Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.
Den elskede svenske bestsellerroman om den sure gamle mand Ove, der på bunden er god nok …
KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’En mand der hedder Ove’
Du får også et boguddrag fra:
- 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems
- ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.
Den elskede svenske bestsellerroman om den sure gamle mand Ove, der på bunden er god nok …
KØB BOGEN HER: 'EN MAND DER HEDDER OVE'
En mand der hedder Ove bakker med trailer
Ove trækker de grønblomstrede gardiner fra vinduet, som Oves kone i flere år har ævlet om at skifte ud. Han ser en lavstammet, sorthåret og åbenlyst udenlandsk kvinde omkring de tredive. Hun står og gestikulerer som en gal til et jævnaldrende og alt for velvoksent lyshåret drog mast ind på førersædet af en alt for lille japansk bil med trailer, som lige nu skraber langs siden af hele ydermuren på Oves hus.
Med subtile fagter og tegn ser droget ud til at ville kommunikere til kvinden, at det her faktisk ikke er nær så let, som det ser ud. Kvinden ser ud til med ikke tilnærmelsesvis lige så subtile fagter at ville kommunikere tilbage, at det højst sandsynligt kunne hænge sammen med, at det pågældende drog er en kyllingehjerne.
»Nu har jeg da ligegodt aldrig ...« brøler Ove ud gennem vinduet, da det ene hjul på traileren glider ned i Oves bed. Han smider godt-at-have-kassen på gulvet. Knytter næverne. Få sekunder efter flyver hans hoveddør op, som havde den åbnet sig frivilligt, af frygt for at Ove ellers ville gå direkte igennem den.
»Hvad i himlens navn laver I?« råber Ove til den sorthårede kvinde.
»Ja, det ved jeg da virkelig heller ikke!« råber hun tilbage.
I et par sekunder bliver Ove en anelse overrumplet. Han nidstirrer hende. Hun nidstirrer ham tilbage.
»Man må ikke køre bil herinde! Kan du ikke læse svenske skilte, eller hvad?«
Den lille udenlandske kvinde træder et skridt frem mod ham, og først da lægger Ove mærke til, at hun enten er meget gravid eller har det, Ove ville kategorisere som en højst selektiv fedme.
»Det er jo ikke mig, der kører!«
Ove glor tavs på hende i et par sekunder. Så vender han sig om mod det store, lyshårede drog, der lige har møvet sig ud af den japanske bil med to undskyldende hænder strakt op i luften. Han har striktrøje på og samme kropsholdning som en med åbenlys kalkmangel.
»Og hvem er så du?« vil Ove vide.
»Det er mig, der kører,« nikker droget fornøjet.
Han må være tæt på to meter høj. Ove bliver altid instinktivt skeptisk over for alle mennesker, der er højere end én femogfirs. Blodet når ikke op til hjernen, siger hans erfaring ham.
»Jaså? Er det virkelig? Det ser ikke sådan ud!« udspyr den gravide, sorthårede kvinde, der skønsmæssigt er en halv meter lavere, øjeblikkelig mod droget og slår ud efter hans arm med begge håndflader.
»Og hvem er så det her?« spørger Ove og stirrer på hende.
»Det er min kone,« nikker droget venligt.
»Du skal ikke være så sikker på, at det kommer til at vare særlig længe,« snerrer hun, så den gravide mave vipper op og ned.
»Det er ikke så let, som det ser ud ...« forsøger droget sig, men bliver omgående afbrudt af hende.
»Jeg sagde HØJRE! Og så blev du ved med at bakke til VENSTRE! Du hører jo ikke efter! Du hører ALDRIG efter!«
Så kaster hun sig ud i en minutlang tirade af noget, Ove kun kan gætte sig til er en opvisning af det samfulde bandeordsvokabular på arabisk.
Det lyshårede drog nikker bare tilbage med et ubeskrivelig harmonisk smil. Nøjagtig den type smil, som giver hæderlige folk lyst til at slå buddhistiske munke i ansigtet, tænker Ove.
»Øh, undskyld, altså. Det var bare et lille uheld, men det skal vi nok få løst!« siger han smilende til Ove, da hun til sidst tier stille.
Han fisker sorgløst en rund dåse op af lommen og stopper en snus så stor som en håndbold ind under læben. Han ser ud, som om han har tænkt sig at dunke Ove i ryggen.
Ove sender droget et blik, som om droget lige havde sat sig og lavet nummer to på kølerhjelmen af Oves bil.
»Løst?! Du holder i mit bed!«
Droget kigger på hjulene på traileren.
»Det er da ikke noget bed?« siger han med et ubekymret smil og retter på snusen med tungespidsen.
»Det er et b-e-d!« fastslår Ove.
Droget nikker. Iagttager manden lidt. Kigger på Ove, som om han tror, at Ove laver sjov med ham.
»Nååårh, men hallo – det er jo bare jord.«
Oves pande bliver presset sammen i én stor, truende rynke.
»Det. Er. Et. Bed.«
Droget klør sig skeptisk på hovedet, så han tværer snus af I sit uglede pandehår.
»Jamen du har jo ikke plantet noget i det ...«
»Det rager ikke dig, hvad jeg gør og ikke gør med mit bed!«
Droget nikker hurtigt, nu tydeligvis opsat på ikke at provokere den fremmede mand yderligere, og vender sig om mod sin kone, som forventer han, at hun skal komme ham til undsætning. Hun ligner overhovedet ikke en, der har tænkt sig at gøre det. Droget kigger på Ove igen.
»Gravid, du ved. Hormoner og sådan ...« forsøger droget sig og smiler skævt.
Den gravide smiler ikke. Det gør Ove heller ikke. Hun lægger armene over kors. Ove stikker hænderne i bæltet. Droget ved helt tydeligt ikke rigtig, hvad han skal gøre af sine vældige næver, så han svinger dem lidt skamfuldt frem og tilbage langs kroppen, som om de er lavet af stof og bare blafrer i vinden.
»Jeg flytter mig og prøver igen,« forsøger han til sidst og smiler på ny afvæbnende til Ove.
Ove kigger ikke afvæbnende tilbage.
»Bilkørsel er forbudt herinde i området. Der er skiltet med det.«
Droget træder et skridt baglæns og nikker ivrigt. Småløber hen og maser sin alt for overdimensionerede krop ind i den alt for underdimensionerede japanske bil igen. »I guder,« mumler Ove og den gravide træt i munden på hinanden. Hvilket faktisk får Ove til at synes en anelse mindre dårligt om hende.
Droget kører et par meter frem, Ove ser tydeligt, at han ikke får rettet traileren ordentligt op. Så begynder droget at bakke igen. Lige ind i Oves postkasse, så kanten på traileren laver en stor bule i det grønne metal.
»Nej ... nu ...« får Ove frem i ét langt hvæs, stormer frem og flår bildøren op.
Droget slår atter undskyldende ud med armene.
»Min fejl! Min fejl! Undskyld, dér – jeg så ikke postkassen i bakspejlet, forstår du. Det er svært, det her med en trailer, jeg ved aldrig, hvilken vej jeg skal dreje ...«
Ove banker prompte sin knyttede næve så hårdt ned i bilens tag, at droget hopper i sædet og banker hovedet op i dørkarmen. Ove læner ansigtet så tæt ind mod hans, at ordene knap nok når at få luft, før de er inde i drogets øregang.
»Ud af bilen!«
»Hva’?«
»Ud af bilen, sagde jeg!«
Droget kigger lidt forskræmt på Ove, men ser ikke rigtig ud til at turde spørge hvorfor. I stedet stiger han ud af sin bil og stiller sig ved siden af den som et skolebarn i en skammekrog. Ove peger op ad den lille vej mellem rækkehusene, op mod cykelskuret og parkeringspladsen.
»Gå hen og stil dig et sted, hvor du ikke er i vejen.«
Droget nikker en anelse forvirret.
»Gudfader. En underarmsamputeret med stær kunne have bakket den her trailer hurtigere ind end dig,« mumler Ove, da han sætter sig ind i bilen.
Hvordan kan man ikke bakke med trailer? spørger han sig selv. Hva’? Hvor svært kan det være at få styr på det grundlæggende i højre og venstre og så gøre det modsatte? Hvordan kommer de her mennesker overhovedet frem i livet?
Automatgear tilmed, ja, konstaterer han. Det kunne man jo sige sig selv. De her kluddermikler vil jo helst slet ikke køre deres biler, tænker Ove, da han sætter den japanske bil i gear og begynder at køre fremad. Bilerne skal helst køre sig selv nu til dags. Som en anden robot. Man behøver ikke engang lære at parallelparkere længere, og bør man virkelig have kørekort, hvis man ikke engang kan finde ud af det? Hva’? Det synes Ove faktisk ikke. Ove er stærkt skeptisk over for, at man får lov at stemme til valgene, hvis ikke man kan finde ud af det.
Da han har kørt bilen frem og rettet traileren op, sådan som civiliserede mennesker gør, inden de skal bakke med trailer, så begynder han at bakke. Den japanske bil begynder prompte at hyle oprørt. Ove ser sig arrigt omkring i kabinen.
»Jamen, hvad i himlens navn ... hvad hyler du dog op for?« hvæser han til instrumentbrættet og hamrer på rattet.
»Stop, siger jeg til dig!« brøler han truende til en særligt ihærdigt blinkende rød lampe.
I samme øjeblik dukker droget op ved siden af bilen og banker forsigtigt på ruden. Ove ruller den ned og kigger irriteret på ham.
»Det er bare bagradaren, der hyler,« nikker droget.
»Ja, det er jeg da klar over!« hvæser Ove.
Droget rømmer sig.
»Den er lidt speciel, den her bil – jeg tænkte, om jeg måske skulle vise dig knapperne og sådan noget ...«
Ove fnyser.
»Jeg er da ikke idiot!«
Droget nikker ivrigt.
»Nej nej, selvfølgelig ikke.«
Ove glor olmt på instrumentbrættet.
»Hvad laver den nu?«
Droget nikker entusiastisk.
»Den måler, hvor meget strøm der er tilbage på batteriet. Du ved, inden den slår over fra elmotoren til benzinmotoren. Du ved ... fordi det er en hybrid ...«
Ove svarer ikke. Han ruller bare ruden op. Droget bliver stående udenfor med munden halvt åben. Ove kigger i det venstre sidespejl. Dernæst i det højre. Så bakker han, mens den japanske bil hyler skrækslagent, traileren perfekt ind mellem sit eget hus og drogets og den gravides hus.
Han stiger ud af bilen og kaster nøglerne hen til droget.
»Bagradar og parkeringshjælp og kameraer og den slags pjat. En mand, der har brug for sådan noget til at bakke med trailer, skal kraftstejleme overhovedet ikke give sig af med at bakke med trailer.«
Droget nikker bare fornøjet tilbage.
»Tak for hjælpen,« råber han, som om Ove ikke lige har forulempet ham vedvarende i ti minutter.
»Du burde ikke have lov at bakke med noget som helst,« svarer Ove og skræver forbi ham.
Den gravide udlænding står stadig med armene over kors, men hun ser ikke længere nær så vred ud.
»Tak!« råber hun højlydt og smiler et lille, skævt smil, da Ove går forbi hende, så Ove får indtryk af, at hun forsøger at undertrykke en latter.
Hun har de største brune øjne, Ove nogensinde har set.
»Her i foreningen kører vi ikke bil inde i området – det må I saftsuseme bare tage og acceptere,« svarer han.
Hun ser ud til at bide mærke i, at han udtaler »acceptere« som »asseptere«, men siger ingenting. Ove fnyser, drejer om på hælen og går hen mod sit hus igen.
Halvvejs oppe ad flisegangen mellem huset og hans skur standser han op. Rynker på næsen, sådan som mænd i hans alder kan gøre det, så hele deres overkrop samtidig krøller sig sammen. Så synker han ned på knæ, lægger ansigtet helt ned til fliserne på jorden, som han sirligt og ufravigeligt lægger om en gang hvert andet år, hvad enten det er nødvendigt eller ej. Han snuser igen. Nikker for sig selv. Rejser sig.
Den gravide, sorthårede kvinde og droget kigger på ham.
»Pis! Her er pis overalt!« vrisser Ove.
Han gestikulerer ned mod fliserne.
»O...kay ...« siger den sorthårede kvinde.
»Nej! Det er kraftstejleme ikke okay nogen steder!« svarer Ove. Så går han ind i sit hus og smækker døren.
Han synker ned på skamlen i entréen og bliver siddende der længe, før han overhovedet kan samle sig nok til at give sig til noget andet. »Forbistrede fruentimmer,« tænker han. Hvad skal hun og hendes familie også komme her for, hvis de ikke engang kan læse et skilt, selvom det står lige for øjnene af dem? Man må ikke køre bil inde i boligområdet. Det ved alle.
Ove rejser sig, tager den blå jakke af og hænger den på sin knage midt i havet af alt hans kones overtøj. Mumler »idioter« til det lukkede vindue, for en sikkerheds skyld. Han stiller sig midt i stuen og stirrer op i sit loft.
Han ved ikke, hvor længe han står der. Han forsvinder væk i tankerne. Flyder væk som i en tåge. Det har han aldrig været typen, der gør, aldrig været en dagdrømmer, men i den seneste tid har det været, som om noget er blevet vredet rundt inde i hovedet på ham. Han får stadig sværere ved at koncentrere sig om ting. Det huer ham overhovedet ikke.
Da det ringer på døren, er det som at blive rusket vågen fra en varm døs. Han gnider sig hårdt i øjnene, ser sig omkring, som er han bange for, at nogen har iagttaget ham.
Det ringer på døren igen. Ove vender sig om og stirrer på den, som om den burde skamme sig. Tager et par skridt hen mod entréen, opdager, at hele kroppen er stiv som størknet gips. Han ved ikke, om den knagende lyd kommer fra gulvbrædderne eller fra ham selv.
»Hvad er der nu?« spørger han døren, før han overhovedet har åbnet den, som om døren ville svare på det.
»Hvad er der nu?« gentager han, idet han smækker den så hurtigt op, at vindpustet får en treårig pige til at flyve baglæns og meget forbløffet sætte sig på rumpen på jorden.
Ved siden af hende står en syvårig pige og ser fuldkommen skrækslagen ud. Helt sorthårede er de. Og med de største brune øjne, Ove nogensinde har set.
»Ja?« siger Ove.
Den syvårige pige ser afventende ud. Hun rækker en plasticbøtte frem. Ove tager modstræbende imod den. Den er varm.
»Ris!« bekendtgør den treårige pige henrykt og kommer gesvindt på benene igen.
»Med safran. Og kylling,« siger den syvårige pige til ham med en betydelig mere skeptisk nikken.
Ove tager mistænksomt bestik af dem.
»Sælger I noget, eller hvad?«
Den syvårige pige ser fornærmet ud.
»Vi BOR her faktisk!«
Ove er tavs et øjeblik. Så nikker han. Som om han muligvis godt kunne overveje at godtage denne præmis som forklaring.
»Jaså.«
Den treårige pige nikker fornøjet og vifter med de lidt for lange ærmer på flyverdragten.
»Mor sagde, du så sulten ud!«
Ove kigger komplet uforstående på den rokkende lille talefejl.
»Hvabehar?«
»Mor sagde, du så sulten ud. Så vi skulle give dig middagsmad,« uddyber den syvårige pige irriteret.
»Kom nu, Nasanin,« siger hun og tager den treårige pige hårdt i hånden, hvorefter hun kaster et højst anklagende blik på Ove og går derfra.
Ove stikker hovedet ud ad døråbningen og kigger efter dem. Han ser den sorthårede, gravide kvinde stå i sin døråbning og smile til ham, da pigerne løber ind i huset. Den treårige pige vender sig om og vinker glad til ham. Den gravide vinker også.
Ove trækker døren til.
Han står i entréen igen. Stirrer på den varme bøtte med kylling og ris med safran, sådan som man muligvis kunne finde på at stirre på en bøtte nitroglycerin. Så går han ud i køkkenet og sætter den ind i køleskabet. Ikke fordi han som sådan har for vane at spise hvad som helst, som fremmede, udenlandske unger efterlader på hans dørtærskel. Men fordi man i Oves hus ikke smider mad ud. Af princip.
Han går ind i stuen. Stikker hænderne i lommerne. Kigger op i loftet. Bliver stående der et godt stykke tid og funderer over, hvilken beton-plug der vil være mest hensigtsmæssig til formålet. Bliver stående, indtil hans øjne begynder at gøre ondt af at blive knebet så hårdt sammen. Han slår blikket ned og kigger lidt forvirret på sit bulede armbåndsur. Så kigger han ud gennem vinduet igen og indser pludselig, at det er blevet mørkt. Han ryster opgivende på hovedet.
Det går ikke at begynde at bore, når der er mørkt, det ved enhver jo. Så bliver han nødt til at tænde alle lamperne, og så ved man jo ikke, hvornår de bliver slukket igen. Den fornøjelse skal de ikke have, elselskabet. Tro, at han vil lade elregningen stå der og tikke op til tusindvis af kroner. Det kan de godt glemme.
Ove pakker sin godt-at-have-kasse sammen. Bærer den op i den store gang på overetagen. Går hen og henter nøglen til loftet, der ligger på sin plads bag køkkenstolene, som hans kone tvang ham til at bære herop, fordi de knirkede for meget. De knirkede ikke en døjt. Ove ved udmærket, at det bare var en undskyldning for, at hans kone ville ud at købe nye. Som om det var det eneste, livet gik ud på. Købe køkkenstole og spise på restaurant og gøre ved.
Han går ned ad trappen igen. Lægger loftsnøglen tilbage på sin plads bag radiatoren i den lille gang.
»Tage den lidt med ro,« sådan sagde de til ham. En masse enogtrediveårige lapse, som arbejder med datamater og ikke drikker almindelig kaffe. Et helt samfund, hvor ingen kan bakke med trailer, og så er det dem, der siger til ham, at der ikke er behov for ham længere. Er det rimeligt?
Ove går ned i stuen. Tænder for fjernsynet. Ikke fordi han som sådan ser programmerne, men han kan jo ikke så godt side alene og glo ind i væggen hele aftenen, som en anden idiot. Han tager den udenlandske mad ud af køleskabet og spiser den med en gaffel direkte fra plasticbøtten.
Han er nioghalvtreds år gammel. Det er tirsdag aften, og han har opsagt sit avisabonnement. Har slukket alle lamperne.
Og i morgen skal krogen op.
