Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af, om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

En roman om smertebåret magtbegær, om sex, sårbarhed og en knugende længsel efter at blive rørt.

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra  'Rør mig' af Linda Victoria.



Du får også et boguddrag fra:

  • 'Lomelinos is' af Linda Lomelino
  • ’Du går ikke alene' af Mari Jungstedt
  • ’Bedemandens datter' af Sara Blædel
  • 'Snehvide skal dø' af Nele Neuhaus
  • 'Med rov i rollatoren' af Catharina Ingelman-Sundberg
  • ’Sådan vinder du på oddset’ af Steffen Dam
  • 'Håb' af Amanda Berry og Gina DeJesus
  • 'Sommeren 1960' af Hans Mortensen
  • ’Hormonel harmoni’ af Caroline Fibæk og Stine Fürst
  • 'Bundfald' af Mikael Lindholm og Lisbeth Zorning
  • 'Nat i april' af Caroline Livingstone
  • 'Bonita Avenue' af Peter Buwalda
  • 'Steven Gerrard. Min historie'
  • 'Britt-Marie var her' af Fredrik Backman
  • 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.
  • Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup
  • ’I magtens skygge’ af Viveca Sten
  • ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
  • ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
  • 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
  • ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske
  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud
  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
  • ’Blitz’ af Agnete Friis
  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af, om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

En roman om smertebåret magtbegær, om sex, sårbarhed og en knugende længsel efter at blive rørt.



KØB BOGEN HER: 'RØR MIG' AF LINDA VICTORIA

Det føltes underligt at kysse Marcelis. Som at kysse en bror. Helt forrykt unaturligt, men kun indtil autopiloten slog til. Så lod Martin sin tunge glide dybere ind i hans mund og gled selv på plads med hele kroppen oven på ham i sofaen. Martin lod Marcelis’ hænder trække skjorten op af sine bukser. Han mærkede, hvordan de fandt ind under skjortestoffet og undersøgte overkroppens bløde og hårde konturer. Han lod Marcelis’ fingerspidser kredse om brystvorterne, sådan som han selv plejede at udforske Danielle. Tanken om hendes bløde og imødekommende krop blandede sig med oplevelsen af de nysgerrige fingre mod hans egen hud. Reaktionen i underlivet lod sig ikke undertrykke. Marcelis grinede, sikkert fordi han registrerede trykket af hård maskulinitet mod sin lårmuskel.»Der er noget, jeg vil vise dig,« sagde Marcelis. Han kæmpede sig halvt op med en strakt arm boret dybt ned i sofahynden.

»Nu?« Brokkede Martin sig.

»Ja. Lige nu. Du er klar?«

Martin så ham tage mobiltelefonen frem og trykke et nummer. Et øjeblik efter trådte Marcelis’ livvagt ind ad døren. Martin havde ikke kunnet undgå at registrere vagten, der hver eneste dag i New York havde gået to meter bag Marcelis. Vagten lignede en klippe og bar solbriller med spejlglas selv inden døre. Han satte sig nu som en robot ved siden af Marcelis i sofaen og åbnede sit skjorteærme og rullede det op til over albuen. Martin så, at Marcelis tog en æske frem fra jakkelommen på den smokingjakke, han havde smidt på sofaarmlænet. Et øjeblik efter skinnede månelyset i et knivsblad. Var det en skalpel, han havde mellem fingrene?

»Hvad har du tænkt dig at bruge den til?« Martin forsøgte at holde liv i en latter, men tav, da knivens blad skar gennem kødet på indersiden af livvagtens håndled.

Han så, at vagten spændte i kæbemusklerne, men ellers ikke reagerede på at blive snittet i. Blod piblede frem, og nu bøjede Marcelis sig ind over det åbne håndled og drak af blodet. Martin sprang op og løb hen over gulvet. Han faldt i et stoleben, slog hovedet mod kanten af et musikmøbel i faldet, kravlede i firbenet løb, inden han igen kom op at stå. Han flygtede ud på det nærmeste badeværelse og kastede alligatorkød op. Han fortsatte, til der ikke var mere i mavesækken. Da han endelig løftede hovedet fra toilettet, så han, at Marcelis stod ved siden af. Han nåede ikke at sige noget, før Marcelis snittede sig selv i håndleddet med det kirurgiske instrument. Galden vældede igen ud af Martins mund ned i toilettet. Marcelis rakte håndleddet ned mod hans brækindsmurte læber.

»Drik,« sagde han. »Vis mig, at du mener det, når du siger, at du er min.«

Listen

Danielle kiggede ned på et ark papir, der faldt ud af hendes dagbog, da hun tog den ned fra hylden over sengen aftenen før første dag i 3. g. Hun kunne se, at det var et eller andet stykke papir, hun havde skrevet notater på engang. Hun foldede det ud. Papiret var dateret oppe i højre hjørne. Det var fire år gamle noter. Hun skimmede teksten og smilede bredt. Nu kunne hun huske den. Det var hendes ønskeliste. Listen, der beskrev den mand, hun dengang havde drømt om at møde og leve sit liv sammen med. Hun læste interesseret de håndskrevne ønsker et for et:

 

Han er smuk som en model

Han er følsom

Han har mørkt, tykt hår, blå øjne og en veltrænet, sexet krop

Han er mindst 25 år

Han har en succesrig karriere

Hans største ønske er at gøre mig lykkelig

og leve sammen med mig resten af sit liv

 

Hun smilede af gensynsglæde og tog sig til ansigtet. Det var en helt ung teenagepiges hemmelige liste. Ikke desto mindre passede ønskerne på listen meget godt med, hvad hun stadig drømte om her fire år senere, hvis hun skulle være ærlig. En alternativ ting, listen kunne bruges til, hvis han nu ikke dukkede op, var selvfølgelig som inspiration til den novelle, hun var begyndt at researche lidt til. Hendes veninder kaldte hende allerede forfatter, for hun havde skrevet mindst ti noveller over de sidste tre-fire år. To af dem havde endda vundet novellekonkurrencer. En i lokalavisen og en i en landsdækkende konkurrence. Og nu var hun i gang med research til den næste. Den her novelle ville blive i en helt anden liga, vidste hun, for hun havde tænkt sig at trække på erfaringer, hun ville gøre sig sideløbende med skriveriet. Method-writing havde hun kaldt det, da hun havde beskrevet idéen for sine veninder.

»Jeg har tænkt mig, at min første gang skal foreviges i en novelle,« havde hun fnist.

Isabell og Patricia havde set skeptiske ud, for de var i samme situation som hun: Ingen af dem havde haft sex endnu. I modsætning til Danielle mente de dog, at det var lidt for grænseoverskridende ligefrem at gøre første gang til et researchprojekt.

»Men du har heller aldrig været helt almindelig,« havde Isabell sagt, »og det mener jeg som en kompliment. Du er jo forfatter. Forfattere er lidt specielle. Det skal de jo være.«

Skriverierne var indtil videre mest til egen brug, men ambitionen var bestemt engang at få en bog i reolen med hendes eget navn på omslaget. Det kunne være sjovt! Hun foldede arket omhyggeligt sammen og lagde det tilbage mellem siderne i dagbogen. Nu vidste hun, hvor hun kunne finde den, hvis den skulle gå hen og blive aktuel. Hvem ved, tænkte hun og kravlede i seng, måske ville 3. g blive det år, hvor hun endelig mødte en, der var værd at spilde tid på. Hun trak dynen op under hagen og lod en hånd glide ned i trusserne.

»Lad ham dukke op,« sukkede hun og spredte lårene.

Impulser fra klitoris blandede sig med billeder af mr. Right. Hun faldt i søvn med en skøn følelse af at være klar til at tage hul på sidste år i gymnasiet.

CIA-agenten

»Marcus Amadeus Marcelis er en mand, der fører sig frem, som om rigdom og fremgang kommer til ham – alene fordi han tænker positive tanker og har et fotogent ydre. Hans evne til at gennemføre forhandlinger skyldes udelukkende, at han har råd til at ansætte de bedste advokater og forhandlere, og så selvfølgelig hans uovertrufne talent for at skabe illusioner.«

Ordene kom fra CIA-agent Jack Monroe, der betragtede det projekterede billede af Marcelis’ lyse ansigt. Han havde haft rigelig tid til at memorere de gyldne træk og de grønne øjne, i løbet af de seks måneder efterforskningen af Marcelis-imperiet og de mange økonomiske transaktioner med Mellemøsten havde stået på. Transaktioner, der alle blev registreret via det verdensomspændende amerikanske SWIFT-bankoplysningssystem. Marcelis var kommet i CIA’s søgelys, i samme øjeblik som den første pengeoverførsel var sket fra en af hans konti i Vesten til en mellemøstlig bank. Jack Monroe så ud over de syv mænd og den ene kvinde, der sad omkring mødebordet. De fulgte alle hans bevægelser og lyttede til hans ord med samme opmærksomhed, som en diktafon ville have opfanget toneændringer i hans stemme, og et videokamera ville have indfanget hver eneste detaljerede bevægelse, han gjorde med hænderne. Han satte pris på de otte agenter, men især på én: Adam Michaels. Han var it-specialist og kamæleon i liga med den legendariske Sjakal. Han var 28 og havde det nødvendige talent til at nå hele vejen til tops i CIA, hvis han fortsatte med at være single og prioritere karrieren højere end noget andet. Efter næsten 25 år i CIA var der ikke den sag, Jack Monroe ikke havde haft helt inde under huden og havde taget med sig i seng i stedet for at stifte familie, og han oplevede agent Adam Michaels være på præcis samme måde. Efter 11. september 2001 var Adam Michaels trådt ind på Monroes kontor og havde bedt om at blive placeret i terrorafdelingen. Jack Monroe havde betragtet den unge agents finpolerede ydre, hans sammenpressede læber og den upåklagelige tiltaleform og havde grinet ham op i ansigtet og afvist hans ønske om forfremmelse, men han havde haft ham i baghovedet lige siden og husket blikket i de ravfarvede øjne, da han havde skullet udvælge den task force, han ville dedikere til Marcelis-efterforskningen.

Nu sad Adam Michaels så for enden af det ovale mødebord og så op på ham med tydeligt engagement.

»Vi har brug for at komme helt tæt på Marcelis,« sagde Jack Monroe, »for vi har grund til at tro, at vi med et glimt ind bag kulissen i Marcelis-imperiet vil få en indsigt i samarbejdsalliancen mellem Marcelis og en vis herre med tætte relationer til Mellemøsten, en vis prins Konstantin af Abu-Dahnien. En af jer skal derfor infiltreres i Marcelis’ organisation, og det bliver dig, Michaels. Du er et nærliggende valg med din universitetsgrad i nordiske sprog og kultur, og dine specielle evner til at infiltrere et miljø gør dig perfekt. Din opgave bliver at komme tæt nok på Marcelis til at få indblik i alt, hvad der foregår bag facaden, når medierne ikke er inviteret.«

»Tak, sir. Det er jeg indforstået med,« nikkede agent Michaels og sendte et af sine klareste smil op til Jack Monroe.

 

Tre uger senere forlod han Langley, Virginia, og gik efter en behagelig flyrejse gennem tolden i Københavns Lufthavn som Martin Mikkelsen, dansk statsborger.

Kærestebrevet

»Vi har travlt, hvis vi skal overholde den planlagte deadline,« tordnede Martin Blackwood ud over de tre afdelingsledere i mødelokale B08. Blodårerne stod arrigt frem under huden på hans hals.

Det var onsdag eftermiddag i Illumitrons hovedkontor i København, og mødet trak ud.

»Det her skulle have været en simpel totimers briefing, nu sidder vi her på tredje time, og vi er ikke kommet en skid længere, end da vi startede. Hvorfor? Fordi I ikke har lavet jeres forbandede forarbejde godt nok.«

Han hamrede en knyttet hånd ned i bordpladen og mærkede smerten jage gennem håndleddet. I stedet for at ømme sig trak han vejret dybt. Så rejste han sig og værgede for sig.

»Lad være med at udgyde mere elendighed, tag en pause,« hvæsede han og forlod mødelokalet.

Han smækkede døren i med et brag og gik hen ad gangen med rasende skridt, dybt irriteret over ikke at kunne komme videre med den forretningsidé, han brændte for. Idéen om at udvikle en ny type lys- og varmekilde, der i stedet for traditionelle lys- og varmekilder skulle være bygget på diamantkilder. Diamantkilderne skulle afgive varme og lys i en finhedsgrad, der ville være i stand til at påvirke det menneskelige sind gennem finkontrol med de farver, lyset blev brudt i, og den styrke, som lyset blev projekteret med. Visionen var kommet til ham over en frokost med en af ingeniørerne, der havde fået idéen til at begynde at arbejde med syntetiske diamanter i sin produktion. Han havde først afvist forslaget om et møde, der skulle handle om noget så søgt som syntetiske diamanter, men da han opdagede, at idémanden var kvinde og så temmelig godt ud, havde han inviteret hende ud at spise, og under frokosten havde hun overbevist ham. Han havde håbet, at vinen og den dyre restaurant havde kunnet føre til det hotelværelse, han brugte en gang imellem, når han havde kvinder, der skulle vindes med stil og dyre manerer. Det havde ikke virket på hende, men hun havde givet ham inspirationen til den vision, der nu skulle bakkes op af realistiske handlingsplaner, før han kunne formidle den videre til Carl. Men sådan som mødet i dag havde udviklet sig, var der ikke noget at formidle videre til koncernchefen. Mislykket kommunikation blandt mellemledere betød, at der ikke fandtes andet end tre menneskers brainstorm på et stykke kladdepapir. Aggressionen stod som en aura omkring ham. Han ignorerede Miriam, en af hans direktionsassistenter, da han rasende skridtede mod sit kontor. Hun flygtede nærmest ud af hans synsfelt. Hans private espressomaskine fik et hårdhændet slag og gik i gang med at skænke ham en kop kaffe. Kaffen brændte hans tunge og føltes ikke som andet end en svag påmindelse om, at han stadig var til stede i kontoret. Følelsen af mistet kontrol skabte behov for en magtdemonstration. Han flåede telefonen til sig og tastede en hurtig sms: »Jeg er ikke den, de tror, jeg er,« og trykkede send. Da han havde en brandslukningsplan på plads i sin hjerne, vendte han tilbage til mødelokalet og tordnede ordrer ud i et tempo, der i sig selv var frygtindgydende.

»Jan, du regner på tallene,« kommanderede han. »Hvor meget vil det koste i syntetiske diamanter at skabe de første prototyper? Charlotte, tal med Gerhard om, hvordan teknikken fra vores eksisterende produkter kan anvendes anderledes, når vi bruger diamanter, og hvad kræver det helt konkret af vores produktdesignere at få produktet til at ligne noget, man gider at have hængende.« Han lænede sig intimiderende ind over mødebordet med hele sin vægt på knoerne. »Jens, skaf mig en markedsanalyse, der viser, hvem der kunne være målgruppe, og giv mig en estimeret pris, som produktet skal kunne sælges for for overhovedet at være interessant. Mød mig her igen klokken halv fire i morgen eftermiddag. For så håber jeg fandeme, at vi kan få det her til at tage form. Ellers må jeg gøre noget drastisk.«

Ordene var ment som en trussel. Mellemledernes hævede skuldre og sænkede nakker bekræftede, at de også blev opfattet som sådan. Efter mødet skænkede han sig et glas Perrier fra en af flaskerne i minibaren på sit kontor, lod de kølige bobler glide ind over tungen og stirrede ud ad vinduet. Udsigten var perfekt, men det samme kunne man ikke længere sige om hans ledelse. Tankerne kredsede om det memo, han havde gjort færdigt sent aftenen før, hvorfor var det ikke blevet distribueret som planlagt? Og frokostaftalen med Carl, hvordan havde han kunnet tage fejl af tidspunktet? Han havde været nødt til at dække over sin fejltagelse og havde samtidig ikke nået at forberede sig så godt, som han havde ønsket. Mens han betragtede udsigten, gled tankerne tilbage til mødet. Det var hele fundamentet for den nye produktidé, der nu så ud til at skride mellem hænderne på ham. Hvis ikke han fik den her følelse af afmagt på afstand, så ville det komme til at gå ud over nogen. Og det skulle fandeme ikke være ham selv, sydede han indvendigt.

»Miriam, kom herind!« kommanderede han brysk ind i telefonen.

Aggressionen gjorde generende ondt i kæbemusklerne. Alligevel holdt han ikke op med at bide tænderne hårdt sammen, da hun trådte ind på hans kontor. Han vidste godt, hvor bistert hans ansigtsudtryk var. Han flåede slipseknuden op for at få luft og lod slipset hænge løst ned ad brystet.

»Hvad fanden skal jeg gøre med al den aggressive energi? Jeg har lyst til at smadre kontoret,« snerrede han og rev de øverste skjorteknapper op for at undgå fornemmelsen af ikke at kunne få ilt.

Hun lukkede døren og lænede sig op ad af den.

»Er det en invitation?« vrissede han og nikkede hånligt mod hendes lange ben, der endte i krydsede ankler.

»Prøv mig,« provokerede hun og fulgte op med et kast med håret.

Hans lange skridt bragte ham over til hende på under et sekund. Hans brutale hænder flåede hende væk fra døren, smed hende ned i sofaen i hjørnet af kontoret, og han faldt tungt ned oven på hende. Han borede sit blik ned i hendes.

»Du har bare at mene det, for jeg vil fandeme ha’ dig lige nu,« hvæsede han og begravede ansigtet mod hendes hals.

Hans ene hånd fandt vej ind under hendes skjorte og lukkede sig om et bryst, da han kunne mærke, at hendes krop var parat til at tage imod ham. Han registrerede kun fjernt, at hun klyngede sig til hans overarme og bed ham hårdt i skulderen.