En af de sidste nulevende kz-vagter er nu blevet dømt for medvirken til drab på 300.000 mennesker i dødslejren Auschwitz. Læs hele fortællingen om den 94-årige Oskar Gröning, der også er kendt som ‘Bogholderen fra Auschwitz’, som meldte sig selv for medvirken til det grusomme massedrab.
Han meldte sig selv. Og han modtog sin dom den 15. juli uden at sige et ord. Blot fire års fængsel lød dommen på for medvirken til drabet på 300.000 mennesker i koncentrationslejren Auschwitz’ dødskamre.
Den 94-årige Oskar Gröning, kendt som ‘Bogholderen fra Auschwitz’, forlod retssalen i nordtyske Lüneburg på samme måde, som han ankom. En ældet mand, der krumbøjet støttede sig til sin rollator.
Opret abonnement på PLUS og læs hele fortællingen bag ‘Bogholderen fra Auschwitz’, og hvordan han medvirkede til massedrab i dødslejren Auschwitz.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Han modtog sin dom uden at sige et ord. Fire års fængsel for medvirken til drabet på 300.000 mennesker i koncentrationslejren Auschwitz’ dødskamre.
Den 94-årige Oskar Gröning, kendt som ‘Bogholderen fra Auschwitz’, forlod retssalen i nordtyske Lüneburg på samme måde, som han ankom. En ældet mand, der krumbøjet støttede sig til sin rollator.
Oskar Gröning har båret rundt på meget. Det er netop det, der gør ham interessant. Han er den senest dømte i Tysklands retslige opgør med nazismens bødler. Og formentlig blandt de sidste.
Men blot at stemple ham som en blodtørstig bøddel, der nu omsider får sin velfortjente straf, er forsimplet, lyder det fra en dansk historiker. Fortællingen om den tidligere SS-vagt rummer langt flere nuancer.
I modsætning til de fleste andre af nazitidens bødler, der har foretrukket et liv i fornægtende stilhed, har Oskar Gröning ikke holdt sin mund. Faktisk har han medvirket til, at der blev kastet fornyet lys over nazi-tidens massemord.
»Hans sag er interessant, fordi han netop er en af de få, der har meldt sig selv. For mange år siden stod han frivilligt frem som kronvidne mod Auschwitz-benægtelsen, der herskede på det tidspunkt,« siger historiker og forhenværende seniorforsker ved Rigsarkivet Hans Sode-Madsen.
Meldte sig frivilligt
Historien om Oskar Gröning begynder en oktoberdag i 1942. Her trådte han for første gang ind i dødens forgård, udryddelseslejren Auschwitz i det nuværende Polen. I lejrens gaskamre omkom omkring 1,1 million fanger. Af dem var ni ud af 10 jøder.
Den 21-årige bankuddannede Gröning, der havde meldt sig frivilligt til nazisternes SS-elitekorps, havde forstand på bogholderi. Derfor blev han placeret i dødsfabrikkens afdeling for ‘forvaltning af fangernes penge’. Når fangerne ankom til lejren skulle de aflevere alt af værdi, der blev sendt til SS-hovedkvarteret i Berlin.
’Herreløse penge’
Gröning kaldte dem for ‘herreløse penge’, har han genfortalt i et langt interview, der bliver refereret i en kronik af Hans Sode-Madsen i Kristeligt Dagblad. Hans pligtopfyldende administration af de plyndrede zloty, drakmer, franc, gylden og lire betød avancement i SS-systemets hierarki. Forfremmelsen førte ham til ankomstrampen i Auschwitz, hvor han blev et fuldgyldigt tandhjul i den nazistiske mord-maskine.
Her skulle han sortere i og overvåge den efterladte bagage. Efter at fangetransporternes ulykkelige passagerer var blevet sendt til enten tvangsarbejde eller direkte i gaskamrene.
Senere fortalte han, hvordan virkeligheden og samvittigheden indhentede ham på ankomstrampen. På sin første dag bevidnede han, hvorledes en anden SS-mand greb et grædende spædbarn i benene og smadrede dets hoved mod en lastvogn.
Den nat kunne Oskar Gröning ikke sove. Som nazist troede han dengang på, at udryddelsen af ‘det jødiske verdensherredømme’ var nødvendig. Men teoriens praktiske udførelse - barbariets kød og blod - var for påtrængende. Helt konkret var det mordet på spædbarnet og skrigene fra gaskamrene, der forfulgte ham i mareridtsagtige drømme dengang og indtil nu.
Tre gange ansøgte den plagede SS-mand om forflyttelse. Det skal med, at han pligtopfyldende udførte sine opgaver på dødslejrens ankomstrampe. Men tredje gang blev han endelig forflyttet til almindelig krigstjeneste.
I september 1944 var han med i Ardenner-offensiven, og fire år senere - efter at være blevet løsladt fra engelsk fangenskab - slog han sig ned på hjemegnen Lüneburger Heide som bogholder på en fabrik. Han bad sin hustru om aldrig at spørge om, hvad han havde oplevet under krigen. Glemslen sænkede sig over villakvarteret og resten af efterkrigstidens Tyskland, mens han stiftede familie.
Indtil 1985. En medsamler i frimærkeklubben bemærkede, at det var ‘utroligt’, at folk stadig blev dømt for at fornægte holocaust (jødeudryddelsen, red.), når noget sådant ikke havde fundet sted.
Den bemærkning satte noget i gang i den aldrende Oskar Gröning, hvor samvittigheden tyngede. Han beskrev sine oplevelser for frimærkeklubben. For sine to sønner. For omverdenen.
’I Auschwitz blev 1,5 million jøder myrdet. Jeg var til stede,’ skrev han. I første omgang forgæves. Indtil omverdenen opdagede ‘Bogholderen fra Auschwitz’.
’Han så en mulighed for at blive kronvidne mod Auschwitz-benægtelsen og - måske - få ro i sjælen,’ skrev Hans Sode-Madsen i Kristeligt Dagblad i 2012.
Senere lod Oskar Gröning sig interviewe i ni timer af BBC og i to døgn af tyske Der Spiegel. Han fortalte detaljeret sin historie, undskyldte over for det jødiske folk og bad Gud om tilgivelse.
Et tandhjul i dødsfabrikken
Lige siden han som dødens lakaj stod på ankomstrampen, har han kredset om begrebet skyld. Han har ikke slået ihjel, ikke hældt dræbergassen Zyklon B ned i gaskamrene eller sat ild til nogen ligbål.
Men han var der. Udførte sin pligt ‘roligt og ordentligt’ som et tandhjul i dødsfabrikken. Var han skyldig, gerningsmand eller medgerningsmand?
Et spørgsmål, som den tyske anklagemyndighed i 2013 tog hul på, da man besluttede at indsamle beviser og føre sag mod de tidligere Auschwitz-vagter. Oskar Grönings sag er foreløbig den første af tre.
Svaret faldt i går i tyske Lüneburg. Ja, Oskar Gröning var skyldig. I medvirken til drab på 300.000 mennesker. Anklagen mod ‘bogholderen’ koncentrerede sig om en relativt kort periode mellem maj og juni 1944, hvor 425.000 ungarske jøder ankom til lejren. Af dem blev 300.000 sendt direkte i døden.
Moralsk medskyldig
»Jeg vidste, hvad der skete,« lød nogle af de første ord fra Oskar Gröning ved sagens begyndelse.
»I moralsk forstand er jeg utvivlsomt medskyldig.«
Nu således også i juridisk forstand. En dom, historiker Hans Sode-Madsen mener er værd at bemærke i Tysklands opgør med fortiden. Hvor det at parere ordrer tidligere var en formildende omstændighed.
»Hans tilfælde er mystisk, fordi han påstod, at han forsøgte at komme væk fra det, der skete i Auschwitz, men kunne ikke. Man må huske på, at i et system som det nazistiske var mulighederne for at komme ud begrænsede eller havde voldsomme følgevirkninger.«
Derfor er fortællingen om ‘Bogholderen fra Auschwitz’ mere nuanceret end de frygtelige sort-hvide billeder, som nutiden kender nazisternes dødslejre på.
Som skrevet modtog Oskar Gröning sin straf i stilhed. Meget tyder på, at han allerede tidligt i retssagen fik den tilgivelse, som han hele sit voksenliv har efterstræbt.
Ifølge avisen Die Zeit omfavnede og tilgav Eva Mozes Kor, der som 10-årig så sine storesøstre blive ført direkte i Auschwitz’ gaskamre, den anklagede bogholder. Senere opfordrede hun kontroversielt både bødler og ofre til at ‘tale med hinanden’ i stedet for langvarige retsopgør.
Danske kz-fanger: Vigtig dom
Endnu er der ingen der ved, om Oskar Gröning - bedre kendt som ‘Bogholderen fra Auschwitz’ - skal afsone de sidste af sine levende år i fængsel.
Men det er ligegyldigt. Hovedsagen er, at verden nu har fået rettens ord for, at de grusomme begivenheder fandt sted. Sådan lyder det fra de overlevende danske kz-fanger.
»Det betyder rigtig meget, for det er en anerkendelse af de ting, der skete for 70 år siden. Uanset om han skal i fængsel eller ej, så har han været med til at begå de forbrydelser,« siger Helle Vibeke Sørensen, formand for Landsforeningen af KZ-fanger fra Neuengamme.
Hun fortæller, at foreningen i dag har kontakt med 10 overlevende danske fanger fra nazisternes koncentrationslejre. Der er flere i live, men de er ikke aktive i foreningen mere. For dem er det vigtigt, at krigens grusomheder ikke får lov at blive en historisk parentes.
»En dom som denne er med til at bekræfte, at det er løgn, når man påstår, at det aldrig fandt sted. Selv om de overlevende bliver færre og færre, er der stadig mange, der er vokset op i hjem med overlevere, og som har ar på deres sjæl,« siger Helle Vibeke Sørensen.
