USA er i oprør! Præsident George Bush fordømmer den groteske tortur af irakiske fanger og forsøger således at dæmme op for en altødelæggende skandale. Men trods alverdens forklaringer og forsøg på at skyde skylden på »enkelte ondskabsfulde individer«, brænder jorden under den amerikanske administration.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Og i går hoppede katastrofen op i et nyt gear, da den kvindelige general bag de skamfulde torturtropper anklagede CIA og andre amerikanske efterretningskilder for at stå bag eller i det mindste opfordre til den umenneskelige behandling af de irakiske fanger.

»Vi (soldaterne, red.) kan erstattes. Og derfor forsøger de nu at skyde skylden på »utilregnelige soldater«. Men jeg tror, at de skyldige blot adlød ordrer fra højere rangerende efterretningskilder - eller i hvert fald fulgte mere eller mindre direkte opfordringer fra overordnede,« siger brigadegeneral Janis Karpinski, der siden januar har trukket sig tilbage i sit civile liv staten South Carolina, til avisen The New York Times.

Sejlivede rygter
Der har i måneder været rygter om amerikansk og britisk mishandling af tilfangetagne irakere.

Men først da billeder og vidneberetninger dukkede op i bladet The New Yorker, den britiske avis The Daily Mirror og TV-programmet »60 Minutes II«, lukkede den amerikanske offentlighed øjnene op.

Og siden starten af weekenden er samtlige amerikanske TV-journalister, der før forsøgte at forblænde både sig selv og deres seere med myten om de »humanitære amerikanske tropper« og »den ærefulde krig«, blevet tvunget til at se sandheden i øjnene og bringe den videre til seerne.

Således har alle nu set billeder af den kutteklædte irakiske fange, der balancerer på en papkasse med noget, der ligner elektriske ledninger forbundet til fingrene.

Ækle fotografier
Vi bliver bombarderet med ækle fotografier af grinende amerikanske mænd og kvinder i uniform, der som en slags perverse turister skamløst poserer foran afklædte og ydmygede mandlige irakiske krigsfanger.

Historier om voldtægt af tilfangetagne mænd med kosteskafter og håndlygter bliver fortalt fra pålidelig kilde. Og i bladet The New Yorker vil man fra 10. maj kunne læse følgende ufattelige historie, som den blev genfortalt af et amerikansk soldatervidne, Matthew Wisdom, der var udstationeret ved fængslet Abu Ghraib, 30 kilometer vest for Bagdad, fængslet, som Saddam Hussein brugte til sin mest afskyvækkende tortur - et sted og en behandling, som amerikanerne nu angiveligt har overtaget ukritisk.

»Da jeg vendte tilbage til torturværelset, så jeg to nøgne mandlige fanger - begge med tøjposer over hovedet. Den ene blev instrueret til at onanere, mens den anden med åben mund skulle ligge på knæ foran ham. Min overordnede, sergent Frederick, kom gående hen imod mig. Og han sagde grinende: Se hvad de dyr har gang i, når man bare lader dem alene i to sekunder.

Imens råbte en anden af mine overordnede ud i luften: Se svinet er ved at blive hård - med reference til den onanerende mands penis.«

Samme soldat og flere af hans kollegaer har allerede aflagt flere lignende vidnesbyrd til amerikanske agenter.

Hjemme i USA har det fået stemningen til at eksplodere: fronterne for og imod krig er blevet delt endnu hårdere op. Men det er intet imod den vrede, som afsløringerne har medført i Irak og resten af den mellemøstlige verden.

Den største synd
Her er homoseksualitet en stor synd mod Allah. Og ydmygelsen af de irakiske fanger er derfor endnu mere skadelig for de amerikanske besættelsestropper.

Ydermere bobler vreden, fordi amerikanerne og deres allierede fra starten har tegnet et billede af sig selv som den humanitære modsætning til Saddams »helvedesregime«. Og for hvert sekund siger frygten for uhæmmet terrorhævn over de knap 200.000 tropper, der stadig er i Irak. hoeg@bt.dk