Christer Pettersson - manden, der først blev dømt og siden frikendt for drabet på Sveriges statsminister Olof Palme - blev onsdag aften stukket ned med en kniv i Sollentuna nord for Stockholm, sagde politiet.

- Jeg ved endnu ikke, hvor alvorligt det er, sagde vagthavende ved politiet i den nordlige del af den svenske hovedstad kort efter knivstikkeriet, men senere meddelte hospitalet, at Pettersson var blevet stukket i den ene arm, og at han havde det godt.

Den formodede gerningsmand blev hurtigt anholdt af politiet, der sagde, at det er en mand på ca. 35 år, som var beruset.

Olof Palme blev skudt i 1986 i Stockholm, og morderen er aldrig fundet.

Pettersson var længe mistænkt for at have myrdet Palme. Han blev først dømt for drabet, men han ankede en livstidsdom og blev frikendt ved landsretten i 1989.

Siden har han ofte figureret i periferien af de mange spekulationer, der har været fremme om, hvem der begik drabet.

/ritzau/