Gitte Blicher lader nænsomt hånden glide hen over ryggen på den lille plastic-dinosaur. Det imponerende fortidsdyr var hendes lille søns kæreste legetøj.
Sønnen Frederik døde for nogle uger siden, kun tre år gammel. Han blev offer for den sjældne, frygtede »dræberbakterie« E Coli 0157, der bl.a.forekommer i rødt kød, bønnespirer, upasteuriseret mælk og saft.Når den uhyggelige bakterie kommer ind i kroppen, producerer den en gift, der igen forårsager alvorlige indre blødninger. Den inficerede risikerer at dø ved, at nyrerne svigter, eller fordi der dannes klumper af blod i hjernen. Børn er særlig udsatte for at blive ofre for dræberbakterien, fordi deres immunsystem endnu ikke er helt færdigt.
Frederiks død har skabt stor uro blandt forældrene i den lille nordsjællandske kommune. Og travlhed hos de praktiserende læger.
Embedslægen havde på et tidspunkt mistanke om, at Frederik kunne være blevet smittet i sin børnehave, men den mistanke er dog ikke senere blevet bestyrket. Et kontrolbesøg i børnehaven gav ikke anledning til påtale af nogen art. Drengen kan lige så vel være blevet smittet derhjemme eller andre steder, skønner embedslægen.
»Min film knækkede den dag, Frederik døde. Han var så glad, så fuld af liv. Det er nu to måneder siden, det skete, og jeg har stadig orlov for at komme lidt ovenpå. Udover sorgen, som ikke kan beskrives, føler jeg en enorm afmagt, fordi jeg ikke ved noget om, hvor eller hvordan mit barn blev smittet med den uhyggelige bakterie,« siger Gitte Blicher.
»Jeg vil i hvert fald ikke forsøge på at give hans børnehave skylden, selv om der nogenlunde samtidig blev fundet en anden coli-smittet dreng i institutionen. Den dreng fik også voldsomme diarreer, men blev dog ikke så syg, at han måtte indlægges og behandles. Bakterien var heller ikke fuldstændig identisk med den, Frederik var smittet med.«
Om dagen, hvor Frederik kom hjem fra børnehaven med voldsom diarré, fortæller Gitte:
»Frederik var blevet renlig, men alligevel var det løbet for ham i bukserne. De næste mange timer sad han stort set konstant på toilettet. Det bare tapløb ud af ham. Men han havde ikke ondt. Og hans humør var ikke præget af det. Da han var lagt i seng, kunne jeg høre, at der stadig kom noget ud i bleen. Da jeg kiggede efter, så jeg også, at der kom en masse blod ud. Omkring midnat ringede jeg til vagtlægen, der sagde, at blodet nok bare skyldtes en rift ved endetarmen. Autoritetstro, som man er, troede jeg i første omgang på det.
Næste dag var vi oppe hos vores egen læge, fordi han stadig havde diarré med blødninger, og han sendte os straks videre til Hillerød Sygehus, hvor han blev indlagt. Her tog de en masse prøver, men kunne ikke stille nogen diagnose.
Det følgende døgn blev han tiltagende sløv. Han begyndte også at kaste op. Jeg følte slet ikke, det var den Frederik, jeg kendte. Da en scanning viste, at tarmen var stærkt udspilet, blev han overført til Hvidovre Hospital. Her fik han det hurtigt endnu dårligere. Desuden fik han et voldsomt krampeanfald. Hans krop var som en spændt flitsbue. Jeg troede, han skulle dø. Senere fik vi at vide, at han havde fået akut nyresvigt. Han skulle i huj og hast overflyttes til Rigshospitalet. Her fik han hurtigt indopereret et kateter, så han kunne komme i dialyse. Efter utallige nye prøver fandt man endelig ud af, at han var smittet med den farlige bakterie. Vi var chokerede, målløse.
Den første omgang dialyse klarede han fint. Han lå og så tegnefilm. Efter yderligere dialyse fik han igen appetit og bad om noget mad. Spiste bl.a. franskbrød med syltetøj. Vi fik lidt optimisme tilbage. Efter nogle gode dage blev han igen pludselig sløv og mærkelig. Kastede op, fik kramper. Lægerne fortalte, at nu var der problemer med blodtrykket. Det var skyhøjt.
Blodtryksmedicinen, de nu gav ham, så ud til at virke. Han fik det igen bedre. Nyrerne gik igen i gang, han tissede igen, var igen i nogenlunde godt humør. Vi begyndte så småt at håbe på, at han snart kunne blive udskrevet. Han legede med sine elskede dinosaur-figurer og spurgte, om han måtte få en dinosaurdragt, som de solgte til fastelavn i BR.
Den 10.februar havde han det tilsyneladende smaddergodt. Han havde besøg af en lille veninde og sin storesøster, og de legede rigtig godt. Han klukkede af grin. Og vinkede glad farvel nede i hospitalets forhal, da de gik. Oppe på stuen skulle han imidlertid pludselig kaste op og på toilettet. Mens han sad oppe i sengen på en potte, blev han pludselig helt bleg og faldt bagover. Jeg kunne se, at han blev helt lyseblå i huden. Jeg ruskede i ham, men han reagerede ikke. Så råbte vi efter en sygeplejerske.
Det viste sig, at han havde fået hjertestop. Læger og sygeplejersker forsøgte at genoplive ham, men forgæves. Lidt efter fik vi at vide, han var død. Da knækkede filmen for os,« siger Gitte, der under den en måned lange indlæggelse på Rigshospitalet var hos Frederik på skift døgnet rundt sammen med sin mand Lars. Nogle dage senere blev Frederik begravet fra Gl. Ølstykke Kirke, der var fyldt til sidste plads med 250 mennesker. Hele byen havde i ugerne forinden med tilbageholdt åndedræt fulgt Frederiks sygdomsforløb - og håbet. Samtidig med at byens forældre frygtede, at deres egne børn kunne være smittet:
»Rygterne om hans sygdom gik som en steppebrand. Folk har været virkelig opskræmte. Ikke mindst fordi de færreste - ligesom os - vidste noget om dræberbakterien. Hvis jeg ved at stå frem kan medvirke til, at flere forældre bliver opmærksomme på risikoen og tænker ekstra på hygiejnen, og hvad deres børn spiser, gør jeg gerne det.«
Har du spekuleret over, om du selv har været for uforsigtig med hygiejnen?
»Ja, både min mand og jeg har tænkt og tænkt. Men ingen af os havde problemer med diarré, da Frederik havde det. Så det er næppe maden herhjemme, som er årsagen. Frederik var den type barn, som elsker at komme alt muligt i munden - hvad der vel er normalt for tre-årige. Han elskede at lege ude og kom hjem med alle mulige dyr - regnorme, døde fugle. Måske kom smitten fra et dyr. Vi ved det ikke. Psykologen, som har hjulpet os efter dødsfaldet, siger også, at det ikke nytter at bebrejde sig selv noget.«
