Emilie Krogh gik i gymnasiet på en fin adresse nord for København. Her mødte hun det fede liv - det der udadtil så perfekt ud. Først da hun blev mor opdagede hun, at de flotte kjoler, de store fester og det perfekte bryllup ikke var det, der gjorde hende lykkelig. Læs hendes historie her.
Emilie Krogh havde det perfekte liv blandt Nordsjællands jetset, men var ikke rigtig lykkelig.
I denne PLUS historie, kan du læse om Emilie Krogh, som havde alt det mange stræber efter. Først da Emilie bliver mor opdager hun, at det ikke er et liv der gør hende lykkelig. Læs om Emilies åbenbaring og om, hvordan hun tog skridtet og fik det liv hun gerne ville have.
Opret abonnement på PLUS og få adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. Husk, du får 1. månd gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Emilie Krogh sidder på gulvet i sin lejlighed nord for København. På skødet har hun sin seks måneder gamle søn. Hendes mand er gået på arbejde, og hun pludrer lystigt med den lille dreng.
Pludseligt går op for hende, at han en dag vil vokse op og blive ligesom hende. Blive som Emilie, der altid har forsøgt at gøre det rigtige - uden at føle sig helt hjemme i det.
Skal han virkelig vokse op og spejle sig i det her, spørger hun sig selv.
»Da jeg kiggede ind i hans øjne den formiddag, blev jeg bevidst om, at jeg havde levet i et skuespil,” forklarer Emilie Krogh, om den dag for 11 år siden, hvor hun indså at hendes perfekte liv, var bygget på en løgn.
I dag er hun 37 år og kan kigge tilbage på en ungdom, hvor hun gjorde alt, hvad hun kunne for at passe ind i billedet af den feterede overklassepige.
I dag kan hun se, at sønnen Frederik var netop det, der skulle til for at få hende tilbage på sporet af sig selv – og lykken.
Hun rydder op i det store hus i Birkerød, hvor mand nummer to og deres tilsammen fire børn, netop har forladt matriklen, så hun kan fortælle sin historie. Fortælle om gymnasietiden, værdierne, skilsmissen og så – historien om kronprinsen. I den ene ende af huset hersker cornflakes-kaos endnu, mens Furesø ligger blå uden for vinduerne til den anden side. Hun trisser hjemmevant rundt i jeans, afslappet hvid skjorte og løseligt opsat hår og et smil - der tænder som en lampe.
Guld, sølv og diamanter
Øregård Gymnasium ligger lidt nord for København i en verden, hvor havudsigt, jaguarer og villaer er hverdagskost. Det var her Emilie Krogh havnede i 1. G. Efter hun havde forladt den kristne Rygaards Skole, hvor dagsordenen for de første ni år af hendes skoletid havde været præget af næstekærlighed og medmenneskelighed.
»Jeg var meget let påvirkelig. Jeg kan tydeligt huske, at jeg gik fra niende klase til 1.g og tænkte: Nu skal jeg ud i virkeligheden. Min klasselærer, som havde kendt mig siden børnehaveklassen spurgte mig, om jeg nu var helt sikker på, at det var Øregård, jeg skulle på. Jeg vidste ikke, hvorfor hun spurgte, men i dag kan jeg godt se det,” siger Emilie Krogh med et bredt smil.
”Jeg blev mødt af et helt andet værdisæt, der bestod af tøj, status og prestige. Alle mine klassekammerater boede i store villaer – endda palæer. Min egen familie havde også en villa i området. Og jo, vi havde da også et sommerhus med havudsigt. Der er ikke noget galt med at have det, men på Øregård blev det vist frem og dyrket på en måde, som jeg ikke havde mødt før,” forklarer Emilie Krogh.
At starte i 1.g var en øjenåbner.
”Jeg tænkte: ’Er det her den virkelighed, som voksne går rundt i’. Hvis alt det her var det rigtige, så måtte det jo være mig, der var noget galt med.
Hvad kan jeg blive?
Emilie Krogh klarede sig igennem en matematisk studentereksamen, selv om hun skal kæmpe for karaktererne.
”Jeg lærte, at hvis jeg ville frem i verden, skulle jeg klare mig godt i de matematiske fag. Lige netop de fag, hvor alt skal kunne måles og vejes. Men jeg var dårlig til det. Jeg havde et lavt selvværd i forvejen, og så slet ikke, at jeg jo var god til de fag, hvor man skulle analysere, fortolke og have empati med andre mennesker.”
Inden Emilie var blevet student, havde hun meldt sig ind i Konservativ Ungdom, hvis ord var lov i Charlottenlund og omegn.
Hun er næsten flov over at indrømme det... Men hun tog også jagttegn.
”Helt ærligt. Jeg er sådan en pige, der ikke kan træde på en myre. Jeg føler mig dybt forbundet med dyr, og jeg er endda vegetar. Hvad skulle jeg med et jagttegn? Men jeg havde lært, at man enten spillede golf, eller også tog man rundt på jyske godser og gik på jagt.”«
Fester og gæster
I starten af 20'erne mødte Emilie Krogh en kæreste, som kom fra samme miljø nord for København. Han passede perfekt ind. Han spillede golf og gik til fest på godserne. Parret boede i en lejlighed på Ordrupvej, og Emilie, der på det tidspunkt læste til sygeplejerske, - fordi det godt kunne forsvares og passede pænt ind i det konservative kønsrollemønster - vidste godt, at de havde retning mod et kirkebryllup.
”Jeg kan huske, at jeg, da min far førte mig op ad kirkegulvet, tænkte, om det var for sent at løbe skrigende væk. Men nu havde jeg jo sagt ja, og alle gæsterne var der, og far havde betalt for det hele. Så jeg kunne ikke bare løbe,” forklarer Emilie og understreger, at der ikke var noget som helst galt med hendes daværende mand.
”Det var set-uppet, der var helt, helt galt,” siger hun.
Parret trivedes på godsernes bonede gulve, hvor de gik til fester og mødte de rigtige mennesker.
”Når jeg gik til de fester, tænkte jeg altid: Hold kæft, nu er det hele lykkedes. Jeg har fået alt det, jeg har stræbt efter,” siger Emilie Krogh, som specielt husker en aften.
”Kronprinsen var med til en af festerne – det var længe før Mary. Han var den, der var mest nede på jorden. Jeg gik op til ham og spurgte, om han aldrig dansede. Han tog min hånd, og vi gik ud på dansegulvet. Alle stirrede på os, og rygterne nåede endda min mand, som sad og drak cognac i biblioteket,” siger Emilie og vrænger højstemt og gammeldags på stemmen.
”Det er en sjov anekdote, men i dag kan jeg se, at jeg ikke var glad. Jeg følte mig ikke hjemme i alt det. Tit gik jeg bare rundt alene til festerne.”
Frederiks øjne
Året efter sit bryllup var Emilie Krogh gravid.
”Jeg ønskede mig så meget den graviditet, men dengang forstod jeg ikke, hvorfor det var så vigtigt for mig. I dag kan jeg se, at Frederik blev til, for at jeg kunne løsrive mig fra hele det set-up, hvor alt skulle se så rigtigt ud.”
Da sønnen var halvandet år, tog Emilie skridtet fuldt ud og blev skilt. Selv om familien og omgangskredsen var forfærdede, valgte hun at blive enlig mor i en toværelses lejlighed.
”Jeg ventede kun så længe, fordi jeg simpelthen var bange for, hvordan en skilsmisse ville blive modtaget i de kredse. Jeg var endda kommunalt ansat som sygeplejerske på et plejehjem. Så det kunne næsten ikke blive værre,” siger hun og blinker med øjnene.
Men skilsmissen viste sig at være det rigtige for hende.
”Jeg faldt helt ned af den rangstige, jeg havde brugt så lang tid på at kæmpe mig op af. Jeg havde været bundet af rammerne fra mit barndomshjem og værdierne fra gymnasietiden og et ægteskab, som jeg ikke havde ønsket mig. Men det hele var jo bare en kulisse.”
En flot udsigt og et smukt hjem har Emilie endnu, for hun deler et dejligt hus i Nordsjælland med sin nye mand. Men værdierne i hendes nye liv er helt anderledes.
”Jespers familie er helt modsat af alt det, jeg har beskrevet. Hans forældre har været på hippielejr som unge og kørte rundt i en stor camper. De favner virkelig bredt, og det er da lidt sjovt, at jeg er havnet i noget diametralt modsat fra det, jeg kom fra, siger Emilie med et kærligt smil i retning af døren, som Jesper for et par timer siden gik ud af.
”I dag ved jeg, at man først bliver lykkelig, når man er tro mod sig selv. Du bliver aldrig glad, hvis du hele tiden skal leve for at gøre andre tilfredse.”
