Den konservative formand, Søren Pape Poulsen har vundet en stor sejr og bliver sammenlignet med Schlüter. Men tvivlen nager stadig.

Han er rar. Han har humor. Og han er ’herlig ubesmittet’ af Christiansborg-miljøet.

Sådan lyder den gentagne karakteristik af den konservative partileder Søren Pape Poulsen, når man spørger politikere på Christiansborg. Men spørgsmålet er, om han også kan udvikle sig til at blive en stærk partileder, som Poul Schlüter gjorde i sin tid. For selvom han har vundet en stor sejr, skal han først nu til at bevise, at han kan omsætte sejren til politisk indflydelse og fremgang. Og helt inde hos De Konservative nager tvivlen fortsat.

De Konservatives tidligere formand Per Stig Møller mener, det ikke er fair at sammenligne Pape med Schlüter, som ’var helt enestående’.

Et tidligere konservativt folketingsmedlem, der betinger sig anonymitet, føler sig alt andet end sikker på Papes evner...

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om hvad Pape har at byde på for folketinget, hvad Eva Kjer Hansen sagen måske i virkeligheden drejede sig om, og hvad hans partimedlemmer fra de Konservative i virkeligheden synes om ham og hans beslutninger...

Det får du:

  • Artikel: Konservative tvivler på Pape
  • Undersøgelse: Opskrift på en stærk partileder

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Den konservative formand, Søren Pape Poulsen har vundet en stor sejr og bliver sammenlignet med Schlüter. Men tvivlen nager stadig.

Han er rar. Han har humor. Og han er ’herlig ubesmittet’ af Christiansborg-miljøet.

Sådan lyder den gentagne karakteristik af den konservative partileder Søren Pape Poulsen, når man spørger politikere på Christiansborg. Men spørgsmålet er, om han også kan udvikle sig til at blive en stærk partileder, som Poul Schlüter gjorde i sin tid. For selvom han har vundet en stor sejr, skal han først nu til at bevise, at han kan omsætte sejren til politisk indflydelse og fremgang. Og helt inde hos De Konservative nager tvivlen fortsat.

De Konservatives tidligere formand Per Stig Møller mener, det ikke er fair at sammenligne Pape med Schlüter, som ’var helt enestående’.

»Men han er billedet på en mand, der er undertippet og pludselig viser sig bedre. Pape har foreløbig vist, at han kan stå fast og stå modstand igennem. Nu har han markeret sig, vist at han kan stå fast og stå modstand igennem, ranket ryggen og vist synlig ledelse. Der er ingen tvivl om, at partiet trængte til den succes,« siger Per Stig Møller.

Spørgetime med Statsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag d. 1. marts 2016 i Folketingssalen på Christiansborg. Konservatives formand Søren Pape. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016)
Spørgetime med Statsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag d. 1. marts 2016 i Folketingssalen på Christiansborg. Konservatives formand Søren Pape. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016)
Vis mere

Efter halvandet år på formandsposten for Det konservative Folkeparti fik Søren Pape Poulsen endelig sit gennembrud sidste weekend, hvor han vandt armlægningen med Lars Løkke Rasmussen (V). Sejren kom i hus efter et turbulent forløb, hvor De Konservative mistede tilliden til miljø-og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, da en række forskere undsagde de beregninger, der lå til grund for landbrugspakkens konsekvenser for miljøet.

Efter en høring med eksperter og et samråd, hvor bølgerne gik højt, valgt De Konservative at indkalde til pressemøde og udtrykke manglende tillid til Eva Kjer Hansen. Løkke forsøgte at puste sig op, skræmme Pape og true med valg under et krisemøde i Statsministeriet samme aften. Men Pape holdt fast: Han kunne ikke leve med en minister, der fremlagde misvisende tal. Et efterfølgende todages-møde for blå blok på Marienborg fik heller ikke løst konflikten.

Først på ugen, efter skideballen hos Løkke, lignede Pape et skræmt dyr, der blev fanget i lyset fra bilens forlygter. Senere fik han styr situationen, stod hele vejen fast på krav om ministerafgang og endte med at vinde magtkampen: Ministeren blev skiftet ud og landbrugspakken blev vedtaget.

Laver Pape en ’Schlüter’?

Siden har meningsmålingerne vist fremgang. Baglandet trækker vejret igen og bakker op om den formand, der ellers har været meget lidt synlig, siden han tiltrådte for halvandet år siden. For tænk nu, hvis Søren Pape Poulsen i virkeligheden kan overraske på samme måde som Schlüter gjorde i 1970’erne?

At ’lave en Schlüter’ betyder, at man på ti år kan rejse sit parti fra et bundniveau på 5,5 pct af stemmerne til at få 42 mandater i Folketinget, nappe statsministerposten og blive siddende i 11 år. Det var nemlig det, den tidligere konservative partiformand Poul Schlüter formåede fra 1974 til 1993. Og vendepunktet for Schlüter kom, da han løsrev sig fra Venstre og indgik forlig med Socialdemokraterne i 1976.

Poul Schlüter indledte den sidste konservative storhedstid, da han i september 1982 præsenterede sin regering. Dengang var Uffe Ellemann-Jensen og Venstre lillebror. Schlüter var statsminister frem til 1993. Foto: Mogens Ladegaard
Poul Schlüter indledte den sidste konservative storhedstid, da han i september 1982 præsenterede sin regering. Dengang var Uffe Ellemann-Jensen og Venstre lillebror. Schlüter var statsminister frem til 1993. Foto: Mogens Ladegaard
Vis mere

Det var Lars Bille, lektor emeritus i statskundskab på Københavns Universitet, der luftede muligheden for, at Søren Pape kan blive en ny Schlüter.

Og Mie Femø Nielsen, professor i kommunikation ved Københavns Universitet, er enig så langt, at de fik samme start som partiformænd.

»Pape er blevet udsat for det samme, der skete med Schlüter og i virkeligheden også med Margrethe Vestager (R). Først blev de trukket ned, betvivlet og trykket på maven igen og igen. Så fik de truffet gode beslutninger, der fik stemningen til at vende. Man kan aldrig forudsige, hvornår tingene vender. Men måske er det sket for Pape nu. De kommende måneder vil vise, om det vil lykkes at bygge ham mere og mere op,« siger Mie Femø Nielsen.

Styrkeprøve

Spørgsmålet er, om sejren over Løkke var en heldig, enlig svale fra Søren Pape Poulsens side, eller om der var tale om en perfekt timet strategi.

Et tidligere konservativt folketingsmedlem, der betinger sig anonymitet, føler sig alt andet end sikker på Papes evner.

»Han har indtil nu forsømt et utal af muligheder for at markere sig på konservative standpunkter i værdipolitikken. I stedet har han skabt et kæmpe drama om et forlig, der er livsvigtigt for landbruget. Det vidner ikke om helvedes meget politisk tæft,« siger den konservative kilde.

Det tidligere konservative folketingsmedlem Knud Kristensen, der i dag er borgmester i Vesthimmerlands Kommune, er heller ikke overbevist endnu.

Selvom han kalder Søren Pape Poulsen et ’i bund og grund behageligt menneske’, ’en sød og rar fyr’ og en ’fremragende borgmester i Viborg’, så er sammenligningen med Schlüter ’satme stor’.

»Men han er kommet godt gennem styrkeprøven, der er dannet respekt om hans person, og baglandet herude er også faldet til ro igen, nu hvor landbrugspakken er vedtaget,« siger Knud Kristensen og fortsætter:

»Jeg havde det ganske forfærdeligt, da jeg fulgte dramaet på tv-skærmen. Jeg var virkelig bange for, at vi stod i en situation, hvor vi aldrig ville komme ud på den anden side. Det var en turbulent situation og jeg var bekymret for, at han ikke havde styr på det og ikke forstod spillet. Det var en højspændt situation, der var ved at udvikle sig,« siger Knud Kristensen.

Forløbet omkring forhandlingerne om landbrugspakken giver heller ikke et billede af en partiformand, der sidder tungt for bordenden og styrer sit parti ud fra en klokkeklar strategi. Når båndoptageren er slukket, bliver der tværtimod tegnet et billede af Pape som en partiformand, der er i lommen på sin folketingsgruppe og de ansatte i den konservative partiorganisation.

Et af medlemmerne i folketingsgruppen, Naser Khader, mener, at Pape nu er trådt i karakter.

»Han styrer gruppemøderne ubetinget. Han er god til at inddrage i beslutninger, god til at uddelegere og god til at konkludere. Han giver plads,« siger Naser Khader.

Skabt konflikter i blå blok

Miljøordfører Mette Abildgaard fortæller, at der altid er god stemning på møderne i folketingsgruppen og at alle ved, at de som ordførere kan regne med formandens opbakning.

De andre i blå blok er til gengæld i tvivl om hans styrke og format. At han ikke orienterer Lars Løkke Rasmussen, før han annoncerer, at han vil vælte en minister, betragtes som helt uhørt i Christiansborg-sammenhæng. Og det er også kutyme, at man løser eventuelle konflikter internt og ikke i pressen. En formand bør med andre ord kunne få sin folketingsgruppe til at makke ret i den højere politiske sags tjeneste. Alt det har Pape nu udfordret, og det har skabt røre.

Konservativ samfundsdebattør og retshistoriker, professor Ditlev Tamm var på nippet til at melde sig ud af partiet. Men da Pape endte med at vinde magtkampen, valgte Tamm at give ham en chance mere. Men vurderet ud fra det seneste halvandet år har han ikke stor tiltro til, at Søren Pape Poulsen kan blive en ny Schlüter for partiet.

»Vi har stadig til gode at se Papes politiske tæft. Selvom han er kommet ud af den aktuelle situation med skindet på næsen, så har han fået skabt konfrontation og fjendskab i blå blok. På et tidspunkt er det ’pay-back-time’, og hvad vil der så ske? Schlüter havde derimod evnen til at holde sig ude af konflikter og få folk til at stå sammen. Han viste endda storsind og mindede vælgerne om også at huske at stemme på de andre partier i hans firkløver-regering,« siger Ditlev Tamm.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Søren Pape Poulsen til situationen. Den konservative pressetjeneste meddeler, at han siger nej tak til interview pt.

--- OOO --- OOO --- OOO ---

OPSKRIFT PÅ EN STÆRK PARTILEDER


Politik:
✔ Partiprogrammet skal være en inkarneret del af sjælen
✔ Skal have politisk tæft
✔ Skal kende det politiske spil
✔ Skal have forhandlingsevne
✔ Skal kunne stå fast på nøgle-principper, uanset hvor meget det blæser

Kommunikation:
✔ Skal kunne omsætte mærkesager til ’one-liners’
✔ Skal kunne skabe sammenhæng mellem daglige beslutninger og langsigtet strategi
✔ Skal turde lade være med at løbe efter alle pressemuligheder, men nøjes med de nødvendige
✔ Være god til at fundraise
✔ Sørge for at principper opdateres og er i tråd med værdier

Ledelse:
✔ Skal kunne skabe fodslaw i baglandet
✔ Helst ikke have for stort ego, men turde lade andre shine
✔ Have lyst til lange arbejdsuger, hvor man altid er tilgængelig
✔ Have almindelige lederegenskaber i forhold til sekretariat og folketingsgruppe
✔ Kunne samle stærke rådgivere omkring sig, spotte talenter og turde blive sagt imod

Kilde: Mie Femø Nielsen, professor i kommunikation, Københavns Universitet

Søren Pape står i spidsen for et parti med fornyet selvtillid, efter han vandt magtkampen over Lars Løkke.Foto: Thomas Lekfeldt
Søren Pape står i spidsen for et parti med fornyet selvtillid, efter han vandt magtkampen over Lars Løkke.Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere