DR indrømmer nu en række alvorlige fejl i den omdiskuterede P1-dokumentar 'Løgnen om Operation Bøllebank'.

Programmet handler om det berømte danske slag i Bosnien 29. april 1994, hvor danske kampvogne nedkæmpede serbiske tropper og deres artilleri. Slaget gav genlyd i verdenspressen og gik over i dansk militærhistorie med navnet 'Operation Bøllebank'.

Men i P1's dokumentar fortæller en række danske soldater fra kampvognsdelingen, at slaget ikke blevet ledet forsvarligt. At oberstløjtnant Lars Reinhardt Møller udsatte soldaterne for unødvendig fare. At den officielle fortælling om slaget slet ikke stemmer overens med virkeligheden.

Lars Reinhardt Møller klagede til DR over dokumentaren, og nu erkender chef for P1 Dokumentar Judith Skriver en række fejl:

- Det var en klar fejl at bruge ordet 'løgn' i titlen.

- Det var forkert og krænkende at påstå, at Lars Reinhardt Møller havde et alkoholproblem - og det var en fejl, at Møller ikke blev forelagt påstanden.

- Der var ikke en fair balance af valg af kilder i programmet.

Den forhenværende oberstløjtnant Lars Reinhardt Møller mener, at der er foregået en regulær tilsvining af hans person.

»Det er et journalistisk selvmål. Nu har de erkendt, at de er nogle fæpander. De burde have givet mig en undskyldning, så lå der ikke mere i det.«

Balladen om dokumentaren har fyldt meget i medierne, og Lars Reinhardt Møller mener, at DR bør gøre mere ud af at informere om fejlene.

»De brugte så meget tid og plads på at hype det her, og når det nu viser sig - som jeg godt vidste - at være ubegrundet, så kunne man godt gøre mere ud af at sige 'okay, vi kvajede os'.«

Nyheden om, at Lars Reinhardt Møller får medhold i tre klager, ligger på dr.dk's side for 'Etik og Rettelser'. Der er et link til selve afgørelserne, og her bliver DR's fejl uddybet.

For det første erkender chefen for DR P1 Dokumentar, Judith Skriver, at der ikke var dækning for at bruge ordet 'løgn' i programmets titel.

»Rubrikken ”Løgnen om Operation Bøllebank” er ikke retvisende og er postulerende«, udtaler Judith Skriver tilføjer, at det er »en klar fejl at bruge ordet.«

For det andet erkender DR, at der ikke var dokumentation for at påstå, at Lars Reinhardt Møller havde et alkoholproblem. Kilder i dokumentaren siger, at Møller drak mere end de tilladte to genstande om dagen.

»Påstanden om at klager drikker er udokumenteret. Det er en påstand, som kilderne fremfører i dokumentaren. I denne sammenhæng er den krænkende, fordi den sættes sammen med kildernes opfattelse af, at der skete ledelsesmæssige svigt. Derfor er det en fejl, at denne påstand fremføres,« skriver redaktionschef Judith Skriver.

Samtidig blev Lars Reinhardt Møller aldrig forelagt beskyldingen om, at han drak. »Dette er også en klar beklagelig fejl,« erkender DR-chefen.

For det tredje erkender DR, at der ikke var en fair balance i programmet.

»Der skulle have været en kilde i programmet, som kom til orde med klagers udlægning af episoden – ud over klager selv. Der er kilder, der, ligesom klager, mener, at der blev givet ordre til at åbne ild. For at få den rette balance, skulle en sådan kilde have været citeret i udsendelsen, så det stod klart for lytterne, at det ikke kun er klager, der bekræfter den officielle udlægning af episoden. Det er en fejl i programmet,« erkender Judith Skriver.

Lars Reinhardt Møller har ellers haft stor respekt for P1 Dokumentar og har tidligere været glad for at stille op til interviews.

»Jeg har altid opfattet P1 Dokumentar for at være det ypperste indenfor journalistikken. Så jeg var målløs, da jeg hørte det,« siger Lars Reinhardt Møller.

Men uanset hvad er der jo stadig en række soldater fra kampvognsdelingen, der mener, at de blev sat i en sårbar position?

»Jo, men det er noget vrøvl. De stakkels soldater brokker sig over, man ikke laver det, der hedder ild og bevægelse. Men det kan man ikke lave mod artilleri og morterer, og det var jo det, vi blev beskudt af,« mener Lars Reinhardt Møller.