Superbest og Coop Danmark som står bag kæderne Kvickly Xtra, Kvickly og Superbrugsen bryder loven om håndkøbsmedicin, og sælger mere end de må

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Siden slutningen af 2001 har du som forbruger haft mulighed for, at købe håndkøbsmedicin i dit lokale supermarked.

Men butikkerne må kun sælge en pakke smertestillende piller (f.eks. panodil og pamol red.) pr. dag til pr. kunde, og reglen er lavet for at gøre det sværere for selvmordstruede personer at købe en faretruende mængde piller.

Det er dog langt fra alle butikker, der overholder denne regel.

Prøvekøb foretaget i Superbest og Coops butikker viser at, i otte ud af ti butikker er det muligt at købe to pakker smertestillende på én gang.

På Christiansborg er man overrasket over, at antallet af butikker som overtræder loven, er så højt.

- Jeg må nok sige at det kommer en del bag på mig, siger sundhedsordfører Lone Møller fra Socialdemokratiet.

- Vi synes ikke at hovedpinepiller hører hjemme i et supermarked, fastslår Lone Møller.

Hun vil nu bede om en redegørelse fra Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, om hvordan loven bliver håndhævet, og hvor mange bøder der bliver givet. Lone Møller så gerne det blev muligt, at fratage de butikker som ikke overholder loven, retten til at sælge håndkøbsmedicin.

Også fra Dansk Folkeparti rejses der nu krav om en redegørelse fra ministeren.

- Når man laver en lovgivning skal den overholdes, siger formanden for Folketingets Sundhedsudvalg Birthe Skaarup.

Hun synes generelt, at liberaliseringen af håndkøbsmedicinen er en god idé, dog er formanden for Folketingets Sundhedsudvalg meget overrasket over, hvor nemt det er, at købe to pakker smertestillende på én gang.

- Det kunne tyde på, det er noget, som vi ikke er klar over i Folketinget, udtaler hun.

Birthe Skaarup så gerne, at det var muligt at give de butikker som overtræder loven en henstilling.

Urimelige regler
Da Informationsdirektør Jens Juul Nielsen hos Coop Danmark bliver konfronteret med resultatet af avisens undersøgelse, er det første han siger, efter en mindre tænkepause:

- Vi synes, at reglerne er urimelige, når man kan gå på apoteket og købe 300 styk. Dog er det beklageligt at det er sket.

Han vil nu indskærpe at loven bliver overholdt ude i butikkerne, og sende yderligere information om reglerne ud til dem.

Administrerende direktør hos Superbest Frank Sørensen indrømmer med det samme at resultatet ikke er særlig godt.

- Det må skyldes uvidenhed fra vores medarbejdere, vi vil stramme op på informationen til dem. Der er ikke andet at gøre, end at rette de fejl som vi laver, slår Frank Sørensen fast.

Et landsdækkende problem
BT's prøvekøb er foretaget over hele landet, i 26 ud af i alt 32 butikker som avisen har besøgt, er det lykkes at købe to pakker smertestillende på én gang. Hvis butikkerne overtræder loven om salg af håndkøbsmedicin, risikerer de at blive straffet med bøde. Sektionsleder for detaildistribution hos Lægemiddelstyrelsen Kim Madsen har umiddelbart kun kendskab til 3 eksempler, hvor en butik er blevet straffet med bøde.

De pågældende butikker har fået en bøde på 10.000 kr. fortæller han. Så det er meget få bøder som bliver uddelt. Han vil nu gå videre med sagen om Coop og Superbest.