Selv de hårdføre nordmænd får baghjul af Danmark i en ny statistik over jernmænd i befolkningen
Kronprins Frederik gennemførte i 2013 en fysisk krævende jernmand i Københavns gader. Hans kongelige højhed er langt fra alene. Faktisk er der så mange danskere, der har gennemført en Ironman, at Danmark er den største jernmandsnation i verden målt på deltagere i forhold til indbyggertallet.
Det viser en ny statistik fra arrangørerne bag Ironman Copenhagen-løbet.
»Vi har jo været de første til at mærke den store interesse for triatlon i Danmark, men at Danmark er blevet en så stærk triatlonnation i forhold til verdens andre lande er alligevel en meget positiv nyhed,« siger Thomas Veje Olsen, direktør for Ironman Denmark, i en pressemeddelelse.
Ifølge statistikken toppede Danmark i 2014 listen over lande med flest deltagere i Ironman eller Ironman 70.3-løb (Halv jernmand, red.) i forhold til indbyggertal.
Med 800 deltagere pr. million indbyggere ligger Danmark alene i front af listen, langt foran de næste nationer, som er Luxembourg med knap 500, Norge med 346 og Schweiz med 295.
»Kigger vi fremad mod 2015-sæsonen forventer vi, at mere end 1.000 danskere pr. mio. indbyggere deltager,« siger Thomas Veje Olsen, direktør for blandt andet det udsolgte jernmandsløb i København, Ironman Copenhagen.
Firmaet arrangerer desuden halve jernmandsløb i både Helsingør og Aarhus. En klassisk ironman består af 3,8 km svømning, 180 km cykling samt et afsluttende maratonløb på 42,195 km.
2014 - Tal er pr million indbyggere:
1. Danmark: 802
2. Luxembourg: 498
3. Norge: 346
4. Schweiz: 295
5. Østrig: 284
Kilde: Ironman Denmark