Nævner nogen Sydsverige, er det sikkert idylliske skovsøer, frække lyshårede drenge med blå kasket samt bomstærke, fregnede piger med rottehaler, du først tænker på. Men i 2017 er der ikke meget af Astrid Lindgrens eventyrlige verden over den barske virkelighed i Malmø. På den anden side af Øresund hærger lige nu en blodig bandekrig, der på et år har kostet 15 mennesker livet alene i den svenske storby. Det er skræmmende tal i en by kun 40 kilometer fra København, og derfor har BT haft både en journalist og fotograf til at afdække, hvordan Malmø er havnet i skudlinjen.

BTs artikelserie viser, at vi her i Danmark skal se med stor alvor på bandekrigen hinsidan. Svensk politi fortæller, at en lind strøm af de hundredvis af skydevåben, der bliver konfiskeret i Malmø, bliver snuppet af personer på vej over grænsen fra Danmark. Våbnene kommer især fra Balkan, men bliver fragtet op igennem Tyskland til Danmark for til sidst at havne i hænderne på kriminelle i Sverige.

Åbenbart kom oplysningerne om de mange våbenkonfiskationer ved Øresundsbroen bag på vores politikere. Først efter BTs artikel vil justitsminister Søren Pape Poulsen (K) nemlig bede politiet tage kontakt til de svenske kolleger for at spørge, om de har brug for hjælp til at bekæmpe indsmuglingen. Det kan undre, at pressen skal tage fat i svensk politi før vores eget politikorps.

I dagens BT advarer Nordens førende terrorekspert Magnus Ranstorp om, at den store fattigdom i Malmøs ghettoer kan give grobund for flere ekstremister med Danmark som hovedmål. Han kalder det stærkt bekymrende, at let bevæbnede ekstremister kan tage fra Sverige til Danmark, da der ikke er nogen kontrol den vej over Øresundsbroen.

Bandekrigen i Malmø kan meget hurtigt brede sig til Danmark, og derfor bør vores politikere og politi gør alt, hvad der er muligt, for at den bliver stoppet. Vi må ikke havne i samme situation.

tnk