For ti uger siden døde hans far. Af utallige knivstik på Dækcentralen i Slangerup. Nu skal 17-årige Nicolai Hollesen køre Dækcentralen videre. 'Jeg gør det for min far', siger han, men det er svært, når ét spørgsmål fortsat er ubesvaret: Hvad skete der den dag, Peter Hollesen blev dræbt på sin arbejdsplads?
Nicolai Hollesens far blev dræbt af utallige knivstik på Dækcentralen i Slangerup. Nu skal den 17-årige dreng køre Dækcentralen videre, men det er svært.
Hans far tager ikke telefonen. Nicolai Hollesen har ringet for at spørge, hvem de to personer, der netop er fundet døde nær faderens firma, er.
Det er søndag middag, og han er stadig tung i hovedet efter både fredag og lørdags bytur, så han lægger telefonen fra sig og tænker ikke nærmere over det. Faderen tager alligevel sjældent sin mobil.
Opret abonnement på PLUS og læs om hvordan Nicolai Hollesens liv tog en helt uventet drejning. Du får desuden adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. 1. månd er gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Hans far tager ikke telefonen. Nicolai Hollesen har ringet for at spørge, hvem de to personer, der netop er fundet døde nær faderens firma, er.
Det er søndag middag, og han er stadig tung i hovedet efter både fredag og lørdags bytur, så han lægger telefonen fra sig og tænker ikke nærmere over det. Faderen tager alligevel sjældent sin mobil.
Kort efter ringer hans faster. Nicolai Hollesen skal komme op til farmoderen, lyder det kort i telefonen. En stille angst når at krybe op i nakken på ham, men han skubber den bort og tager af sted. Da han når frem, er hele familien samlet. Sagte falder ordene, som næppe nogen 17-årig dreng nogensinde bliver voksen nok til at høre:
»Din far er død.«
Søndag den 18. januar 2015 klokken 9.04 blev den 46-årige ejer af Dækcentralen i Slangerup Peter Hollesen fundet døende på Håndværkervangen i Slangerup i Nordsjælland. Han blødte stærkt fra hovedet og maven efter utallige knivstik, og hurtigt stod det klart, at hans liv ikke stod til at redde.
Peter Hollesen nåede at fremstamme nogle sidste ord til politiet. Få minutter senere fandt betjentene den 33-årige Kasper Roland Daalgaard, ansat i firmaet gennem fire år, død på Dækcentralens første sal.
Sønnen tager over
Ti uger senere slæber Nicolai Hollesen et dæk gennem det olieduftende værksted. Hans pande er let rynket af koncentration. Det lyse hår er kortklippet i siderne og længere på toppen, og i tindingerne er der trukket spor efter de beskidte arbejdshandsker.
Han puster kinderne op, hver gang han løfter et nyt dæk op på en rødmalet maskine, der løsner fælg fra gummi. Igen og igen.
’Nicolai Hollesen, kundeansvarlig’ står der på en label, klistret på en fotoramme i Dækcentralens kundeindgang. Billedet i rammen portrætterer en 17-årig knægt i overalls. Han kigger ind i kameraet med et lettere overrasket udtryk i et lyst, mildt ansigt.
Inde på værkstedet har samme 17-årige dreng et alvorligt drag om munden. Han har travlt. Det er sæson for sommerdæk, og kunderne står i kø, mens en lastbil fyldt med dæk fra Tyskland netop har meldt sin ankomst en dag for tidligt.
»Det er fint nok. Før kunne jeg bare sige ’to sekunder, jeg henter lige Peter’, men nu skal jeg selv stå med situationen. Jeg kan ikke bare lige gå ud og tage en pause, jeg bliver nødt til selv at tage stilling. Men det er fint, at det begynder her. Så kan jeg blive bedre og bedre til det,« siger han.
Er pludselig blevet voksen
På et nanosekund er 17-årige Nicolai Hollesen blevet voksen. Fra den ene dag til den anden er den sorgløse tilværelse med fester, venner og dovne formiddage i sengen erstattet af forpligtelser, beslutninger og det tunge ansvar, der følger med et tungt familieforetagende.
For få måneder siden var det hans far, der gik her i snavsede arbejdssko og slæbte på dæk. Hans far, 46-årige Peter Hollesen, der ejede Dækcentralen, som han havde overtaget efter sin far Carl Hollesen, der byggede virksomheden op fra bunden i 1967. Nu skal Nicolai Hollesen fylde et par meget store arbejdssko ud.
»Det er da hårdt. Det er svært,« siger han i et stille øjeblik i værkstedets frokoststue, hvor halvnøgne damer sporadisk er hængt op som eneste vægpynt.
»Min far havde sit helt eget ry. Han var byens glade dækmand, og folk vidste, at når man var heroppe, så fik man altid en god service. Han var meget personlig med kunderne. Så jeg har noget at leve op til. Men det betyder alt for mig, at jeg kan køre det videre for min fars skyld, så jeg må gøre mit bedste,« siger han.
Lægger kræfter i firmaet
I tiden før den skæbnesvangre søndag morgen den 18. januar arbejdede Nicolai Hollesen på Dækcentralen to gange om ugen, hvor han gjorde rent, og så hjalp han til i værkstedet i de travle perioder. Nu arbejder han i værkstedet hver eneste dag efter skole og hver lørdag fra klokken 8 om morgenen. Det løber op i godt 20 timer om ugen, som han presser ind ved siden af sine studier på Handelsgymnasiet i Hillerød.
En stor mundfuld og en stor beslutning at træffe, når man er bare 17 år gammel. Men en nødvendig en af slagsen, mener han.
»Jeg har det faktisk godt med beslutningen om at lægge mine kræfter i firmaet. I begyndelsen var det lidt en følelse af, at det var noget, jeg skulle, men jeg synes, jeg har fået et mere afslappet forhold til det. Jeg føler faktisk ikke, det er et arbejde. Jeg kan godt finde på at komme tidligere herop, hvis jeg har før fri fra skole. Fordi jeg rigtig godt kan lide at være her og rigtig godt kan lide de ting, vi laver heroppe,« siger han.
For Nicolai Hollesen handler det da også om mere end at køre Dækcentralen videre efter den far, der ikke længere er her.
At gå rundt og slæbe på dæk er blevet en form for terapi.
»Det hjælper mig rigtig meget at være heroppe, synes jeg. Også fordi jeg kan tænke på, at jeg gør det for ham.«
Havde lige set sin far
Han er fattet, når han taler. Ordene falder uden besvær og lyder af og til mere som opremsning. Kort og præcist. Som et forretningsmøde. På nær når det handler om den dag, søndag den 18. januar, hvor hans far blev dræbt.
Han stod oppe hos farmoderen. Med tankerne et helt andet sted, paraderne nede og komplet uforberedt på det rabalder, det hele skulle styrte sammen med, da han fik besked om, at den ene af de personer, der om morgenen var blevet fundet døde, var hans far.
»Det var meget, meget hårdt og uvirkeligt at få det at vide... Jeg stod bare med tårer i øjnene og sagde: ’Hvad?’ Hvorfor?’ ’Hvad snakker I om?’ Det var ikke til at forstå. Jeg havde sidst set ham om torsdagen, hvor jeg var oppe at sige hej. Jeg havde været til fest både lørdag og søndag, og så stod jeg op der om søndagen, og så fik jeg det at vide,« siger han.
Politiet var der også. De forklarede, hvad de vidste. Og hvad de formodede. Den 33-årige Kasper Roland Daalgaard, der i en periode boede på Dækcentralens førstesal, havde søndag morgen stukket sin chef gennem fire år, 46-årige Peter Hollesen adskillige gange med en kniv. Bagefter havde han taget sit eget liv.
Peter Hollesen formåede at flygte fra Dækcentralen og tilkalde hjælp, men da var det for sent. Han døde kort efter af sine kvæstelser.
Politiet fortalte også, at det var Kasper Roland Daalgaard selv, der ringede efter Peter Hollesen den søndag morgen.
Han havde det skidt og havde brug for hjælp, så Peter Hollesen startede bilen og kørte det korte stykke fra sit hjem til Dækcentralen. Her mødte han en ifølge politiet ‘psykisk ustabil’ medarbejder. Og her stopper historien brat.
»Vi får aldrig at vide, hvad der helt præcist skete herinde. Og derfor kommer jeg aldrig til at forstå det helt. Vi fik bare at vide, at det skete på meget kort tid. Og så har vi været heroppe efterfølgende, hvor vi har kunnet se blodspor og få en idé om, hvad der er sket,« siger Nicolai Hollesen, mens han roder sig i den korthårede nakke og for første gang ikke holder øjenkontakt.
»Hvis han var død af sygdom eller i et biluheld eller lignende, havde vi noget at forholde os til. Her er der intet at forholde sig til. Udover at det er uretfærdigt,« siger Nicolai Hollesen.
Det gør det ikke lettere, at Nicolai Hollesen kendte Kasper Roland Daalgaard. Halvanden uge før drabet havde han kørt bil med ham.
Kendte gerningsmanden
»Han var den flinkeste mand, og min far og ham havde et rigtig godt forhold til hinanden. Så det var det, jeg slet ikke kunne forstå. Vi kan ikke forestille os, at der skulle være anden forklaring, end at Kasper ikke har vidst, hvad han har foretaget sig. Han skulle nok have været indlagt. Men det er ikke nemt at forholde sig til, at det er en, jeg kendte, der slog min far ihjel,« siger han.
Nicolai Hollesen er bred i forhold til sine 17 år. Når han har fri fra Dækcentralen klokken 17, tager han hjem og laver lektier, og derefter tager han op og træner. Seks gange om ugen. Det hjælper at løfte noget tungt. For bitterheden kan godt overmande ham. Tanken om, hvordan tingene måske kunne være faldet helt anderledes ud.
Der var ikke noget at gøre
»Der var et vidne, der havde set min far løbe med blod over det hele, men som ikke ville blande sig. Jeg tænker på, om det kunne havde ændret noget. Eller hvis jeg tilfældigvis var kommet kørende, eller var kommet gående hjem efter en fest. Men altså... Det var ikke nogens skyld andre end Kaspers. Min far fik så voldsomme stik, at der ikke var noget at gøre,« siger han.
Som i ethvert andet familiedynasti har det altid ligget lidt i kortene, at Peter Hollesens eneste søn, Nicolai Hollesen, skulle overtage Dækcentralen, når tiden var moden.
Det var dog vigtigt for Peter Hollesen, at sønnen fik en handelsuddannelse først, og arvingen Nicolai Hollesen havde da heller ikke helt lagt sig fast på, at det var dækvejen, han ville gå.
»For halvandet år siden hev min far mig til side og snakkede med mig om at overtage firmaet. Dengang ville jeg gerne lige tænke over det. Jeg havde også nogle andre planer. Men nu er der ingen tvivl om, at det er det her, jeg skal,« siger han.
Ingen andre skulle gøre det
Telefonen på bordet i frokoststuen vibrerer, hver gang der kommer en ny Facebook-besked ind. Nicolai Hollesen skæver til den, men vender den så hurtigt om på voksdugen og vender tilbage til samtalen med den samme alvor i blikket.
Hvornår får du tid til at være Nicolai på 17 år?
»Lørdag efter klokken 12, når Dækcentralen lukker, har jeg tid til at være Nicolai. Og så lidt i skolen, og når jeg træner. Det er noget med at sige nej til nogle fester om fredagen, fordi jeg skal møde kl. 8 om lørdagen. Men det hjælper at tænke på, at det får firmaet til at køre videre i min fars ånd. Jeg kunne ikke klare, hvis det skulle lukke ned, eller hvis der var nogle andre, der skulle køre det videre,« siger han.
Farmoderen dukker op i døren. Hun har købt køkkenrulle og toiletpapir, som hun stiller i frokoststuen, inden hun lister af igen. Firmaet står indtil videre i hendes navn.
En stor beslutning
I kundeindgangen sidder Nicolai Hollesens faster Bettina Hollesen, der har taget orlov fra sit job for at passe telefonen og det administrative. Når der er travlt, kommer hendes to små sønner op og hjælper.
Peter Hollesens billede hænger stadig i indgangen. Før eller siden vil Dækcentralen stå i Nicolai Hollesens navn.
»Jeg har en følelse af, at jeg bliver nødt til at tage beslutningen for min fars skyld. Jeg synes ikke, jeg skylder min far noget, men det her er et familieforetagende, og det skal det blive ved med at være,« siger han og fortsætter:
»Men det er en stor beslutning, og der er meget, man går glip af, når man skal tage så stor en beslutning i min alder. Men det er ikke noget, jeg har noget imod.«
