Jeg troede, at nazismens tid var forbi, men jeg tog fejl,« sagde Tyrkiets præsident Recep Erdogan forleden og pustede til gløderne i den strid, som er opstået, efter at tyrkiske ministre ville til Holland for at holde vælgermøder med tyrkiske statsborgere bosat i Holland. Også Tyskland, der har over to millioner tyrkere inden for grænserne, har frabedt sig ministerielle bidrag til den kampagne, som skal være med til at sikre, at Erdogan kan blive siddende som præsident til 2029. Hvis forfatningsændringen gennemføres, vil Erdogan med loven i hånd blandt andet kunne udstede dekreter og erklære undtagelsestilstand.

Tilbage til Erdogans udbrud. Især tyskerne har naturligt nok taget nazi-sammenligningen fortrydeligt op. Men det er ganske sikkert ikke kun i Berlin, Hamborg og München, at der sidder mennesker, som undrer sig over, at en figur som netop Erdogan føler sig kaldet til at uddele karakterer i faget demokrati.

For Erdogans anstrengelser udi den øvelse kan ikke imponere. I fjor afskedigede styret tusindvis af offentligt ansatte, der blev beskyldt for at have en andel i det mislykkede militærkup.

Retssystemet mærkede ved samme lejlighed også vreden, og tusindvis af dommere måtte forlade deres embeder. Ansatte på landets universiteter blev også ramt.

Dagbladet Information skrev forleden, at ifølge Stockholm Center for Freedom – der består af tyrkiske pressefolk i eksil – var der i januar 191 journalister i de tyrkiske fængsler. Derudover er knap 100 gået under jorden. Ovenstående er med til at minde os om, at Erdogans bekymring ikke først og fremmest handler om demokratiets ve og vel. Faktisk slet ikke.

Men demokrati er godt, når man kan bruge det. Og det kan Erdogan, når han beskylder Holland og Tyskland for at knægte ytringsfriheden. Han er en kynisk politiker.

jorge