»Intet vil blive tilgivet,« lovede Bandidos-rocker ved begravelse af dræbt kammerat.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Politiet har skærpet overvågningen af rockermiljøet efter en ildevarslende begravelse i Værum Kirke i fredags, hvor en højtrangerende Bandidos-rocker lovede hævn efter drabet på deres kammerat Flemming Jensen.

Langt over 100 mennesker deltog i begravelsen. Kirken var fyldt til bristepunktet, og mange af Flemming Jensens venner fra Bandidos måtte vente udenfor, indtil kisten blev båret ud af familie og venner - heriblandt et enkelt uniformeret Bandidos-medlem.

Inde i kirken fyldte et væld af blomster midtergangen, og bag kisten gik den sønderknuste enke, Jeanette, sortklædt og støttet af familien. Hun er nu alene med sine to små børn, efter at hun blev gift med Flemming Jensen i selvsamme kirke i maj sidste år.

»Mit livs kærlighed«

»Mit livs kærlighed« kaldte hun den svært muskuløse mand, der i 1997 vandt en stærk-mand-konkurrence i Randers og i samme by i mange år var en afholdt grovsmed hos Værum Smede- og Maskinforretning.

Helt usædvanligt for en begravelse blev salmen fra brylluppet »Det er så yndigt at følges ad« sunget igen under begravelsen. Fjerde vers - »Det er vemodigt at skilles ad, for dem som gerne vil sammen være« - blev fremhævet i en begravelsestale, der gjorde et stort indtryk på følget.

Men begravelse var mere end den sædvanlige ceremoni med præste-prædiken og jordpåkastelse. Begravelsen var en manifestation, hvor Bandidos lovede hævn.

Hidtil har politiet afvist, at knivdrabet i Aalborg sidste weekend, hvor Hells Angels-rockeren Jørn »Jønke« Nielsen og to andre HA-rockere er mistænkt for at føre mordvåbnet, kan føre til en ny rockerkrig som i 1990erne.

»Siger de altid«

»Når rockerne siger, de vil hævne drabet, er det jo nærmest deres slogan. Det siger de altid. Jeg sammenligner det med, når Dronningen siger »Gud bevare Danmark«, siger chefkriminalinspektør Aage Nørgaard fra Aalborg Politi.

Han hæfter sig derimod ved, at Bandidos-præsidenten i Danmark, Jim Tindahn, dagen efter drabet i Aalborg afviste, at Flemming Jensen havde forbindelse til Bandidos.

»Offeret var en mand, der blot kendte et par af Bandidos' medlemmer. Han havde ikke nogen relation til Bandidos overhovedet,« lød det afværgende fra rocker-præsidenten.

Det hænger imidlertid dårligt sammen med, at netop Jim Tindahn var repræsenteret ved begravelsen af Flemming Jensen fredag eftermiddag.

Der var også en hel flok andre fuldgyldige Bandidos-rockere og tilhørende hang-arounds.

Randers Amtsavis havde en journalist med under hele begravelsesceremonien. Hun noterede sig, at det også var en Bandidos-rocker med vest og rygmærke, der læste en kort tale op for den knuste enke, Jeanette. »Bare 14 måneder fik vi sammen, du er mit livs kærlighed,« hed det blandt andet i det rørende afskedsbrev.

»Intet bliver tilgivet«

Bandidos-kammeraten, der på sin nakke havde tatoveret ordene »expect no mercy« (forvent ingen nåde, red.), sluttede talen med et personligt farvel og ordene, der stadig giver genklang hos politiet og rockerrivalerne fra HA.

»Intet bliver tilgivet,« sagde han.

Netop Bandidos har nogle ret kraftige slagord, som de har vist sig villige til at efterleve utallige gange. »God forgives - Bandidos don't« (Gud tilgiver - Bandidos gør ikke, red.) og »Cut one and we all bleed« (Skær én og vi bløder alle, red.).

B.T. har talt med en kilde, der står Flemming Jensen nær og har et indgående kendskab til det danske rockermiljø. Han er ikke i tvivl om, at Bandidos mener det, når et højt rangerende medlem til en begravelse siger, at »intet bliver tilgivet«.

»Det bliver hævnet. Det er helt sikkert. Det er meget dumt af politiet at tro, at det her blot er en episode, der vil passere uden et opgør. Der sker noget. Og der sker noget i den nærmeste fremtid. Det er jeg sikker på,« siger kilden, der ikke ønsker sit navn frem af frygt for rocker-chikane.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra rocker-præsidenten Jim Tindahn.

mom@bt.dk