Omkring tyve sæt øjne hvilede på hende. Hope Bugge sad helt stille på sin stol. For første gang skulle hun erkende over for andre, at noget var galt. At hun var syg. At hun havde brugt det meste af sit liv på at søge efter noget at fylde i det hul, hun følte indeni. At hun, når hun ikke fandt det, brugte alkohol til at glemme hullet og få sindsro. Alt for meget alkohol.
Men ikke mere. Og aldrig igen. Nu var det slut.
Opret abonnement på PLUS og læs hele Hope Bugges historie om at være fanget i alkoholens greb og om endelig at slippe fri. Du får desuden adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. 1. månd er gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Omkring tyve sæt øjne hvilede på hende. Hope Bugge sad helt stille på sin stol. For første gang skulle hun erkende over for andre, at noget var galt. At hun var syg. At hun havde brugt det meste af sit liv på at søge efter noget at fylde i det hul, hun følte indeni. At hun, når hun ikke fandt det, brugte alkohol til at glemme hullet og få sindsro. Alt for meget alkohol.
Men ikke mere. Og aldrig igen. Nu var det slut.
»Jeg hedder Hope. Jeg er alkoholiker.«
Med benene foldet under sig sidder 48-årige Hope Bugge i hjørnet af sin sofa i hjemmet i Herfølge. Hun er ofte vågnet i den grå sofa med huller i hukommelsen, med dårlig samvittighed og med ondt i hovedet. Selv efter mere end 30 års bekendtskab med alkoholen ramte tømmermændene lige hårdt hver gang.
Alligevel blev hun ved. Indtil hun en dag lå knust på gulvet efter at have drukket en hel flaske rom og følte, at hun var ved at gå i opløsning.
Hope Bugge havde forsøgt at stoppe før. Men antabus hjalp ikke. Det fjernede ikke trangen til alkohol, men gjorde hende bare syg.
Det var først, da hun 1. januar sidste år mødte op hos Anonyme Alkoholikere i Køge, at hun følte, det hele klikkede på plads indeni.
De tog imod hende med åbne arme, gav hende et kram og accepterede hende, som hun var. Og da hun gennem AA-gruppe blev introduceret for det, de kaldte ’en højere magt’ – en form for gud, der ikke nødvendigvis var en religiøs gud, men en magt, der kunne overtage styringen af hendes liv – blev hun endelig fri.
»Jeg var magtesløs over for mit eget liv. Jeg kunne ikke overskue det. Derfor er jeg nødt til at overgive mig til en højere magt. Jeg er nødt til at have tillid til, at der er noget, der er større end mig, noget der kan hjælpe mig på vej i livet,« siger hun med et smil.
Hope Bugge er langtfra den eneste, der har kæmpet med alkoholisme. Hver 10. dansker er ifølge Sundhedsstyrelsen storforbruger af alkohol. Rundt regnet drikker 860.000 danskere over genstandsgrænserne. 585.000 har et skadeligt forbrug, og cirka 140.000 er så afhængige, at de ikke kan stoppe misbruget uden behandling.
Stripper hos Spies
For Hope Bugge begyndte det hele, da hun var ganske ung. Hendes tidlige barndomsår husker hun som dejlige. Moderen var rødstrømpe, og forældrene var aktive i Thy-lejren og på Christiania.
Da Hope var syv-otte år, begyndte hendes mor at drikke. Hendes far havde altid drukket, men indtil da havde det ikke præget familien. Forældrene blev skilt, og det blev sværere og sværere for Hope Bugge at være i sit hjem.
»Når jeg kigger tilbage, har jeg et billede af, at jeg står midt i en tom skolegård. Jeg føler, at jeg kigger igennem en maske. Jeg føler tomhed. Ensomhed og tomhed. Det er dér, min rejse begynder. Det er dér, jeg ligesom mister tilliden til livet,« forklarer Hope Bugge.
Hun kunne ikke finde fodfæste nogen steder. Men følte at hun havde et hul indeni. Et hul, hun skulle fylde op for at finde ro, og finde hjem.
Hope Bugge kom i familiepleje, og der fik hun en veninde, som var nøgenmodel og havde kontakter til stripbranchen. Som 16-årig begyndte Hope Bugge at strippe på baren ’Valencia’ i København, som Simon Spies dengang ejede.
»Jeg sagde bare ’ja’. Jeg har altid godt kunnet lide at udforske og har altid været meget søgende. Jeg har altid haft mange kærester, har boet ekstremt mange steder, har mange uddannelser bag mig og mange venskaber. Men jeg var aldrig rigtig tilfreds. Jeg havde aldrig den her tilfredshedsfølelse,« siger hun.
Alkoholen styrer
Hun rejste rundt – i hele landet og meget af verden – som stripper, og alkoholen var altid til stede. Hun drak meget, men det tog ikke overhånd.
Det kom først senere.
I 1995 mødte hun (da hun medvirkede i filmen ’Blomsterfangen’, med Mads Mikkelsen og Jens Okking i hovedrollerne), en mand i Vridsløselille. Sammen fik de sønnen Sylvester, der i dag er 16 år, mens hun senere fik datteren Sisse, der i dag er ni, med en anden mand. Børnene betød et farvel til tiden som stripper. Men goddag til et liv, hvor alkoholen fyldte stadig mere.
På et tidspunkt besluttede Hope Bugge sig for at flytte til Herfølge.
»Jeg måtte væk med mine børn. Vi flyttede fra det hele. Venner, skole, al den druk, der var på hjørnerne. Men kom herned, hvor vi ingen kendte. I takt med, at jeg næsten ikke kunne rumme ensomheden, steg mit forbrug af alkohol støt,« siger Hope Bugge.
Alligevel formåede hun at uddanne sig først til mindfulness-instruktør, så inden for yoga og meditation, og senere også til pædagog.
Hope Bugge udviklede et system, hvor hun drak voldsomt nogle dage og lige formåede at holde sig ædru et par dage, før det blev nødvendigt at drikke igen. Men hun tænkte hele tiden på alkohol. Altid. Det første, hun gjorde, når hun fik fri fra undervisning eller praktik, var at køre forbi kiosken eller tanken for at hente de stærke sager. Hun kunne ikke drikke meget, før hun fik black-outs. Hun kunne ikke tåle det, alligevel fortsatte hun.
Ingen opdagede det nogensinde. Så nogen hende være fuld, slog de det hen, fordi de ikke så hende være fuld tit. Over for sine børn var hun for det meste sig selv, men hun råbte nogle gange mere, end det var nødvendigt. Hun blev med egne ord ’verdens bedste skuespiller’.
»Alkoholen gav mig den her sindsro, som jeg søgte. Ro og fred. Lige så snart jeg tog den første tår, kom der ro på min ellers så rastløse krop. Men det virkede kun kort. Det blev et helvede at være i. Jeg vågnede om morgenen og tænkte: ’Hvordan kommer jeg igennem dagen, indtil min første drink?,’ siger hun og fortsætter:
»Jeg blev nødt til det, for jeg skulle smøre madpakker, følge børnene i skole, sørge for alle mulige ting i mit arbejde. Men det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvornår jeg kunne få næste drink. At jeg har kunnet skjule det, er helt fantastisk. Jeg kunne gå ud ad døren og se ud som om, jeg havde styr på det hele. Men når jeg trådte ind ad døren igen, var jeg i opløsning.«
Grænsen er nået
Det hele kulminerede forrige år til en venindes bryllup. Hope Bugge blev så fuld, at hun faldt i søvn over et bord. Efterfølgende drak hun stort set hver dag, indtil en dag hvor hun følte, at livet var gået i stykker. Hun ringede til sin kæreste og bad ham køre hende til lægen.
Hos lægen fik hun antabus. Men det ændrede ikke hendes trang eller adfærd. Hun fik det bare dårligt.
Hendes kæreste er stor fan af sangeren Michael Falch, der selv er ædru alkoholiker. Kæresten skrev til ham og bad om hjælp. I sit svar opfordrede Michael Falch Hope Bugge til at begynde hos Anonyme Alkoholikere. Så det gjorde hun.
»Da jeg kom ind ad den dør, var det som om, jeg mødte noget, jeg havde savnet. En accept af mig med alt, hvad jeg indeholder, som jeg aldrig selv har accepteret eller formået at elske,« siger hun.
Det blev startskuddet til mødet med ’den højere magt’, som hun skulle lære at have tillid til ville styre hendes liv. Tilliden kom hurtigt. For hun ønskede det – så inderligt.
Der har været et enkelt tilbagefald. Da hun sidste sommer var til Vig Festival, sad hun pludselig med en flaske rom. Uden at ville det, og uden at skænke det en tanke, tømte hun flasken. Da hun kom til sig selv igen, ringede hun fra sin plads i sofaen til sin sponsor. Siden har hun ikke skænket alkoholen en tanke.
»Jeg har vandret ad rigtig mange veje i livet. På en af dem fandt jeg alkoholen. Men gennem alkoholismen fandt jeg det, jeg har søgt hele mit liv. En højere magt, en gud. Var jeg ikke alkoholiker, havde jeg ikke fundet ham eller hende. Jeg er ikke kristen, så det er ikke den gud, men min gud. Min gud har ikke kun gjort mig ædru. Gud har også givet mig mening med mit liv. Jeg er blevet brugbar igen.«
For nylig var hun til koncert for at se Michael Falch spille. Omkring hende dansede fulde mennesker, men hun følte sig blot glad for at være fri for det. I fremtiden håber hun at kunne hjælpe andre, som har været igennem det samme som hende selv.
»Jeg har aldrig rigtig kunnet finde hjem. Det har jeg nu. Jeg har tillid til livet, det havde jeg ikke før. Det her program hos AA giver mig et meningsfyldt liv. Det gør mit liv smukt. Når jeg kigger ud, ser det smukt ud. Mit landskab bliver større og større. Livet fornyes hele tiden på en eller anden måde,« siger Hope Bugge og fortsætter med et smil:
»Siden jeg var lille, har jeg gemt mig bag en maske. Nu har jeg ladet den falde. Der er håb forude.«
