De var kun et par år gamle, da deres storesøster forsvandt sporløst under en ferie i Portugal. Men knap to år efter Madeleine McCanns verdensberømte forsvinden forventer tvillingerne Sean og Amelie at se deres 'Maddie', hvert øjeblik det skal være.
- Hvis Madeleine pludselig kom ind af døren, ville Sean og Amelie reagere, som om hun var forsvundet i går. Hun er stadig en stor del af deres liv, og det er opmuntrende, siger børnenes far, Gerry McCann.
Det er i et eksklusivt interview med den portugisisk-britiske avis The Portugal News, at Gerry McCann føjer endnu et kapitel til den uendeligt tragiske historie om pigen, som kort før sin fire års fødselsdag pludselig forsvandt.
3. maj 2007 ændrede McCann-familiens liv sig for altid, men tilsyneladende er familiens to yngste medlemmer stadig ved godt mod.
- De taler om hende hver eneste dag. De er fantastiske. De siger ting som:
- Når Madeleine kommer hjem... Når dagene er tunge, er det den slags ting, som får dig til at komme videre, siger Gerry McCann til avisen.
Væk i næste øjeblik
En børnepsykolog har opfordret forældreparret Gerry og Kate McCann til at udfylde de huller, som Sean og Amelie måtte mangle i minderne om deres storesøster. Ifølge far Gerry er de huller dog stærkt begrænsede.
- Det faktum, der står tilbage er bare, at hun var der det ene øjeblik, og at hun var væk i det næste.
I forrige uge var Gerry McCann atter på besøg i den skæbnesvangre ferieby Praia da Luz. Her medvirkede han i filmoptagelser forud for en ny dokumentar om de gådefulde øjeblikke omkring Madeleine forsvinden.
Under sit besøg måtte Gerry McCann samtidig erkende, at efterforskningen fremover bliver besværliggjort. Kassen er nemlig ved at være tom i den Maddie-fond, som siden 2007 har modtaget mere end 2,5 mio. pund.
- Den vil ikke tørre ud i løbet af de næste par måneder men formentlig med udgangen af året.

























