Ny bog afslører, at Stauning-regeringen og Nationalbanken i bedste Olsen Banden-stil skjulte det danske guld for nazisterne
Udadtil gjorde de alt for ikke at provokere tyskerne unødigt. Men indadtil satte den danske regering alt på spil for at snyde nazisterne og beskytte det danske guld. Tonsvis af guld.
Det har i mange år været kendt, at Danmarks Nationalbank inden besættelsen i 1940 flyttede landets guldreserver til udlandet. Den oplysning kan man også finde på bankens egen hjemmeside, hvor det under 1939/40 kort beskrives, at Nationalbankens guld i al hemmelighed blev transporteret fra København til USA.
Men i en ny bog af forfatter og tidligere DR journalist Henrik Denta afsløres det nu, ikke alene hvordan guldet i bedste Olsen Banden stil blev smuglet ud, men også, at det var med Stauning-regeringens vidende og accept. Den regering der for enhver pris ville bevare et diplomatisk forhold til Tyskland.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om, hvordan regeringen og Nationalbanken satte alt på spil, for at skjule guldet.
Det var Nationalbankens øverste direktør C.V. Bramsnæs, der var bekymret ud over alle grænser. Hitlers drøm om igen at gøre Tyskland til en stormagt havde ulmet i flere år og aggressionerne syd for den danske grænse var voksende. Nazisternes plan krævede penge. Mange penge.
Og allerede få dage efter Østrigs indlemmelse i det tyske rige i marts 1938 mødte repræsentanter op i landets nationalbank og konfiskerede pengereserverne, herunder 78 ton guld. Det samme skete i september samme år i Tjekkoslovakiet. Og det var dét scenarie, Bramsnæs frygtede gentaget i Danmark.
Men hvor det altså tidligere har været antaget, at Bramsnæs var alene om bekymringen og på eget initiativ udarbejdede planer om at skjule guldet, er det nu fastslået, at den danske regering var en del af planen.
Forfatter Henrik Denta fandt det afgørende dokument i en tør og kedelig bog med titlen ’Ministerprotokoller 1933-40’.
’Regeringen drøfter på Nationalbankens foranledning spørgsmål om deponering af guld i udlandet’ stod der under september 1938.
»Halvandet år før besættelsen er regeringen altså så bekymret, at den går med til at sende guldet i sikkerhed i udlandet. Og dermed bryde de love, MAN selv har vedtaget, forklarer Henrik Denta med reference til, at der i 1931 blev indført et forbud mod udførsel af guld i Danmark.
Flyttet om natten
Præcis hvor mange ton guld der befandt sig i kælderen under Nationalbanken, er der ikke nagelfast bevis på. AF den sparsomme skriftlige korrespondance mellem regeringen og Nationalbanken fremgår én beholdning. I den sparsomme skriftlige korrespondance mellem Nationalbanken og forsikringsselskaber en anden. Så vi taler altså om alt mellem 12,5 ton og 27,5 ton guld til en værdi i nutidskroner på mellem 992 mio. kr. og 2,18 mia. kr.
Med grønt lys fra Stauning-regeringen gik direktør Bramsnæs i gang med en række tophemmelige møder bag hermetisk lukkede døre. For hvordan flytter man lige guldbarrer i kassevis, uden at nogen - ikke mindst nazisterne - får nys om det?
»Man ringer selvfølgelig til Postvæsenet,« siger Henrik Denta.
Natten mellem 24. og 25. april 1939 var alt pakket og klart i Nationalbankens kælder. 13,75 ton guld blev møjsommeligt læsset på 11 lastbiler, som trillede fra Holmens Kanal gennem de mørke københavnske gader til Postbanegården ved siden af Hovedbanegården, hvor de under enormt hemmelighedskræmmeri blev læsset videre på to særlige jernbanevogne fra det svenske postvæsen. Og snart satte det stærkt bevogtede tog i gang med kurs mod Stockholm.
I første omgang var løsningen nemlig at fragte guldet til Sverige, hvor regeringen - i lighed med den norske - delte frygten for, at nazisterne skulle invadere landet og beslaglægge landets guldreserver. De tre nordiske lande var derfor nået frem til at samle guldet i Stockholm og derfra få det sejlet i sikker havn i USA, en løsning Finland senere også valgte.
Tyske ubåde
Heller ikke den mission var helt ufarlig. For i september samme år var krigen på havet allerede gået i gang. Tyske ubåde lå på lur i Atlanterhavet og torpederede ethvert skib, der kunne tænkes at være et handelsskib. Og med nu fire landes gulddepoter, var der tale om intet mindre end 100 ton guldbarrer, der skulle fragtes over Atlanten. I al hemmelighed.
Der gik da også mange måneder, før missionen lykkedes. Først i begyndelsen af december 1939 kunne Bramsnæs og den danske regering drage et lettelsens suk. Guldet var landet sikkert i New York.
Kvalerne sluttede dog langtfra der. Krigen rumlede syd for den danske grænse, og under Nationalbanken lå stadig en betragtelig del af de danske guldreserver, som skulle bringes i sikkerhed. Og den lurende trussel fra tyskerne gjorde det ikke lettere. Eller billigere.
Dyr operation
Ikke alene steg prisen for overfarten betragteligt. Forsikringen gjorde det samme. Men skulle guldet reddes, måtte det koste, hvad det kostede.
Det var det danske rederi ØK, som - for en stor pengesum - kom Nationalbanken og regeringen til undsætning med skibet M/S Europa.
Her var Arne Storgaard fjerdestyrmand, da skibet en bidende kold morgen den 20. januar 1940 lå ved kaj i Københavns Havn.
»Pludselig kom en lastbil op langs siden og begyndte at laste kasser om bord,« fortæller Arne Storgaards søn, Niels Storringgaard, hvis far igen og igen fortalte om den bemærkelsværdige tur, hvor han og størstedelen af skibets besætning intet anede om, hvad lasten bestod af.
»Kasserne var dårligt nok kommet om bord, før de fik ordre til at sejle ud med det samme. Og da de nåede ud for Bergen i Norge, fik de pludselig at vide, at de skulle lægge til for at hente en del af Danmarks guldbeholdning, som tidligere var blevet bragt i sikkerhed der,« fortæller Niels Storringgaard videre.
Fra Bergen foretog M/S Europa den farefulde færd over Atlanten, og endelig, den 2. februar 1940, kunne ØK i et brev til Nationalbanken meddele, at ’guldet nu er blevet rigtigt afleveret’.
Bevæbnet politi i New York
Og behørigtmå man sige. For ifølge Arne Storgaards overleveringer til sine børn, var kajen i New York spækket med lastbiler og bevæbnet politi, som tog imod den dyrebare last.
Guldet var reddet. Skjult for nazisterne. Som allerede få dage efter besættelsen troppede op i Nationalbanken for at afkræve et svar på, om rygtet talte sandt. At Danmark havde flyttet sine guldreserver. Og til det kunne direktør Bramsnæs kun sige ja.
’Guld og bedrag - De risikerede alt for at snyde nazisterne’ hedder Henrik Dentas bog. For han mener, at Danmark satte alt på spil i den farefulde og hemmelige operation.
»For det første er der den økonomiske side af sagen. Krigen var jo brudt ud på havet, og tyskernes ubåde skød på alt og alle. Så det havde været et enormt økonomisk tab, hvis guldet var havnet på havets bund.
Men der er også den politiske side af sagen. Hvis regeringens plan var sluppet ud på et tidligere tidspunkt, havde hele dens politik overfor Tyskland slået fejl og tilliden til Danmark som samarbejdspartner være undergravet. Og det er nemt at forestille sig, at deres planer om at invadere Danmark var blevet rykket frem, siger Henrik Denta.
I dag har Danmarks Nationalbank 66,5 ton guld, svarende til en værdi af omkring 14 mia. kr. Men det dyrebare metal er forlængst fjernet fra Nationalbankens kældre. I stedet befinder størstedelen af guldet sig i Bank of England, og har gjort det siden den kolde krig.
-------------------
Guldets rejse
22. april 1939
De første 1.100 guldbarrer pakkes i 275 kasser, som tre dage senere i nattens mulm og mørke, fragtes videre til Postbanegården, ind i to svenske togvogne og køres til Stockholm.
2. maj 1939
Nationalbanken får tilladelse til at udføre endnu en bunke guld. Denne gang for hvad der svarer til 18. mio. kr. Ligesom første sending lander guldet i Stockholm.
27. november 1939
Sejlads regnes for mere sikkert fra Bergen og guldet læsses igen om bord på togvogne i Stockholm videre til Bergen, hvor det 1. december lastes det på et amerikansk-ejet skib.
20. januar 1940
Det sidste guld under Nationalbanken afgår med M/S Europa til først Bergen, hvor restbeholdningen lastes om bord. Derefter går turen til New York, som 3. februar kvitterer for guldet.
Bogen ’Guld og bedrag’ udkommer på Gads Forlag 16. marts
