Et par nelliker ligger på monumentet. Ikke helt friske, men den lyserøde farve har stadig overtaget. Fulvia Bengtsson ænser ikke blomsterne. Hun har øjnene fæstet til fliserne. »Hvor er hun?« spørger hun. »Jeg plejer at kunne finde hende.«
Hun leder efter efter et navn, mejslet ind i en af fliserne. Navnet på den lille pige, som på monumentet skuer bekymret op mod himlen, mens hun med den ene hånd holder sig på hjertet, med den anden holder sin lillebror. Bag dem står en nonne, beskyttende.
Ayoe Kier hedder pigen. Fulvia Bengtssons bedste veninde, som døde den dag for snart 70 år siden. Mistede livet, da engelske bombefly ved en fejl sendte en regn af bomber ned over den katolske pigeskole Jeanne d’Arc Skolen på Frederiksberg. Den dag blev Ayoe Kier reduceret til et navn på en flise. Hun var – som Fulvia Bengtsson – otte år gammel.
Det var en serie af fatale fejl, der den 21. marts 1945 kostede 86 uskyldige børn og 18 voksne – heraf ti katolske søstre – fra skolen livet. Her er historien om en fatal og tragisk dag, der i mange år blev redigeret helt ud af Danmarkshistorien. Historien om en smertefuld og grufuld begivenhed, der blev fejet ind under gulvtæppet, og som de overlevende traumatiserede børn fik besked på at fortie og glemme. Børn som Fulvia Bengtsson.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om den tragiske dag.
Et par nelliker ligger på monumentet. Ikke helt friske, men den lyserøde farve har stadig overtaget. Fulvia Bengtsson ænser ikke blomsterne. Hun har øjnene fæstet til fliserne. »Hvor er hun?« spørger hun. »Jeg plejer at kunne finde hende.«
Hun leder efter efter et navn, mejslet ind i en af fliserne. Navnet på den lille pige, som på monumentet skuer bekymret op mod himlen, mens hun med den ene hånd holder sig på hjertet, med den anden holder sin lillebror. Bag dem står en nonne, beskyttende.
Ayoe Kier hedder pigen. Fulvia Bengtssons bedste veninde, som døde den dag for snart 70 år siden. Mistede livet, da engelske bombefly ved en fejl sendte en regn af bomber ned over den katolske pigeskole Jeanne d’Arc Skolen på Frederiksberg. Den dag blev Ayoe Kier reduceret til et navn på en flise. Hun var – som Fulvia Bengtsson – otte år gammel.
Det var en serie af fatale fejl, der den 21. marts 1945 kostede 86 uskyldige børn og 18 voksne – heraf ti katolske søstre – fra skolen livet. Her er historien om en fatal og tragisk dag, der i mange år blev redigeret helt ud af Danmarkshistorien. Historien om en smertefuld og grufuld begivenhed, der blev fejet ind under gulvtæppet, og som de overlevende traumatiserede børn fik besked på at fortie og glemme. Børn som Fulvia Bengtsson.
Da Fulvia Bengtsson om morgenen den 21. marts som vanlig tog sporvognen fra Brønshøj til Frederiksberg Allé 74, hvor Jeanne d’Arch Skolen lå, fyldte krigen ikke meget i hendes otte-årige hoved, ligesom hun ingen anelse havde om, hvilke hemmelige planer modstandsbevægelsen og de allierede havde lagt.
En stor dag
For hende var det en stor dag. På skemaet stod der religion. Fulvia Bengtsson var ved at blive forberedt til sin første kommunion, også kaldet den hellige kommunion, som er det vigtigste ritual i den katolske kirke.
8. april skulle hun bekræfte sin tro, indtræde i fælleskabet foran Gud, modtage nadveren. En vigtig dag som hendes mor hjemme ved symaskinen allerede var i fuld gang med at forberede. Med tyl og silkebånd i lange baner.
Omtrent samtidig med at Fulvia og hendes storesøster Bruna sad i sporvognen, var andre forberedelser i gang.
Fra Royal Air Force basen i Fersfield på den engelske østkyst lettede 18 bombefly og en eskorte på 28 jagere med kurs mod Danmark. 36 bomber havde de ombord, bomber der skulle hagle ned over Shellhuset i indre København. Her havde Gestapo sit hovedkvarter og alle arkiver om den danske modstandsbevægelse.
Efter en vellykket aktion mod Gestapos Aarhus-afdeling i efteråret 1944, havde modstandsbevægelsen overtalt Royal Air Force, RAF, til endnu en operation. Og nu var dagen kommet.
Selvom det var et godt stykke inde i marts, var der ikke ligefrem forår i luften. Regn og et kraftigt blæsevejr prægede bybilledet i København, da flyene fra første angrebsbølge nærmede sig deres mål lidt over 11 denne formiddag.
Fulvia Bengtssons klasse, 2Ua, var delt. Protestanterne havde almindelig religionsundervisning i et af hovedbygningens klasselokaler. Her befandt veninden Ayoe sig. De katolske elever – som Fulvia Bengtsson – var derimod øverst oppe på 4. sal i det lille kapel i skolens østfløj, hvor en af nonnerne, søster Agnes, og en præst var i gang med undervisningen, at forberede de små piger på skriftemålet, da lyden fra et fly trængte sig på.
»Jeg kan huske, at søster Agnes begyndte at parlamentere med præsten om, hvad de skulle gøre, og at de blev enige om, at vi hellere måtte gå ned i beskyttelseskælderen, og det var vist meget heldigt,« fortæller Fulvia Bengtsson, som sammen med sine klassekammerater myldrede ud på trappen og iført den sorte kittel med hvid krave hastede ned af de mange trappetrin.
Fly på afveje
Men de små piger nåede ikke ned i trygheden i beskyttelseskælderen.
Lyden, de havde hørt oppe i kapellet, stammede ganske rigtigt fra et fly. Et fly på afveje.
Første angrebsbølge af bombefly var kommet ind over København sydfra med kurs mod Shellhuset ved Søerne. På grund af den lave indflyvning, der havde været nødvendig for at undgå tyskernes radar, var et af Mosquito-flyene fløjet ind i en 30 meter høj mast på hjørnet af Enghavevej og Sdr. Boulevard på Vesterbro. Og sammenstødet med masten havde ikke alene slået flyet ud af kurs, men også forvoldt så stor skade, at det tabte højde mens det fløj ind over hustagene på Frederiksberg. Så lavt, at flere efterfølgende kunne berette om, at de havde kunnet se piloterne i cockpittet.
Og til sidst styrtede det. Ned i det garageanlæg, der var nabo til Jeanne d’Arc skolen.
Eksplosionsagtige brande
Flere eksplosionsagtige brande brød ud og kvarteret var indhyllet i tyk sort røg, da Fulvia Bengtssons klasse var på vej ned af trapperne mod sikkerheden. Men i luften over dem var bølge to på vej. Med 500 km i timen havde bombeflyene i denne og den efterfølgende bølge valgt en anden kurs og kom mere vestfra.
På trods af at operationen var planlagt ned til den mindste deltalje, og piloterne var udstyret med vigtige fikspunkter, gjorde den tykke sorte røg, der nu bredte sig over Frederiksberg, det næsten umuligt at orientere sig. Og en stor del af flyene antog, at røgen og eksplosionerne stammede fra deres mål, Shellhuset. Og de smed deres bomber over målet.
Men de tog fejl.
Første bombe detonerede i Jeanne d’Arch skolens kapel. Og trappeskakten der første ned til kælderen.
»Det var jo tæt på, så det var heldigt, at søster Agnes havde fået os ud,« fortæller Fulvia Bengtsson. Helt roligt.
»Men bomben ramte også trappen, og den styrtede sammen under os. Og vi styrtede med ned. Jeg husker, at alt skred under mig og så husker jeg ikke mere. Da mistede jeg bevidstheden.«
At alt blev sort for den lille pige, tror hun selv, har reddet hende fra mange af de dybe traumer, som flere af hendes klassekammerater den dag i dag lider under. Men de er der. Ikke så langt under huden, som Fulvia Bengtsson troede.
For bevidstløsheden forhindrede hende godt nok i at høre og se mange af de grusomme ting, som andre bærer rundt på. Men ikke alle.
I sofaen i barndomshjemmet i Brønshøj sidder Fulvia Bengtson sammen med sin seks år ældre søster Bruna Ellinger og stykker dagen sammen. Den 21. marts 1945, hvor Bruna gik i 3. mellem og havde dansk diktat på sit skema, da bomberne faldt. De to søstre prikker lidt til hinandens hukommelse, spæder til og trækker fra.
Begravet i murbrokker
Men mens Bruna forholdsvis hurtigt og helskindet slap ud fra skolen og blev bragt i sikkerhed på teatret Alléscenen overfor, lå hendes otte-årige lillesøster begravet i murbrokker og indhyllet i kalkstøv i et hulrum under trappeskakten. Ude af stand til at råbe om hjælp, mens brand- og sprængbomber haglede ned over skolen og det omkringliggende område og forvandlede det til en regulær krigszone. For hovedparten af piloterne i de engelske fly fra anden og tredje bølge var overbeviste om, at deres mål lå under den tykke røg fra det brændende fly og bygningerne.
»Jeg vågnede på et tidspunkt. Der var bælgravende mørkt, jeg var låst helt fast, kunne hverken bevæge arme eller ben, havde sand i munden. Jeg var styrtet ned med trappen og lå åbenbart i kælderetagen. Det eneste, jeg kunne høre, var folk der jamrede, børn der skreg og græd. Jeg kunne høre en voksen, en nonne, der begyndte at bede Fadervor sammen med de børn, der var i stand til det. Så mistede jeg bevidstheden igen.«
Fulvia Bengtsson græder stille. Kan mærke, at det kommer, overvælder hende.
Det er dét at sætte ord på minutterne, der får de lagrede traumer til at at bryde gennem hendes ellers rolige panser. For i de 70 år der er gået, har hun ikke talt om dagen særlig ofte. Det gjorde man ikke.
Hun dupper øjnene. Tager en dyb indånding.
Andre beretninger fra dagen har bl.a. beskrevet de frygtelige skrig fra skakten. Beskrevet, hvordan en lettelse og ro faldt over de indeklemte og sårede børn, da de hørte søster Francoises stemme.
»Søster, tror De, vi bliver engle oppe i Himlen, hvis vi dør?« spurgte en lille pige hende.
Først efter en time havde rystelserne givet plads til et lille lufthul, der gjorde det muligt for nonnerne at få kontakt til redningsfolkene udenfor og dermed få hjælp til de ca. 20 børn, der befandt sig netop der. Begravet under bjælker og murbrokker.
Da Fulvia Bengtsson næste gang kom til bevidsthed, lå hun da også på ladet af en lastvogn og var på vej til Frederiksberg Hospital, som tog imod hundredevis af sårede.
»Jeg kiggede ned ad min fine sorte kittel, og den var slet ikke sort mere. Der var alt muligt på. Blod og opkast. ’Det er ikke mit, jeg vil have den af’, kan jeg huske, at jeg råbte.«
På Frederiksberg Hospital blev hendes kraftige brandsår på hals og skulder og skrammer tilset. Eller det vil sige, nogle af dem. For de brandsår, der var på bagsiden af hendes venstre arm og skulder, fik hun aldrig gjort opmærksom på. Fra fødslen har Fulvia Bengtsson manglet det meste af sin højre arm og derfor kunne den lille chokerede pige ikke pege på de brandsår, der var på den venstre.
Fortvivlet far
Det var, mens hun lå der på hospitalet, at hun fik et uventet besøg. Et besøg, der 70 år senere får stemmen til at knække.
»Der kom en far,« indleder hun, mens hun dupper de våde øjne. »Han var helt ulykkelig og spurgte, om jeg havde set hans datter Ayoe, som var min gode veninde. Men det havde jeg jo ikke. For hun var protestant, så vi havde været adskilt til religionstimen, og jeg havde derfor ikke været sammen med hende på det tidspunkt, da det skete.
Jeg kunne ikke hjælpe ham. Hun var så en af dem, der omkom den dag.«
Stilheden breder sig i den lyse stue. Bruna Ellinger lægger en forsigtig hånd på sin søsters.
Tidshorisonten for den dag er helt væk. Fulvia Bengtsson kan huske, at det stadig var lyst, da hun kom hjem til Brønshøj efter at være blevet fundet af sin far og yndlingsonklen Giovanni. Kan huske, at hendes mor stod med åbne arme og tog imod hende. Lykkelig og lettet. Grædende.
»Hun havde jo siddet og syet på min kjole til kommunionen, da de hørte, hvad der var sket. Den kjole kunne lige så godt have blevet min ligkjole.«
13 sprængbomber og 11 brandbomber detonerede i og omkring Jeanne d’Arch skolen og kostede i alt 125 uskyldige liv, heriblandt 86 børn.
Bombningen skulle forties
Men for både modstandsbevægelsen og RAF var dagen en succes. For godt nok blev seks fly totalskadet, ni besætningsmedlemmer og otte tilfangetagne modstandsfolk dræbt under bombningen af Shellhuset, men det lykkedes 18 modstandsfolk at flygte i forvirringen, og fremfor alt gik størstedelen af Gestapos arkiver op i røg, og det forhadte hemmelige politi blev om ikke slået hjem, så sat væsentlig tilbage. Og det var den historie, der skulle frem.
Ifølge filmhistoriker Lars-Martin Sørensen fra Det Danske Filminstitut blev det fra ministeriel side besluttet at fortie bombningen af Jeanne d’Arc skolen i de film, der blev lavet umiddelbart efter krigens ophør. Dokumentarfilmene ’Det gælder din frihed’ og efterfølgende ’De Fem Aar’ – som helt frem til midten af 90erne indgik i skolernes undervisning – nævner således ikke den fejlagtige bombning af skolen med ét eneste ord eller billede. Og det til trods for, at Minerva Film, som stod for produktionen, lå inde med kilometervis af filmmateriale fra den tragiske begivenhed.
Det var ganske enkelt vigtigere, at modstandsbevægelsen og operationen fremstod i et positivt lys end at berette hele sandheden om den 21. marts 1945.
Det officielle Danmark var ikke ene om at lægge låg på den fejlslagne operation og tabet af uskyldige menneskeliv.
Heller ikke på skolen blev der talt mere om den sag.
Både Fulvia Bengtsson og hendes søster Bruna Ellinger husker, at emnet var tabubelagt. Og begge kan mærke, at de har savnet, at tale .
»De var jo ellers dygtige, nonnerne. Veluddannede. Også på det pædagogiske område. Men man talte ikke om tingene. ’Glem det’ fik vi direkte at vide. Der var ikke noget at gøre,« siger Bruna Ellinger.
»Vi måtte slås med det selv. Også uden for skolen var der tavshed. Når folk spurgte ind til det, fik de at vide, at ’det snakker vi ikke om’. Og det er nok også derfor, at der er så mange, der stadig er berørt af det. På 60-års dagen mødte jeg en gammel klassekammerat ved mindemonumentet på Frederiksberg Allé. Det var første gang, hun havde været der siden bombningen. Hun havde ikke kunnet. Og jeg kender flere andre, som stadig er psykisk berørt af det,« siger Fulvia Bengtsson.
De to søstre – samt den mellemste Sandra, som er afgået ved døden – blev efterfølgende flyttet til den katolske skole på Østerbro, hvor de fortsatte skolegangen. Og Fulvia Bengtsson kunne som en af de heldige overlevende den 8. april 1945 iføre sig den smukke hvide kjole, hendes mor havde siddet og syet på den 21. marts 1945.
Livet gik videre
Og livet gik videre. Et godt liv mener de begge.
Der var 482 børn på Jeanne d’Arc skolen den dag. 482 børn, som forventningsfulde mødte op i deres respektive klasselokaler den morgen for at lære mere om livet. For 86 af dem sluttede det dér.
Deres navne står mejslet ind i fliserne omkring monumentet på Frederiksberg Allé. Tre af dem var Fulvia Bengtssons klassekammerater. Den ene, Ayoe Kier, hendes bedste veninde.
Hun har været lykkelig for sit liv. Taknemmelig for, at hun fik lov til at beholde det. Men ikke altid.
Hvorfor dem? Hvorfor ikke mig? Hende den handicappede.
I en årrække var 78-årige Fulvia Bengtsson plaget af spørgsmålene. De red hende som en mare, især i de sårbare teenageår. Hvorfor skulle de dø og hun leve?
Svaret har hun aldrig fået. Men hun har fundet fred med uvisheden.
-----------------------------
Se oversigtskortet her:
