Hundeejer chokeret over behandling på dyrehospital.

»Den dyrlæge burde ikke have lov til at behandle en kanariefugl efter min mening.«

Så kort og kontant lyder meldingen fra Lars Gaardsøe efter besøget hos en dyrlæge, der overså et brækket ben på en hundehvalp.

Lars Gaardsøe var taget til Slagelse for at træne sin fire måneder gamle hundehvalp Beica. På et tidspunkt hoppede hunden op efter en bold, men landede forkert på højre bagben, så der lød et smæld, og hvalpen faldt sammen i et hyl.

Lars Gaardsøe var langt fra sin egen dyrlæge, så han tog til Dyrehospital Sydvestsjælland. Med i bilen var hundeopdrætteren Susanne Hansen, der gennem 20 år har opdrættet hunde.

På dyrehospitalet begyndte Lars Gaardsøes mareridt.

»Vi fortalte, at skaden nok var alvorlig, så han skulle være grundig. Efter at han havde mærket lidt på Beica, gik han ud af lokalet, og pludselig kom han ind med en sprøjte med bedøvelse, som han uden advarsel jog i hende,« siger Lars Gaardsøe.

De første billeder kunne ikke bruges, så dyrlægen gav endnu en sprøjte.

På det tidspunkt var Lars Gaardsøe og Susanne Hansen bekymrede. For hvalpen havde fuldstændigt hvidt tandkød, iskolde poter og brystkasse og var umulig at få kontakt med. Og dyrlægen havde efter 20 minutter stadig ikke kontrolleret hundens vejrtrækning under bedøvelsen.

»På de nye røntgenbilleder kunne jeg se en stor blodansamling omkring knæet, men billederne var meget utydelige efter min mening. Alligevel mente dyrlægen ikke, at han kunne se nogen tegn på brud,« siger Lars Gaardsøe.

Hunden fik en indsprøjtning mod smerterne. Men hele natten hylede hundehvalpen af smerte, så dagen efter tog Lars Gaardsøe til sin egen dyrlæge, der tog nye røntgenbilleder. På disse billeder kunne det tydeligt ses, at der var et brud på lårbenet lige over knæet og en flig på langs gennem knoglen.

Derfor kontaktede Lars Gaardsøe dyrehospitalet igen for at fortælle dyrlægen, at han havde overset de to brud. Dertil svarede dyrlægen blot, at han havde advaret dem om, at der måske var et brud. Men den forklaring køber hverken Lars Gaardsøe eller Susanne Hansen.

Nu har Lars Gaardsøe klaget til Veterinærafdelingen over den behandling, som han fik på dyrehospitalet.

»Jeg ønsker ikke at få en erstatning, men mener blot, at den dyrlæge burde have en påtale,« siger Lars Gaardsøe.

Den pågældende dyrlæge, Jørgen Lyngstrand, kan sagtens huske sagen, da B.T. ringer.

»Jeg har svaret Veterinærafdelingen, men ønsker ikke at kommentere anklagerne, så længe klagen endnu ikke er afgjort,« forklarer Jørgen Lyngstrand, Dyrehospitalet Sydvestsjælland.