahya Hassan både kulturen i ghettoerne og islam. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2013.
Den dengang 18-årige digter Yahya Hassan debaterer og læser op af sine digte på H. C. Andersen Skolen i Vollsmose en tirsdag aften tilbage i november 2013. I sin digtsamling kritiserede Yahya Hassan både kulturen i ghettoerne og islam. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2013. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Iført midterskilning, et knitrende nyindkøbt jakkesæt og med en universitetsstuderende kæreste ved hånden sad han lettere akavet dér – omgivet og i den grad omfavnet af midaldrende repræsentanter for kultureliten, som på skift rejste sig og i lange taler hyldede hans mod, talent og nyskabende facon. Eller hans »glasklare, hårdtbrændte patos« og »frygtløst drastiske fyndighed«, som det hed i prismotivationen.

»Tak. Og tak for mad. Det har været hyggeligt. Og lidt kedeligt,« svarede Yahya Hassan i sin rundt regnet ti ord lange takketale, hvorefter han skred på værtshus med PET-folk i hælene og præmiechecken på 100.000 kroner i lommen.

Og forsamlingen elskede ham. Selv når han var flabet og grov.

Ligesom det kulturelle Danmark, ja, hele offentligheden elskede ham, netop fordi han var flabet og grov.

Fordi han, som kun »en brun« kunne tillade sig det og havde tilstrækkelig autenticitet og troværdighed til, satte ord på Danmarks »brune« underverden og samfundets »brune problemer«.

Fordi han havde tilstrækkelig indsigt til at give os et blik ind i en verden af svigt, vold og religiøs fanatisme. Her var en ung mand, der havde gennemskuet den verden – og forladt den ved egen kraft og mod alle odds.

»Det er jo bare godt, at han nu får så meget taletid. Det er fantastisk,« sagde Pia Kjærsgaard halvanden måned efter udgivelsen af digtsamlingen »Yahya Hassan« til Ekstra-Bladet og fortsatte: »Jeg synes, det er så dejligt, at der endelig er nogen, der rører i gryden. Vi vil have mere af Yahya Hassan.«

Halvandet år senere lagde Yahya Hassan et foto af sig selv og Dansk Folkeparti-stifteren på Facebook med overskriften: »Dengang Pia Kjærsgaard tilbød mig et blowjob.« Og så syntes hverken Pia Kjærsgaard, hendes partifæller eller i øvrigt rigtig mange andre danskere, at Hassan var så fantastisk mere.

»Jeg er ved at have ondt af ham. […] Han er en ung mand, som ikke rigtigt har fundet sine ben endnu. Det kunne være godt for ham, hvis han tog nogle år til søs eller kom på landbrugsskole,« sagde blandt andet Søren Espersen (DF).

Men spørgsmålet er, om hele Danmark læste og forstod Yahya Hassan forkert eller i hvert fald temmeligt selektivt fra begyndelsen.

For der var ikke kun kritik af religiøst hykleri og af det patriarkalske indvandrerfamiliemønster i digtene. Digtene fortalte også om en dreng, der sætter ild på sit eget hjem. Som røver en pige i en bus og binder kammerater fast til et træ. Som er uforudsigelig, voldsomt voldelig. Er ond ved dyr, ond ved kvinder, ond ved pædagoger og ond ved sig selv.

»Man har fuldstændig glemt, at jeg har skrevet en bog om, hvor stort et røvhul, jeg er. [Ved udgivelsen af »Yahya Hassan«-digtene] blev jeg bare en ærlig dreng, en god dreng, som sagde sandheden om de brune, flygtningene, om kriminelle, om muslimer, om fundamentalister og terrorister,« sagde Yahya Hassan selv til norske Morgenbladet for tre uger siden.

Læser man samtlige interview, der er lavet med Yahya Hassan de seneste måneder eller halve år, får man det indtryk, at man nok kan hive drengen ud af ghettoen, give ham et pænt jakkesæt på, udstyre ham med ros, millioner af kroner og vægtig stemme. Men kan kan ikke på få år hive ghettoen ud af drengen.

Måske har han aldrig forladt den verden, det etablerede samfund elskede ham for at udstille i sine digte. Den verden var jo netop det grundmateriale, der gjorde ham til de sidste tre årtiers mest besungne danske poet. Eller også har den verdens måde at klare problemer på aldrig forladt Yahya Hassan.

Berlingske ville gerne have spurgt nogle af de personer i det litterære og publicistiske miljø, der kender Yahya Hassan godt, hvad deres vurdering er. Er han i livsfare? Er det hele et forsøg på et PR-stunt, der nu endegyldigt er løbet af sporet?

Ingen af dem, Berlingske har kontaktet, har lyst til at udtale sig. Gyldendal, forlaget bag Hassans næste digtsamling, afviser ligeledes at kommentere sagen. I stedet giver vi ordet til Yahya Hassan selv. I en Facebook-video dedikeret til sine »haters« fra den 5. februar giver han måske selv nogle af svarene:

»Jeg [er] uden tvivl den mest kompetente digter i Danmark. Og hvis I ikke tror på det shit, så bare vent på, at min næste digtsamling bliver anmeldt. Og hvis I ikke tror på anmeldelsen, så bare se på salgstallene. Og hvis I ikke tror på salgstallene, så bare spørg Gud, om det ikke er rigtigt, hvad Yahya Hassan, han siger. Og hvis I heller ikke tror på Gud, så spørg Djævelen. Og hvis I heller ikke tror på Djævelen, så er jeg ret så fucking sikker på, at Djævelen ikke giver en fucking flyvende fuck for, hvad fuck I tror på.«

Yahya Hassan. RB Arkivfoto.
Yahya Hassan. RB Arkivfoto. Foto: Kim Haugaard
Vis mere