De skandinaviske luftfartsmyndigheder ser ingen grund til at holde SAS-fly af typen Dash 8 Q400 på jorden, selvom de har været forfulgt af nye uheld.
- Vi har fået en rapport fra SAS og er nu i gang med at se nærmere på sagen. Men det er mindre alvorlige fejl, som formentlig ikke har nogen betydning rent flyvesikkerhedsmæssigt, siger Tina Larsen, kommunikationskonsulent i Statens Luftfartsvæsen.
Senest måtte et af SAS's Dash-fly fredag vende om efter afgang fra Warszawa, da der opstod problemer med landingsstellet, og onsdag måtte et fly, som var på vej til Gdansk, returnere til København og foretage en sikkerhedslanding på grund af en fejl med lugen til næsehjulet.
SAS har haft i alt tre episoder med Dash-flyene, siden de kom på vingerne igen sidste torsdag, efter at have stået på jorden i tre uger efter de to nødlandinger i Aalborg og Vilnius i begyndelsen af september.
/ritzau/





















