Sangen var væk. Ikke en strofe kom der. Majbritte Ulrikkeholm var klar over, at der var noget alvorligt galt. I dag er hun tilbage med en mørkere tone og et dybere udtryk. "Jeg har været gennem en stærk og traumatisk proces," siger den 36-årige sanger og forfatter.

Opgøret med den smertefulde barndom kan man læse i hendes erindringsbog og og høre på CD-en, "Tilbage Til Jorden", der udkommer på Gyldendal/Exlibris i denne uge.

Forfatteren og sangeren er genopstået, efter en mørk periode, der endte med en sygdom, der nær havde kostet hende livet.

Væk er "mors lille solstråle" med klovnenæse og sang på læben.

Majbritte Ulrikkeholm sidder på det grønne græs i Kongens Have omgivet af træer og skulpturer. Naturen er det sted, der aldrig har svigtet. Hos træerne har hun søgt trøst, når det hele blev for meget.

"Det var nødvendigt for mig at kappe navlestrengen til min mor," siger hun helt roligt.

Den livslange og smertefulde relation kulminerede, da Majbrittes mor og hendes to søstre meddelte, at de ikke ville komme til hendes bryllup.

Hun stod alene i kirken. Under hendes troldehår trængte præstens ord fra Jakobs brydekamp ind. "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig",lød det.

Majbritte er vokset op hos sin mormor og morfar i Odense.

De boede fem personer i to rum.

Grædende blev hun en dag afleveret til en fremmed dame, som hun fik at vide var hendes mor. Om hende havde Majbritte kun hørt, at hun rejste meget og derfor ikke kunne passe sine børn.

Hun erfarede snart, at historierne dækkede over, at moderen var psykisk syg og derfor ude af stand til at tage sig af sine piger.

Sandheden var skamfuld. Verden måtte ikke vide, hvordan det var fat.

Som barn blev Majbritte mor for sin mor. Det var for meget for en lille pige.

For at overleve det skabte hun hemmelige fantasiverdener. Først blev jomfru Maria den betroede, siden skrev hun i sin hemmelige dagbog, eller talte med sine træer om al det forbudte.

Hos legekammeraten Bibber fandt hun en lidelsesfælle. Bibbers far var alkoholiker. Sammen gik de to piger gennem barndommen som førerhunde for to fortabte voksne.

Forsone og tilgive

Ulrikkeholm har brugt de sidste tre år til at forsone sig med oplevelsen og tilgive.

"Jeg skrev mens jeg stod med begge ben i mudderpølen. Det var uredigerede følelser uden relevans for andre, så det smed jeg væk. I stedet skrev jeg min oplevelse som roman."

Hun håber, at hendes private bekendelser kan bruges af andre, der står i samme situation.

"Man føler sig frygtelig ensom. Hvis bare der var nogle, da jeg var barn, der havde fortalt mig, at det ikke var min skyld. Hvis bare de havde sagt, at hun var syg og at hun ikke kunne gøre for det.

Hvis bare de havde sagt, at hendes vrede ikke var rettet mod mig, så havde jeg bedre kunne klare det, men ingen sagde noget.

Jeg troede det var min skyld."

I sin erindringsbog går forfatteren tæt på privatlivet. Hun har valgt ikke at vise manuskriptet til sin moder.

"Hvis nogle vil fordømme mig for det, så må det være sådan. Jeg kan kun fortælle, hvordan jeg oplevede det. Den skade min mor voldte mig var jo ikke personlig."

Fortæller om lignende oplevelser

Majbritte Ulrikkeholm oplever tit, at hendes egen åbenhed får andre til at fortælle om lignende oplevelser.

Hun har brugt hele livet til at skjule sorgen og som "ansvarlig" konstruerede hun en virkelighed der var løgn, godt hjulpet af resten af familien.

"I puberteten blev alle mine fortrængninger lukket inde i en black box lissom dem i flyverne.

Det gælder om ikke at være bange for at åbne den."

Der er pris at betale for at leve i sandhed og den har Ulrikkeholm været villigt til at betale.

"Jeg er nået dertil i mit liv, at jeg ikke kan indgå noget kompromis. Gør jeg det, så vil alt vundet være tabt.

Hvis vi ikke åbner boxen er det det samme som at sige: Jeg vil have lov til at fortsætte med at være dum. Jeg ønsker kun at leve halvt, for jeg tør ikke se smerten i øjnene. Jeg skammer mig."

Som konsekvens af erkendelsen er Majbritte Ulrikkeholm holdt op med at gøre ting blot for at tilfredsstille sin næste.

"Jeg kan ikke nøjes med at leve op til folks forventninger. Jeg er nødt til at udforske, stille spørgsmål og arbejde med sproget.

Jeg vil have lov til at være her - også når jeg ikke er glad i låget."

Opgøret med fortiden har kostet venner. Til gengæld er livet blevet mindre dramatisk og ligegyldige detaljer er arkiveret i småtingsafdelingen.

Vejene skiltes

Majbritte Ulrikkeholm har haft det svært med de etablerede pladeselskaber. På EMI indrømmede de, at de ikke vidste, hvordan de skulle sælge hendes musik.

Deres veje skiltes og Majbritte udgiver sin CD på Gyldendals pladeselskab Exlibris, der udsender litterær musik.

For tre år siden fik hun et fler-årigt legat fra Statens Musikråd. Det gav hende muligheden for at foretage den rejse ind i sig selv, som hun vidste var nødvendig.

Hun havde mistet sig selv fuldstændig, sin lyd, sin rytme, sin lyst til at synge.

" Mit liv har været barskt. Det nytter ikke at begrave det, istedet valgte jeg at se på det. Jeg ønskede at blive et helt menneske."

Hun betegner det tre-årige legat som en kæmpe gave.

"Så dykker vi. Nu! Jeg får aldrig chancen igen, det vidste jeg," griner Majbritte Ulrikkeholm ved tanken om sin afrejse mod mørket.

"Vi ved allesammen, at det jeg og Bibber oplevede dengang, det er der børn, der oplever i dag. Den tanke er næsten ikke til at bære."

Under hendes indre ekspedition er der sket mange grænseoverskridende ting. Hun har lejet et hus langt ude i en skov. Hun blev gift med musiker Jacob Christoffersen.

Hun købte en stor kassebil. På et tidspunkt fik hun voldsomt åndedrætsbesvær og til sidst blev hun indlagt med en alvorlig sygdom.

Først da var renselsen og rejsen fuldbragt.

"Om min mor vil blive ked af det? Det beskæftiger jeg mig ikke med.

Hun har sin oplevelse af det, jeg har min. I dag tænker jeg på hende med respekt.

Jeg mener, at det bedste jeg kan give hende er at blive et helt menneske. Hun har ikke noget ud af, at jeg er en indtørret rosin, der lever mit liv i et sofahjørne."

For Majbritte Ulrikkeholm er den triste barndom et overstået kapitel. Hendes liv har taget en ny begyndelse - denne gang på hendes egne præmisser. Hun er landet på jorden.