Direktør Flemming Ralk død, 72 år

Forretningsmanden, direktør og cand.jur. Flemming Ralk er død af en kræftsygdom, oplyser hans gode ven, generalkonsul Thorkild Erritzøe.

Flemming Ralk døde torsdag i sidste uge og blev efter eget ønske begravet i stilhed.

Det er kun få uger siden, at Flemming Ralk vandt en erstatningssag ved en domstol i den amerikanske sydstat Georgia for en urimelig varetægtsfængsling i 1997, der var med til at nedbryde hans helbred.

Et amerikansk nævningeting tilkendte den danske forretningsmand en erstatning på 100.000 dollar (godt 750.000 kr.), fordi hans rettigheder blev krænket, da han i 1997 var tilbageholdt i to måneder i fængslet i Lincoln County i Georgia. Han var sammen med en gruppe andre forretningsmænd sigtet for bedrageri, men blev frifundet.

/ritzau/