Hun har aldrig medvirket i pornofilm før og vil ikke stå frem. For 27-årige »Cumtessa« fra København har meldt sig som pornomodel til den omdiskuterede gangbangfilm, fordi hun ser det som et seksuelt eksperiment og betegner sig selv som nymfoman.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Gemt under et langt lyst hår og bag mørke solbriller optræder »Cumtessa«.

Den 27-årige kvinde fra København, som i går blev afsløret som den »den mystiske og hemmelige model« til filmen »Gang-bang party Odense« vil nemlig ikke afsløre sin identitet.

»Af hensyn til min familie og mit arbejde vil jeg under ingen omstændigheder fortælle, hvem jeg er,« lyder forklaringen fra kvinden, der af pornoproducent Michael Zile beskrives som »en almindelig, flot pige med kvindelige former og smukke øjne, der desværre er gemt bag briller«.

Men ikke nok med at Cumtessa er anonym. Hun er også amatør.

»Jeg har aldrig været med i pornofilm eller lavet pornografiske billeder. Jeg har kun eksperimenteret privat,« fortæller Cumtessa til Kun For Kvinder, der taler med hende et par dage inden optagelserne til den stærkt kritiserede gangbang-film, der går ud på at så mange mænd som muligt skal have sex med én kvinde. Det har bl.a. fået en række kvindeorganisationer til at betegne projektet som »sygt, kvindeundertrykkende og afskyeligt«, og Pornofrit Miljø og Porn Sucks har længe anbefalet folk at demonstrere og protestere højlydt.

Selv om Cumtessa ikke vil fortælle særlig meget om sig selv, afslører hun dog, at hun er mor, har et almindeligt job, lever et almindeligt liv i København, at hun for tiden er single og altid har været meget seksuelt aktiv. Faktisk så meget at hun lider af nymfomani, der ifølge Nudansk Ordbog betyder »sygelig stærk kønsdrift hos kvinder«.

»Jeg ER nymfoman. Jeg kan ikke få nok. Jeg har lyst hele tiden. Gangbang er en fantasi, jeg længe har haft. Men det er svært at udleve privat. I swingerklubber har jeg været sammen med fire-fem mænd, så jeg har prøvet at være sammen med flere på én gang. Men min lyst og fantasi handler om endnu flere mænd,« siger Cumtessa, der blev opfordret af en venindes kusine til at melde sig til gangbang-optagelserne.

»Jeg har overhovedet ingen kontakt til porno- eller escortbranchen. Jeg er en privat person, som er meget vild med at eksperimentere, og som er meget aktiv. Jeg har efterhånden prøvet alt. Lige fra pigesex, trekanter og gruppesex til sex i skoven, i bilen, i sommerhus og i swingerklubber.«

At Cumtessa ifølge tidligere pornomodeller vil kunne få voldsomme smerter i underlivet og vil kunne risikere at bløde i flere uger efter optagelserne er ikke noget, som afskrækker hende.

»Jeg har prøvet meget hård sex. Så jeg ved, hvad det handler om. Og så er der forskel på kvinder. Nogle er ømme, bare deres kæreste snuser til deres underliv, andre kan klare mere. Jeg tror, det handler om at være psykisk parat. Og det er jeg. Dertil bliver det ikke hårdt. Det er stille og roligt. Så jeg er ikke nervøs.«

I halvanden uge har Cumtessa gennemtænkt, om hun skulle leve sin fantasi ud.

»Jeg er nu helt sikker. Og når jeg vil noget, så vil jeg det. Min overvejelser har mest drejet sig om, hvorvidt jeg nu vil kunne blive genkendt. Der er jo meget fokus på netop denne film. Jeg ønsker ikke at såre mine nærmeste, der vil blive påvirket af, at så mange ser negativt på filmen og på porno. Men kritikken skyldes uvidenhed. For jeg gør det frivilligt. Jeg har lyst. Jeg er ikke tvunget. Og jeg stopper, hvis det bliver for meget,« siger Cumtessa, der ikke selv opfatter gangbang som en voldtægtsfantasi.

»Jeg tænder ikke på voldtægt. Tværtimod kan jeg bedst lide at være den dominerende. Ved et gangbang føler jeg mig feteret. At så mange mænd vil have mig,« forklarer Cumtessa, der ikke ville medvirke, hvis hun havde en kæreste.

»Det ville nok være for svært at forene med et parforhold. Men en af mine gode bollevenner er med i gangbang-et, så jeg kender da én af mændene,« siger Cumtessa, der ikke kan genkende psykologers beskrivelse af, at de mennesker, der er medvirkende i pornofilm, er fysisk eller psykisk misbrugte børn, der blot fortsætter med at lade sig misbruge i et forsøg på at få accept og anerkendelse.

»Jeg er aldrig blevet misbrugt. Men jeg begyndte meget tidligt med at have sex. Og det vil jeg ikke komme nærmere ind på. Sex har altid interesseret mig meget. Men jeg kommer altså fra en ganske almindelig kernefamilie, hvor det at medvirke i en pornofilm vil være ganske og aldeles uhørt. Men jeg medgiver, at mine lyster er ekstreme.«

For sin indsats får Cumtessa 15.000 kroner, en rejse til Paris og erotiske gaver 5.000 kroner.

»Det er jo nærmest ingenting. Så det er absolut ikke for pengenes skyld. Det er et eksperiment.«