De ti pirater om bord på krigsskibet "Absalon" bliver løsladt. Det oplyser forsvarsminister Søren Gade (V) i en orientering til partierne bag forsvarsforliget.

De ti pirater om bord på det danske krigsskib "Absalon" bliver sat på fri fod. Det oplyser forsvarsminister Søren Gade (V) i en orientering til partierne bag forsvarsforliget.

Ministeren skriver, at det efter drøftelse med Justitsministeriet er vurderet, at dansk lovgivning ikke giver den fornødne straffemyndighed til at retsforfølge de pågældende ved en dansk domstol.

Samtidig har man undersøgt, om det var muligt at overdrage piraterne til andre stater i Task Force 150 eller i området. Det har ikke været muligt, hedder det i orienteringen, som Ritzau er i besiddelse af.

De ti formodede pirater blev pågrebet den 17. september i Adenbugten ud for Afrikas Østkyst. De befandt sig om bord på to piratskibe og var i besiddelse af våben og andet udstyr, som kan benyttes til pirateri.

/ritzau/