200.000 søgte. Nu er der 100 tilbage. Danske Christian Ohlendorff Knudsen er én af dem, der er parat til at blive sendt til Mars. På en enkeltbillet.

Nogle drømmer om at vinde i Lotto, andre om at få et barn, eller om at blive rask. Men for 35-årige Christian Ohlendorff Knudsen er drømmen noget helt andet, langt større og mere vidtrækkende.

Han vil til Mars. På en enkeltbillet.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele historien om danske Christian, der vil gøre en forskel for menneskeheden ved at rejse til Mars, selvom han aldrig vil komme tilbage til Jorden igen.


200.000 søgte. Nu er der 100 tilbage. Danske Christian Ohlendorff Knudsen er én af dem, der er parat til at blive sendt til Mars. På en enkeltbillet.

Nogle drømmer om at vinde i Lotto, andre om at få et barn, eller om at blive rask. Men for 35-årige Christian Ohlendorff Knudsen er drømmen noget helt andet, langt større og mere vidtrækkende.

Han vil til Mars. På en enkeltbillet.

Men hvad får en mand til at vinke farvel til alt og alle på denne jord for som et af de første mennesker at bosætte sig på den fjerne planet, som det tager syv måneder at nå? Hvad får en mand til at sige ja til at leve resten af sine dage 227 mio. km fra Jorden (målt i middelafstand), til at leve på en gold planet, hvor temperaturerne svinger mellem 20 grader om dagen og minus 150 om natten.

»Nogen skal jo gøre det,« lyder den korte og kontante forklaring fra den to meter høje systemingeniør fra Hellerup. Ikke så mange dikkedarer.

Det var i april 2013, at det private hollandske firma Mars One åbnede for ansøgninger til sit i nogles øjne lovlig vidtløftige projekt: At etablere bosættelser på planeten Mars inden for ti år. 202.586 søgte. Christian Ohlendorff Knudsen – og 488 andre danskere – var blandt dem. Siden er feltet blevet barberet ned flere gange. Nu er der 100 tilbage. I alt skal der udvælges 24. Så procentvis er chancerne for, at han – som den eneste dansker – kommer af sted til Mars, ret store.

Og bliver han en af de 24, ligger knap ti års benhårdt arbejde forude. Med fysiske test og træning. For at rejse til Mars er ingen chartertur.

Sådan forventer Mars One, at bosættelsen på ’den røde planet’ kommer til at se ud. Foto: Mars One
Sådan forventer Mars One, at bosættelsen på ’den røde planet’ kommer til at se ud. Foto: Mars One
Vis mere

Planeten Mars. Foto: NASA/AFP
Planeten Mars. Foto: NASA/AFP
Vis mere

Menneskehedens plan b

Man kan trække på smilebåndet ad det, men rent faktisk har mennesket i årtier drømt om at erobre den golde planet, som på rigtig mange områder er den, der minder mest om vores egen, og den amerikanske rumfartsadministration Nasa har ihærdigt søgt efter beviser på liv på planeten, og fundet det: Vandet, der er forudsætningen for liv, som vi kender det. Dermed er Mars et seriøst bud på menneskets plan b, fremtidens alternativ til Jorden.

For én ting er langt de fleste forskere enige om: Der kommer en dag, hvor vores egen planet er så udpint, at det ikke længere er muligt at brødføde Jordens befolkning.

Og plan b er undervejs.

For få uger siden annoncerede Nasa, at de påtænker at etablere kolonier på Mars i 2030erne.

»Ligesom med Apollo-programmet indlader vi os på denne rejse i menneskehedens navn. Men i modsætning til Apollo er det for at blive,« som Nasa udtrykte det. De har allerede indkaldt eksperter til at vurdere, hvor det mest ideelle landingssted er på planeten.

Tidligere på ugen var også russerne på banen med nyheden om, at de er i fuld gang med at træne aber op til at blive sendt til Mars i 2017.

Og så er der Mars One. Hvis tidshorisont for første bosættelse er 2026/27.

»Så vi snakker altså ikke om at par hollændere, der har røget lidt for meget hash. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi kan sende mennesker til Mars, men om vi vil,« understreger Christian Ohlendorff Knudsen.

35-årige Christian Ohlendorff Knudsen er eneste dansker i Mars One-feltet, der tæller 100 kandidater.
35-årige Christian Ohlendorff Knudsen er eneste dansker i Mars One-feltet, der tæller 100 kandidater.
Vis mere

Rustning og sværd

Han er ikke én, der altid har drømt om at blive astronaut. Tværtimod husker han, hvordan han som dreng var fascineret af fortiden. Han ville være palæontolog, sådan én der studerer fossiler. Og når han legede med de andre drenge nede i den østsjællandske by Køge, var han iført rustning og sværd.

Han smiler lidt ved tanken og kigger ud i den lille, tætpakkede stue, hvor al hyldeplads er dedikeret til bøger om Mars, og som ellers med den kæmpe fladskærm og 3D-printer oser af at være beboet af en it-nørd.

Det var ved et tilfælde, at Christian Ohlendorff Knudsen læste om Mars One projektet i et internet-forum. For sjov klikkede han på linket til online-ansøgningen, læste lidt videre og fik pirret sin rationelle nysgerrighed.

Friheden til at bestemme

At rejse til Mars er en stor beslutning. Men han havde ikke lang tid til at tænke, for ansøgningsfristen udløb kort tid efter. Så af sted røg den. Først bagefter fortalte han sin familie om det. Hans mor sagde øv. Øv over, at fristen var udløbet. Hun ville også gerne have været med.

»Jeg er vokset op med friheden til selv at bestemme. Men også, at man så var nødt til at acceptere konsekvenserne af det, man bestemte,« lyder Christians forklaring på, at ingen i hans familie stillede spørgsmålstegn ved, at hans drøm var at forlade dem. For altid.

Andre tog det lidt tungere. Christian Ohlendorff havde stort set glemt alt om sin ansøgning, da han mødte en pige, som han blev kæreste med.

Snakken om at blive en rigtig familie, far og mor og børn, dukkede som noget helt naturligt op og blev en del af den fremtid, som de så for sig. Lige indtil den februardag i år, hvor Christian Ohlendorff Knudsen modtog beskeden om, at han var med i semifinalen, var blandt de sidste 100.

»Da hun fandt ud af det, kunne jeg godt mærke, at hun følte sig afvist, og jeg kunne godt se, at det gjorde ondt på hende,« fortæller han om sin nu eks-kæreste.

»Indtil da forestillede jeg mig, at jeg skulle stifte familie. Men efter hendes reaktion har jeg besluttet ikke at prøve igen. Ikke når der er chancer for, at jeg kommer til at gøre andre kede af det,« siger Christian Ohlendorff Knudsen og fortsætter så:

»Jeg har valgt at se det i et perspektiv, der er lidt større end det. Mange er villige til at ofre ret meget for deres familie. Jeg prøver at forstørre den mængde af folk, du er villig til at ofre noget for. For jeg er ret sikker på, at hvis det her projekt lykkes, så kommer der rigtig meget godt ud af det for os mennesker som race. Det vil være et teknologisk fremskridt, der minder lidt om måneprogrammet i 70erne,« siger han.

Skal man gøre et forsøg på at sætte sig ind i Christian Ohlendorff Knudsens tankesæt, sætte sig ind i hans bevæggrunde til for evigt at forlade alt og alle, som han kender og føler sig tryg ved, er hans reference netop Apollo 11s månelanding i 1969, hvor astronaut Neil Armstrong sagde de berømte ord: »That’s one small step for man, one giant leap for mankind«.

Dét er Christian Ohlendorff Knudsens pointe. Han indgår i et regnskab, der er større end ham selv.

»Nogle af de oprindelige astronauter har jo haft det på samme måde, for dengang var rumfart ikke nær så sikkert som i dag. Og derfor var der også forberedt to taler. Én, hvis missionen lykkedes. En anden, hvis den ikke gjorde. Så som jeg ser det, er det ikke noget nyt, at nogle er villige til at ofre noget personligt for en gevinst, der ikke er personlig.«

Man skal ikke have set mange Hollywood-film for at kunne ridse alverdens skrækscenarier op. Bare forestil dig fire mennesker i en trang rumkapsel i syv måneder. Eller de samme fire mennesker på en øde planet resten af deres liv, alene. En beboelse, der kan bryde sammen under de uprøvede forhold. Listen kunne blive ved.

»De fleste synes jo også, at det er skørt. Men i modsætning til f.eks. den internationale rumstation har Mars trods alt nogle ressourcer at gøre godt med. Og jeg kan ikke gøre andet end at veje godt og dårligt mod hinanden, tænke det så langt ud, som jeg kan, og så gøre regnskabet op. Og på den potentielle positiv-konto er der stadig overskud.

I min indre biograf kører der da også en film. Det er bare ikke en dramafilm, mere en dokumentar, som nok er lidt småkedelig, for den handler om landbrug. Det er nemlig dét, der kommer til at fylde rigtig meget deroppe, at producere mad. Arbejdet med planterne er dét, jeg oftest kommer tilbage til.«

Bregnegaard Grus i Lynge er til billedserien med Christian Ohlendorff Knudsen blevet forvandlet til planeten Mars.
Bregnegaard Grus i Lynge er til billedserien med Christian Ohlendorff Knudsen blevet forvandlet til planeten Mars.
Vis mere

Mars-kartofler i vindueskarmen

Christian Ohlendorff Knudsen har da også tyvstartet med netop landbruget. I vindueskarmen stod indtil for nylig en hel Mars-have. Men den gik i stykker, så nu står der – helt i filmen ’The Martians’ ånd – en spand med Mars-jord blandet med jordisk jord, som han for tiden prøver at dyrke kartofler i.

Han griner lidt ad sig selv.

»Når han kan, så . . .« smiler han om filmens astronaut, der bliver efterladt alene på Mars og må forsøge at overleve på basen, indtil han kan blive hentet igen.

»Jeg er godt klar over, at de eksperimenter, jeg laver hjemme i min dagligstue, ikke er særlig repræsentative for, hvordan det bliver. Men det giver mig et personligt indtryk af, hvordan der er at dyrke ting.«

Det er da heller ikke livet på Mars, han gruer mest for. Det er de syv måneder i rumkapslen, han kalder den mest udfordrende del af projektet. Syv måneder, hvor de fire kommende kolonister kun har 25 kubikmeter at boltre sig på.

»Det er lang tid på meget lidt plads. Det vil selvfølgelig handle meget om at holde sig fysisk i gang, så muskel- og knoglemasse ikke svinder. Men også den intellektuelle del med ikke at forsumpe. Jeg er selv ret glad for rollespil og forestiller mig, at vi kunne fordrive tiden med interessante og relevante fantasi-scenarier. F.eks. forestille os, at vi er kommet frem og at vores kartoffelhøst fejler. Hvad gør vi så?«

Men det er langtfra kun kartoffelhøsten, der kan slå fejl. Finanseringen – eller snarere den manglende finansering – af projektet er én af de ting, som de fleste rum-eksperter har slået hårdest ned på.

Mars Ones oprindelige tanke var at sælge tv-rettighederne til koloniseringen af Mars, altså en mulighed for at producere rummets svar på ’Big Brother’, en realityserie om livet på Mars. Men forhandlingerne med interesserede selskaber gik i vasken, og det har foreløbig skabt et gigantisk hul i pengetanken. Alene udgiften forbundet med første opsendelse i 2026 er estimeret at koste 40 mia. kr. Så hvad hvis Mars One kuldsejler økonomisk undervejs?

»Selvfølgelig har jeg gjort mig de tanker, ’hvad nu hvis det sker?’, ’hvad nu hvis det går galt?’. Det er en risiko, jeg tager, men jeg anser den på nuværende tidspunkt for lille,« siger Christian Ohlendorff Knudsen.

Holder tidsplanen?

Kjartan Kinch fra Niels Bohr Instituttet, som har været tilknyttet flere af Nasas Mars-missioner, er dog langtfra enig med Christian Ohlendorff Knudsen og Mars One.

»Idéen omat sende mennesker til Mars bakker jeg helt op om, og jeg mener, det er værd at bruge penge på. Og deres skitse til en plan for sådan en rejse er der heller ikke noget galt med. Set med mine øjne kan det lade sig gøre. Men deres tidsplan holder efter min mening ikke, og ud fra hvor utrolig meget der kan gå galt med sådan et projekt på Mars, mener jeg personligt, at det ville være klogest først at teste beboelse på Månen, som trods alt ligger væsentlig tættere på,« siger Kjartan Kinch.

Overalt i lejligheden ligger og står der bøger om Mars.
Overalt i lejligheden ligger og står der bøger om Mars.
Vis mere

Ingen hængepartier

Han er et rationelt menneske, Christian Ohlendorff Knudsen. Følelserne hænger ikke uden på tøjet. Og når man spørger ham, hvordan han ville tilbringe sit sidste døgn på Jorden, er det da også den side af ham, der vinder. Ikke noget flæberi.

»Jeg lider af en grad af OCD, så jeg forestiller mig, at det vil være vigtigt ikke at efterlade noget rod, at jeg ikke havde hængepartier i forhold til andre mennesker. Jeg kan godt lide orden på sagerne, at ting er organiseret. Så jeg vil gerne føle, at jeg har gjort, hvad jeg kan, for ikke at komme til at ligge andre folk til last.

En otte-årig Christian Ohlendorff Knudsen iført hjemmelavet rustning og sværd. Privatfoto
En otte-årig Christian Ohlendorff Knudsen iført hjemmelavet rustning og sværd. Privatfoto
Vis mere

Og så ville jeg bruge tid på nogle af de mennesker i mit liv, som ikke nødvendigvis forstår det, jeg gør. Som f.eks. min nevø, der kun er et år gammel nu, og som til den tid vil være ti år. Jeg tror, at jeg vil have et personligt behov for at prøve at sikre mig, at der ikke er nogen, der har det skidt på grund af noget, jeg har gjort.«

Han kunne også bare blive hjemme. På Jorden. I tryghed.

Christian Ohlendorff Knudsen ryster bare på hovedet.

»Jeg ville elske, hvis der kom fire veltrænede astronauter/landmænd ind fra højre og sagde: ’Den tager vi’. For for mig er det vigtigste ikke, at jeg kommer af sted, men at det kommer til at ske, at det bliver til noget, så vi får en menneskelig udvikling.«

Hjemmet i Hellerup vidner om at være beboet af en nørd, som ikke kun interesserer sig for teknik, men også rollespil.
Hjemmet i Hellerup vidner om at være beboet af en nørd, som ikke kun interesserer sig for teknik, men også rollespil.
Vis mere

--- OOO --- OOO --- OOO ---

SÅDAN SKAL DET FOREGÅ

2026. Det er året, hvor Mars One planlægger at sende de første mennesker til Mars.

Pt. er der 100 kandidater tilbage. Den yngste er omkring 20 år, den ældste 61. Næste udskillelsesløb foregår i september 2016, hvor kandidaterne skal testes for deres evne til at arbejde og samarbejde under pressede vilkår, samt gennemgå forskellige isolationsøvelser. I oktober udvælges de 24, som derefter skal gennemgå en kolonist-træning.

Selve Mars-byen – som kommer til at bestå af en række sammenhængende moduler – skal efter planen sendes op i 2024 og klargøres til bosættelse af robotter.

Derefter er det planen, at kolonisterne sendes op i hold af fire, to af hvert køn. I det, der kaldes Hohmanns bane, som er den mest brændstofbesparende rute, tager rejsen syv måneder, hvis den foregår på det tidspunkt, hvor Mars og Jorden indbyrdes står i en bestemt position, hvilket kun sker hver 26. måned. Af samme grund går der lidt over to år mellem de efterfølgende opsendelser af kolonister.

På grund af den manglende ilt på Mars vil det højst være muligt at opholde sig udenfor selve bosættelsen i få timer om dagen.

Satellit-forbindelse

Vand, ilt og mad er essentielt for at kunne leve og overleve på Mars. Vand og ilt forventes at blive det mindste problem. Meget af kolonisternes tid kommer derfor til at gå med at dyrke planter, som de skal leve af.

Der vil være satellit-forbindelse til Jorden, og dermed mulighed for at holde kontakt med familien og følge med i sine yndlingsserier på tv. På grund af den enorme afstand vil der dog være en forsinkelse på ca. 20 minutter.

Det eneste, som Christian Ohlendorff Knudsen har planlagt at medbringe fra sit jordiske liv, er general Miav Miav, en strikket kat, som hans mor Pia har lavet til ham.

Christian med general Miav Miav, som hans mor Pia har strikket til ham, og som han regner med at tage med til Mars.
Christian med general Miav Miav, som hans mor Pia har strikket til ham, og som han regner med at tage med til Mars.
Vis mere

--- OOO --- OOO --- OOO ---

RUMFARTENS MILEPÆLE

1903: Den russiske raketforsker Konstantin Tsiolkovskij udgiver ’Udforskningen af verdensrummet ved hjælp af reaktionsmotorer’. Anses som ’faderen’ til bemandet rumfart.

1942: Nazityskland indleder rumalderen med en vellykket prøveaffyring af en V2-raket, som er drevet af flydende brændstof.

1957: Sovjetunionen opsender i oktober satellitten Sputnik 1 og måneden efter Sputnik 2 med hunden Laika om bord, det første levende væsen i rummet. Laika dør dog blot seks timer efter opsendelsen.

1961: Den russiske kosmonaut Juri Gagarin er det første menneske i rummet. Hele verden gengiver det berømte citat: ’Jeg ser ingen Gud heroppe’, som der siden er sået tvivl om.

1967: Prøveopsendelsen af USAs Apollo 1 får katastrofale følger, da raketten bryder i brand allerede på startrampen. Alle tre astronauter dør i ulykken.

1968: Apollo 7 er den første bemandede rummission for USA. De tre astronauter vendte tilbage til Jorden efter 11 dage i rummet. Kort før jul opsendes Apollo 8, den første bemandende rejse om Månen.

1969: ’Et lille skridt for mennesket, men et kæmpespring for menneskeheden,’ siger Neil Armstrong, da han som det første menneske sætter foden på Månen. Astronauterne tilbringer 21 timer og 36 minutter på planeten.

1971: Den russisk-opsendte Mars 3 foretager en landing på Mars og sender i løbet af de første 20 sekunder data og billeder til Jorden.

1973: To år efter russerne opsender USA sin første rumstation ’Skylab’, som over de følgende år bemandes i kortere perioder, indtil den i 1979 styrter ned og går til grunde.

1998: Opbygningen af Den Internationale Rumstation påbegyndes. Til dato har 220 astronauter besøgt den bemandede rumstation, herunder danske Andreas Mogensen.

2014: Et ubemandet landingsmodul lander for første gang på en komet efter ti års rumrejse.

2015: Nasa finder for første gang flydende vand på Mars.