En række danske banker, anført af Danske Bank og Nordea, fik i sommeren 2003 tilsyneladende klar besked om, at der var fiktive fakturaer i IT Factory og at selskabets direktør Stein Bagger ikke var til at stole på. Det oplyser TV AVISEN.
Alligevel fortsatte både Danske Bank og Nordea med at poste penge i selskabet, så de i dag står til tab på mange hundrede millioner kroner. Alene Danske Bank risikerer et tab på 347 millioner kroner, mens Nordea har 23 millioner kroner i klemme.
- Der er ingen tvivl om, at hvis man kigger på hele sagsforløbet, så er det udtryk for dårlig bankdrift, siger Caspar Rose, ekspert i selskabsret på Handelshøjskolen i København.
Flere centralt placerede kilder bekræfter over for DR Nyheder, at både den daværende bestyrelse og revision i IT Factory opdagede uregelmæssigheder i selskabet allerede i 2002. Mistanken blev til vished, da selskabets revisor PricewaterhouseCoopers i foråret 2003 nægtede at godkende Stein Baggers udkast til årsregnskab for 2002. Ifølge centrale kilder skete det, fordi revisorerne kunne konstatere, at halvdelen af omsætningen var fiktiv eller fejlposteret.
/ritzau/





















