Politiet i Slagelse har tiltalt direktøren for sexfirmaet Scan Mail for blufærdighedskrænkelse, fordi firmaet har sendt pornoreklamer ud via postvæsenet som adresseløse forsendelser.

Vicepolitimester Finn Lykkegaard oplyser, at direktøren i Slagelse-firmaet er tiltalt for at have krænket andres blufærdighed. Scan Mail omdelte nemlig reklamer i Næstved- og Viborgområdet, som indeholdt billeder fra sexfilm med grov porno med titler som "Family Incest" og"Ekstrem Udnyttelse".

Politiet i Slagelse har taget sagen op på opfordring fra justitsminister Frank Jensen (S), der blev dybt forarget over pornoreklamerne.

Scan Mail-direktøren mener ikke selv, at han er skyldig. Men han har over for B.T. anført, at det for hele branchen kan være en fordel, hvis der kommer nogle klare retningslinier om, hvad sexfirmaerne kan sende reklamer ud.

Også selv om han eventuelt får en bøde og skal af med penge. /ritzau/