Den nærmeste familie til den 40 kilo lette model Ana Carolina Reston, der døde i denne uge, opfordrer modebranchen til at tage pigernes spiseforstyrrelser alvorligt.

Efter modellens dødsfald håber familien, at modeverdenen vil få øjnene op for de risici, der er forbundet med spiseforstyrrelser som mange modeller lider under.

Den brasilianske skønhed på 177 cm. vejede blot 40 kilo, da kroppen bukkede under og hjertet sagde stop. Dagen inden sin død var hun blevet indlagt på grund af nyresvigt lige før en fotoopgave i Paris.

Inden det gik galt, havde modellens mor forsøgt at få sin datter til at spise mere og tage på. Men uden resultat. Mor og datter stødte verbalt sammen hver gang samtalen faldt på mad.

- Hun plejede at sige: 'Mor, jeg gider ikke skændes. Jeg fejler ingenting, Jeg har det fint, siger modellens mor om datterens sygdom.

- Anas død bør være et vink med en vognstang til modelbureauer om faren ved anoreksi, siger modellens svigermor.

Ana Carolina Restons fætter har også været ude i pressen og afsløret, at Ana også led af bulimi.

- 15 minutter efter hun havde spist, låste hun sig inde på badeværelset og tændte for bruseren, så ingen kunne høre hende kaste op, siger han til lokale medier.

Allerede inden den brasilianske models død afviste blandt andet modeskaberen Armani, at bruge for tynde modeller på catwalken.

ufjo@bt.dk