I årevis har han fyldt vores fjernsyn – og maver –  med ‘rigeligt smør’. Men selv livsnydere kan få for meget af det gode. Nu udgiver James Price en bog om sin vej til et sundere liv. Men der skal stadig være plads til nydelse.

I madprogrammer på DR har han i årevis sværget til god mad, med masser af smag og ‘husk det nu… rigeligt smør’. Men i virkeligheden har livsnyderen ofte tabt til vægtvogteren.

»Det havde været skønt at kunne spise som en mejetærsker og være tynd som en jagthund,« siger James Price.

Men tv-værten, komponisten og kogebogsforfatteren har med egne ord altid været en ‘rundling’. Riskuren var blot ét af mange forsøg på at tabe sig. I tidens løb har han også været på pulverkur, grapefrugtkur, Rigshospitalets 13-dages kur og suppekur.

I sin nye bog ‘Uden smør og fløde’ inspirerer han andre til at spise sundt – med nydelse. Budskabet er, at det er muligt at leve sundt uden at sulte sig eller blive ulykkelig – hverken i munden eller sindet. Kunsten er ikke at gå på kompromis med livsnyderens største fix – smagen.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs hele det dybdegående interview med James Price. Her fortæller han om sin nye kogebog 'Uden Smør og Fløde', hvor han fokuserer på, hvordan man får riiigeligt med smag frem i sin mad - uden brug af smør og andet fedtstof. Derudover fortæller han om sine egne private problemer med overvægt og trang til lækre fristelser.

Det får du:

  • Stort interview med James Price: 'Jeg har aldrig været en mager jagthund'
  • 3 opskrifter fra den nye kogebog: »Uden smør og fløde'


Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


I årevis har han fyldt vores fjernsyn – og maver –  med ‘rigeligt smør’. Men selv livsnydere kan få for meget af det gode. Nu udgiver James Price en bog om sin vej til et sundere liv. Men der skal stadig være plads til nydelse.

Som teenager var James Price på slanke- og udrenselses-kur. I ti dage spiste han ikke andet end brune ris med sesamsalt og soja. Han tabte 8-10 kilo, men fejrede resultatet med et ‘veritabelt ædegilde’ og kort efter var kiloene tilbage på plads.

I madprogrammer på DR har han i årevis sværget til god mad, med masser af smag og ‘husk det nu… rigeligt smør’. Men i virkeligheden har livsnyderen ofte tabt til vægtvogteren.

»Det havde været skønt at kunne spise som en mejetærsker og være tynd som en jagthund,« siger James Price.

Portræt af kok James Price i sit hjem i Gentofte i anledning af hans nye bog "Uden Smør og Fløde".
Portræt af kok James Price i sit hjem i Gentofte i anledning af hans nye bog "Uden Smør og Fløde".
Vis mere

Men tv-værten, komponisten og kogebogsforfatteren har med egne ord altid været en ‘rundling’. Riskuren var blot ét af mange forsøg på at tabe sig. I tidens løb har han også været på pulverkur, grapefrugtkur, Rigshospitalets 13-dages kur og suppekur.

»Min barndom var et liv i enten total eftergivelse, hvor man bare hyggede sig, spiste og drak, lige hvad man havde lyst til, eller de asketiske perioder, før mir mor skulle spille på det kongelige teater i et lille bitte kostume. Far orkede det ikke rigtigt, men jeg var ikke en mager jagthund, så jeg kom med på slankekurene.«

Han har tabt sig – masser af gange. Og taget på igen – lige så mange gange.

»Jeg er ikke sådan én, der springer på badevægten hveranden dag og går op i gram. Det er mere fornemmelsen af, at nu strammer den skjorte for meget.«

Lige nu drømmer han om at smide 15 kg.

»Forestil dig, at du går rundt med 7-8 kilo mælk i hver hånd i en plastikpose, det er belastende. Det slæber jeg rundt på hele tiden,« siger han, der begynder at kunne mærke, at prisen for det gode liv er ømme knæ og et korpus, der er lidt større, end han bryder sig om.

»Jeg var nået dertil, hvor jeg ikke skulle op i større livvidde eller større skjorte. Nu skulle jeg den anden vej.«

Ikke på kur

Han er ikke på kur. Det har han prøvet og erfaringerne er dårlige.

»Kure med mange forbud skal man ikke være på i alenlange perioder, for så begynder man at snyde,« siger han.

I stedet han har fundet vejen til en for ham sundere livsførelse, som han er ret tilfreds med. Modellen hedder bønnekuren og er ikke nær så trist, som den lyder. I al sin banalitet kræver den, at James Price udskifter brød, pasta og ris med bønner – i en eller anden form.

I tv-programmer som ’Spise med Price’ og ’Price inviterer’ har brødrene Price under mantraet ’rigeligt smør’ delt deres glæde ved god og velsmagende mad med danskerne. Foto Claus Bech.
I tv-programmer som ’Spise med Price’ og ’Price inviterer’ har brødrene Price under mantraet ’rigeligt smør’ delt deres glæde ved god og velsmagende mad med danskerne. Foto Claus Bech.
Vis mere

Ikke hele tiden og altid. Men når han synes, at han trænger, tager han en måned med bønner. Det hjælper.

Han er stadig rund, men ikke så rund, som han har været. For indtil videre har han tabt sig ½ til 1 kg om ugen i de perioder, hvor han har fulgt kuren.

»Det er rigeligt for mig. Det gør ikke noget, at rutsjebanen har små bugter, bare den bevæger sig den rigtige vej. Jeg har ikke travlt,« siger han tilfreds.

Dyrk smagen

I sin nye bog ‘Uden smør og fløde’ inspirerer han andre til at spise sundt – med nydelse. Budskabet er, at det er muligt at leve sundt uden at sulte sig eller blive ulykkelig – hverken i munden eller sindet. Kunsten er ikke at gå på kompromis med livsnyderens største fix – smagen.

»Fedt bærer smag. Tager du alt fedt ud af maden, fjerner du også noget smag. Men det er ikke fedtet selv, der smager,« siger han og opfordrer til, at man i stedet bruger masser af krydderier og god tid hjemme i køkkenerne. For det at koge ind – længe – kan lige så godt som fedt give smag til maden.

»Koger man en fond på urter og kraftben starter man med 10 liter, og koger ind til der er fem tilbage. Så bliver de fleste nærige. Jeg synes, man skal koge ind til der er 1½ liter – for SÅ er det godt,« siger han og smasker højlydt for at vise, hvordan man skal prøve sig frem, smage og justere – hele tiden.

I madprogrammer som ‘Spise med Price’ og ‘Price inviterer’ har han i årevis kæmpet livsnydernes kamp. For den gode smag af fedt og fløde. Brødrene Price var med til at legalisere det syndige liv på et tidspunkt, hvor sundhedsdebatten ifølge James Price var fyldt med løftede pegefingre. Derfor blev ‘rigeligt smør’ nærmest et mantra. Men det var ikke et bevidst politisk ukorrekt indslag fra hans side. ‘Rigeligt smør’ var først og fremmest en gimmick, som programmets producer fandt på.

»Vi (brødrene Price, red.) ville egentlig bare lave god mad med masser af smag,« siger James Price, der ikke er i tvivl om, at ‘al fanatisme er af det onde’, og det gælder både den som sundhedsapostlene og ‘smørfacisterne’ forfægter.

Motion og mad

Grundlæggende er der to veje til et sundt legeme – mad og motion. Maden får masser af opmærksomhed hjemme hos James Price. Motion har derimod aldrig været en yndlingsdisciplin, selvom han ’da har en motionscykel’.

I mange år har James Price været fast kapelmester i Cirkusrevyen. Her sammen med resten af holdet fra 2015: Ditte Hansen, Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. Foto Jens Nørgaard Larsen.
I mange år har James Price været fast kapelmester i Cirkusrevyen. Her sammen med resten af holdet fra 2015: Ditte Hansen, Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. Foto Jens Nørgaard Larsen.
Vis mere

Han mangler konkurrencementalitet, mener han. Desuden er det svært at indarbejde gode vaner, som ikke er tidligt indlært.

»Jeg voksede op i et hjem, hvor man ikke gik voldsomt op i sport... Eller vi gik overhovedet ikke op i sport,« siger han.

Faktisk havde man hos familien Price ofte kun ‘hån til overs’ for dem, der dyrkede motion. Det præger ham stadig. For når motion ikke er indlejret som en vane i kroppen og hverdagen, er det svært at få det til at passe ind.

Enkelte gange har han forsøgt uden stort held.

»På et tidspunkt ville mine forældre gerne have mig til at ride. Men jeg var voldsomt allergisk overfor heste og kunne ikke trække vejret. Mine forældre troede, at jeg var nervøs og hysterisk bange – for hesten. Så jeg blev sendt ind for at strigle den...,« han griner højt, som man kun kan, når tiden har sendt smerten i baggrunden, mens mindet stadig står klart.

»Derefter gik jeg til fægtning i en periode. Det var sjovt, men sport har aldrig været en interesse, der prægede vores hjem.«

Sundhed og vaner

Det har derimod interessen for køkkenmaskiner. Har man set bare få tv-programmer med James Price, ved man, at både han og broderen Adam Price lider af en alvorlig begejstring for maskiner. En begejstring, der ikke lader sig fornægte i det tætpakkede køkken. Maskinen, der brygger perfekt, stærk espresso, flankeres af kaffekværnen, der maler bønnerne til samme. Ved siden af står kaffemaskinen til de dage, hvor smagen mere er til en velbrygget kop sort kaffe. Så er der foodprocessoren, og på væggen hænger pander – i bunker. I hjørnet står husalteret – komfuret, der i størrelse svarer til tre af den slags, der står i de fleste danske hjem. I villaen i Gentofte har James Price vakt kaffemaskinen til live.

Tre ting springer i øjnene, mens vi sipper af den brandvarme cortado. 1: Kaffen er toppet med fuldfed sødmælk. 2: Han putter – præcis – en halv sødetablet i koppen. 3: Han fisker en e-cigaret frem af lommen.

Hvad skyldes sundhed og ny livsstil? Hvad skyldes gamle vaner?

Lidt overraskende er sødetabletten faktisk den ældste vane – gået i arv fra faderen John Price.

»Da jeg begyndte at drikke kaffe, var min fars sødetabletter det eneste sukker på bordet. Så dem har jeg vænnet mig til.«

Mælken er en fejl. Normalt er der kun minimælk i huset. Mens e-cigaretten derimod er et tegn på, at han også har resigneret – som ryger – og er bukket under for sundhedsapostelene.

»Jeg har røget, siden jeg var teenager. Men for halvandet år siden skulle det have en ende, for det er blevet så fandens besværligt. Engang rejste halvdelen af et selskab sig og gik ud for at ryge, og så sad der nogle få ensomme ikke-rygere tilbage. Nu er det omvendt, de få skyldige rejser sig. Det er ikke specielt socialt mere.«

Det gider han ikke, derfor er han gået e-vejen.

»Den her er blevet en god ven, den er nemmere at sidde med. Så må jeg se at komme af med den vane på et tidspunkt,« siger han og vipper med e-cigaretten.

I 2011 åbnede brødrene Price den første af deres to restauranter. De laver ikke selv maden, men kigger her over skulderen på en af kokkene. Foto Camilla Rønde.
I 2011 åbnede brødrene Price den første af deres to restauranter. De laver ikke selv maden, men kigger her over skulderen på en af kokkene. Foto Camilla Rønde.
Vis mere

En anden dårlig vane, han kæmper mod, er nattespisningen. Store dele af året – i revysæsonen – møder kapelmesteren James Price på arbejde i Cirkusrevyen, når de fleste andre går hjem. Og får fri, når vi andre er på vej i seng.

»Når jeg kommer hjem, har jeg lyst til mad, hygge og kaffe. Men det skal jeg ikke kl. 11 om aftenen. Jeg er nødt til at lade være. Jeg er NØDT til det,« siger han med en tydelighed, der afslører, at dén diskussion har han mere end én gang taget med sig selv.

På arbejde med bror

I mange år har brødrene Price arbejdet sammen. De har lavet både revyer og madprogrammer, og i 2011 åbnede de den første af to fælles restauranter under navnet ‘Brdr. Price’.

»Mange drømmer om det dér lille, bitte sted, hvor de kan gå og hygge om gæsterne,« siger James Price.

Men det var ikke dén drøm, der drev brødrene. Ligesom med maskinerne er de begejstrede for det professionelle storkøkken.

Han kommer i restauranten, så tit han kan. Ofte står han i baren og serverer drikkevarer for gæsterne, mens han lader kokkene om at trylle i køkkenet.

»Både Adam og jeg er fascinerede af professionalismen. Hvordan kokkene kan skille en ret ad i atomer og forberede hver enkelt del, så retten kan samles på et øjeblik, når en bestilling afgives. Jeg elsker at se dem have travlt. Når de alle sammen danser rundt om hinanden – og køkkenchefen har alt under kontrol.«

En enkelt gang er det gået galt. Da en restaurantchef og en køkkenchef i januar 2014 blev dømt for at have svindlet for en kvart million kr. i brødrene Prices restaurant i Tivoli. De to chefer havde havde brugt restaurantens råvarer og faciliteter til arrangementer, men havde stukket fortjenesten i egen lomme. Begge blev kendt skyldige i bedrageri, idømt betinget fængsel og pålagt at betale penge tilbage til Price brødrene.

Sagen sved, indrømmer James Price.

»Det var enormt sørgeligt. Det var jo et tillidsbrud fra nogle mennesker, som vi havde arbejdet tæt sammen med. Men man kan ikke forsikre sig imod den slags,« siger han.

For tre år siden blev James Price og Annette Larsen gift. Her ankommer de til jubilæumsshow i anledning af Danmarks Radios 90 års fødselsdag i 2015. Foto Simon Skipper.
For tre år siden blev James Price og Annette Larsen gift. Her ankommer de til jubilæumsshow i anledning af Danmarks Radios 90 års fødselsdag i 2015. Foto Simon Skipper.
Vis mere

Igen kom professionalismen ham til undsætning. Det hjalp, at bedrageriet foregik på arbejdspladsen, for han følte sig ikke personligt intimideret.

Det ville føles meget værre at have indbrud i sit hjem, mener han.

»Der er det ens personlige integritet, der bliver krænket.«

Kærligheden

I restauranten som på skærmen er brødrene Price et godt makkerpar.

»Vi er ofte meget uenige, men kan diskutere tingene og bøjer os altid for det bedste argument,« siger han om forholdet til sin otte år yngre bror.

Typemæssigt kunne de ikke være mere forskellige. Mens lillebror Adam elsker at kaste sig ud i dét, James Price med tydelig væmmelse kalder for ‘kaosfloden’, kunne han aldrig selv finde på at stikke så meget som en tå i den uden at have både ‘line og gummibåd indenfor rækkevidde’.

»Adam er bedst på slap line. Jeg er bedst, når jeg er godt forberedt.«

James Price elsker at planlægge – at have kontrol. Faktisk mener han, at det er det, der knytter ham og fruen, Annette Larsen, sammen.

»Vi laver begge to lister og sætter hakker.«

Annette Larsen går til og fra køkkenet og pakker varer ud. Med jævne mellemrum gør hun holdt med en kommentar som:

»Ved du hvad, skat, den næste maskine i det her hjem, det bliver en ekstra opvasker. Det er slut med køkkenmaskinerne,« siger hun f.eks. og giver ham et klem.

Portræt af kok James Price i sit hjem i Gentofte i anledning af hans nye bog "Uden Smør og Fløde".
Portræt af kok James Price i sit hjem i Gentofte i anledning af hans nye bog "Uden Smør og Fløde".
Vis mere

De mødte hinanden i en ‘moden alder’ og blev gift for tre år siden. Han føler sig heldig. Han har været gift før og var ’lykkelig for det’. Da forholdet efter 18 år kuldsejlede, blev han ’lettere paf og tænkte: Det kan aldrig lykkes igen’.

»Så det var utrolig bekræftende at møde et menneske, som jeg har det så super, super godt med,« siger han med eftertryk.

Hemmeligheden ligger i modenheden. At have mødt hinanden et sted i livet, hvor de hver især hviler så meget i sig selv, at der ikke er behov for at file – hverken sig selv eller den anden i stumper og stykker for at få parforholdet til at gå op.

»Når man er begynder i parforhold, tror man, at man kan ændre både sig selv og den anden. Man ser problemerne og tænker: ‘Dem kan vi løse’. Knaster, man har svært ved at leve med, tror man, vil forsvinde. Indtil man opdager, at mennesker grundlæggende ikke ændrer sig. Det er det forfærdelige, man ændrer sig heller ikke selv – radikalt.«

Han mener selv, at han er blevet ‘mindre kantet med årene og mere føjelig’. Men han er også blevet meget bedre til at sige: ‘Åhhh, Herregud, fred være med det. Vi skal leve og have det så godt med hinanden, som vi kan’.

»I dag kan jeg bedre se, hvilke knaster eller situationer jeg skal prøve at undgå,« siger han og erklærer bestemt, at han er færdig med at slibe ’store kanter af’.

»Der er hjørner, hvor man må sige, at de bliver ikke bedre. Enten må man leve med dem, bøje sig for dem, ellers må man gå.«

Som han siger:

»Tingene behøver ikke at være ude på kanten og koste alt. Et forhold skal vare så længe, som det kan.«

--- OOO --- OOO --- OOO ---

DET HJÆLPER MED BØNNER


Tre gode opskrifter med bønner, grøntsager – og masser af smag

Han er ikke på kur. Det er vigtigt at pointere. Men når James Price synes, at tøjet begynder at stramme, tager han en periode med bønner. Reglen er enkel – han erstatter brød, pasta og ris med masser af bønner – i alle former.
Til morgen spiser han brød bagt på kikærter.
»Brødet minder på mange måder om det famøse stenalderbrød, men på grund af kikærterne synes jeg, det får en lidt mere fyldig smag, holder bedre på fugten og er nemmere at skære. Det er ikke helt billigt at lave, men til gengæld er det meget drøjt,« skriver James Price i sin nye kogebog ’Uden smør og fløde’.
Til frokost serverer han en chili med flere bønner end kød. Og til aften en pizza – helt uden bønner – men også uden mel, for bunden er lavet af blomkål.

Velbekomme...

Kikærtebrød


250 g kogte kikærter
100 g mandler
100 g hasselnødder
125 g græskarkerner
125 g solsikkekerner
150 g hørfrø
2-3 spsk. sesamfrø
2 tsk. salt
50 g kikærtemel
½ dl yoghurt naturel
½ dl olivenolie
5 æg

Sådan gør du: Blend mandler og hasselnødder som grov rasp. Hæld kikærterne til afdrypning i en si, og mos dem med en gaffel – eller kør også i blenderen. Bland kikærter, mandler, nødder, kerner, frø, salt og kikærtemel. Rør yoghurt, olie og æg sammen i en anden skål. Hæld æggemassen i og rør det hele sammen. Hæld dejen i en rugbrødsform foret med bagepapir. Bag brødet i 60 minutter ved 160 grader midt i ovnen.

Kalorier 4745 kcal.
(pr. skive 255 kcal.)
Protein 209 g (17 pct.)
Kulhydrat 226 g (19 pct.)
Fedt 351 g (64 pct.)
Kostfibre 64 g

Blomkålspizza med kartofler og rosmarin


1 blomkålshoved
2 æg
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. tørret oregano
salt og peber
5-6 kartofler
150 g mozzarella
3-4 kviste frisk rosmarin
olivenolie

Sådan gør du: Fjern stilken på blomkålen, og skær resten i mindre stykker. Blend dem, til konsistensen er som couscous. Damp den blendede blomkål i en sigte over en gryde kogende vand i fire til fem minutter. Vrid den derefter i et
rent viskestykke. Læg kræfterne i, ellers bliver bunden for blød. Kom blomkålen i en skål og bland med æg, spidskommen, oregano samt salt og peber. Bred blomkålsdejen ud i en cirkel på et stykke bagepapir. Bag den ved 190 grader i ca. 10 minutter og tag den derpå ud. Fordel mozzarellaen over pizzaen. Høvl tynde skiver af kartofler med skal, og fordel
dem på pizzaen. Drys med rosmarin, og dryp med olivenolie. Sæt pizzaen tilbage i ovnen, til overfladen begynder at tage lidt farve, osten er smeltet, og kartoflerne er møre.

Kalorier 1229 kcal
Protein 77 g (24 pct.)
Kulhydrat 132 g (42 pct.)
Fedt 48 g (34 pct.)
Kostfibre 19 g

Chili con (ikke ret meget) carne


(4 personer)
250 g hakket oksekød
2 løg
4-5 fed hvidløg
2 spsk. olivenolie
2 røde pebre
2 grønne pebre
3-4 røde chilier
2 gulerødder
2 stængler bladselleri
½ knoldselleri
1-2 spsk. chilipulver
1 spsk. tørret oregano
1 spsk. stødt spidskommen
1 spsk. brun farin
2 dåser flåede tomater
Lidt oksebouillon
250 g brune bønner
100 g kikærter
salt og peber

Sådan gør du: Udblød bønner og kikærter i rigeligt vand i 12 timer og kog dem i letsaltet vand, til de er møre. Hak løg og hvidløg. Skær pebrene i små tern. Gør ligesådan med gulerødder, bladselleri og knoldselleri. Brun kødet grundigt i en gryde i olivenolie. Tag kødet op og sæt det til side. Kom resten af olien i gryden og steg løg og hvidløg, til de begynder at blive gennemsigtige. Kom resten af grøntsagerne ved og steg over middel varme, til de falder lidt sammen. Kom kødet tilbage i gryden, tilsæt flåede tomater samt krydderier og oksebouillon.
Lad det koge for svag varme i 45 minutter. Tilsæt bønner og kikærter og lad det koge videre i yderligere en times tid. Tilsæt eventuelt lidt mere bouillon, eller – hvis der er for meget væde – lad retten simre uden låg. Rør i den med jævne mellemrum, så den ikke brænder på. Smag retten til med salt og peber og server med løse ris og eventuelt et drys frisk koriander.

Kalorier 2464 kcal.
(pr. person 616 kcal)
Protein 52 g (23 pct.)
Kulhydrat 375 g (57 pct.)
Fedt 59 g (20 pct.)
Kostfibre 103 g