Joachim B. Olsens DM-feberstød i går på Skovdalen Atletikstadion i Aalborg på 20,88 meter giver den 23-årige nordjyde en elvteplads på årets verdensrangliste og løfte om en OL-finaleplads om seks uger i Sydney.

Det 125 kilo tunge stortalent præsterede en serie i verdensklasse med fire stød over 20 meter og dedikerede rekorden til sin mangeårige træner, James Mikkelsen, som døde i januar 1999.

"Uden ham var jeg aldrig blevet atletikudøver. Siden jeg var elleve år, har vi trænet sammen her i Aalborg i regn, sne og blæst," siger en lykkelig og bevæget Joachim B. Olsen.

Det danske OL-håb flyttede til USA få dage efter James Mikkelsens død og har i halvandet år studeret og trænet på University of Idaho i Moscow.

Joachim B. Olsens danske rekord inden DM lød på 20,26 meter, vinderstødet i de amerikanske universitetsmesterskaber.

Med sit næstlængste stød nogensinde i andet forsøg, 20,05 meter, gav han det entusiastiske publikum omkring kuglestødsarenaen en forsmag på, at der var en rekord på vej.

Men ingen, hverken Joachim selv eller de mest optimistiske tilskuere, havde drømt om, at han i de følgende runder - efter en flere uger lang periode med tung vægttræning - skulle komme ud på henholdsvis 20,44, 20,38 og 20,88 meter.

"Nu tror jeg på, at jeg kommer i finalen i Sydney," siger en målbevidst Joachim B. Olsen med fast stemme.

"Mit 20,88 meter-stød var teknisk sublimt. Jeg ramte den kanongodt, en rigtig "gris". Jeg ku' mærke, da kuglen forlod fingrene, at det ville blive langt."

Joachim B. Olsen er gået ind i en træningsfase med hovedvægt på eksplosivitet og styrke og føler selv, at formen kan blive bedre de kommende uger.

"Der ligger stadig arbejde og venter inden OL, men serien i dag er en fantastisk opmuntring," siger han.

Som et kuriosum oplevede man for første gang i historien, at det danske mesterskab i kuglestød blev vundet på et bedre resultat end det tyske.

Af de ti kuglestødere, der er placeret over nordjyden på verdensstatistikken, er seks amerikanere (Adam Nelson topper med 22,12 meter). Og da kun tre af dem er med i Sydney, figurer navnet Olsen i dag som nr. 8 på den "rensede" olympiske rangliste.

Joachim B. Olsen er i dag storfavorit til at genvinde DM-titlen i sin næstbedste disciplin, diskoskast.

OL-hammerkasteren Jan Bielecki leverede et absolut godkendt kast på 73,88 meter, mens dansk atletiks eneste kvindelige OL-deltager, stangspringeren, Marie Bagger Rasmussen, rev tre gange på sin begyndelseshøjde 3,80 meter.

"Det er selvfølgelig irriterende at kikse i et DM, men jeg tager det ikke så tungt. Det er OL-træningen, det handler om i øjeblikket," siger hun.

Anita Tørring, Sparta, blev en overraskende dansk mester med personlig rekord, 3,80 meter.

"Jeg ved godt, at jeg kun er den næstbedste, men det skal ikke ødelægge glæden over sejren," siger hun.