Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ólafur Steinar Gestsso

Sådan lød spørgsmålet fra en nær ven forleden. Har vi en regering i dette land?

Det er det, man kalder et godt spørgsmål. Helt lavpraktisk har vi naturligvis en regering. Den består af 21 ministre, dertil kommer en statsminister ved navn Lars Løkke Rasmussen. Når spørgsmålet alligevel er interessant, skyldes det ikke mindst den stilstand, man som vælger og borger i dette land fornemmer. Kun flygtninge- og integrationsdebatten springer i øjnene. Statsministeren gør i hvert fald ikke.

Lars Løkke Rasmussen har ikke haft det let, siden han vandt folketingsvalget i juni 2015, det er klart for enhver. Først med Venstre-regeringen, og siden efteråret med De Konservative og Liberal Alliance som regeringspartnere. Når det er så svært at lave politik, skyldes det ikke mindst Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl. Et parti, der som udgangspunkt er uenig i væsentlige borgerlige ambitioner - for eksempel lavere offentlig vækst, højere pensionsalder og lavere topskat. Selv placeringen af en politiskole kunne de ikke blive enige om.

For et par uger siden var Kristian Thulesen Dahl ude i en heftig flirt med Socialdemokratiets Mette Frederiksen. To partier, der et langt stykke hen ad vejen er enige, det gav mening rent politisk. Og netop som man fornemmede dynamik og nye muligheder i dansk politik, fortrød Kristian Thulesen Dahl og meddelte gennem Jyllands-Posten, at han såmænd vil pege på Lars Løkke Rasmussen ved næste folketingsvalg. Alligevel.

Så er vi igen tilbage ved start. Tilbage ved status quo. Og man tænker i sit stille sind, hvorfor Kristian Thulesen Dahl dog vil fastholde de borgerlige vælgere i den situation. Hvorfor vil de Lars Løkke Rasmussen? Lige nu er der udsigt til to år med stilstand, inden det atter er tid til folketingsvalg. At Thulesen Dahl og Lars Løkke derefter skulle foretrække det scenarie fire år mere, forekommer helt uforståeligt.

Svaret må være, at ja, vi har en regering. Men ikke en handlekraftig en af slagsen. Desværre.

lier

SMS

Hitter på Facebook