Landets øverste lægelige myndighed, Sundheds-styrelsen, har i strid med egne 10 år gamle anbefalinger ladet læger på sygehuset i Roskilde gennemføre komplicerede operationer for æggestokkræft.

Det er sket på trods af, at lægerne ikke er dygtige nok og opnår dårligere resultater end landets fem store kræftcentre.

Æggestokkræft er ekstremt dødelig. Næsten halvdelen af de kvinder, der får diagnosen, er døde inden tre år, og overlevelsen hører til blandt de ringeste i verden.

- Det er gået langsomt, meget langsomt, med at samle operationerne, selvom det utvivlsomt er nødvendigt for patienterne, siger professor, overlæge Ole Mogensen fra Odense Universitetshospital. Hospitalet er landets absolut bedste til at operere æggestokkræft.

- En del af ansvaret ligger hos Sundhedsstyrelsen, der ikke i tilstrækkelig grad har skåret igennem - men de læger, der insisterer på at blive ved med at operere til trods for, at ekspertisen mangler, har entydigt også et ansvar, siger Ole Mogensen.

Allerede i 1998 og igen i 2001 anbefalede Sundhedsstyrelsen, at behandlingen af denne type kræft skulle ske på fem store centre: Rigshospitalet, Herlev, Odense, Århus og Aalborg. Internationale undersøgelser har gentagne gange vist, at overlevelsen stiger betydeligt, hvis operationerne samles hos eksperter på store centre.

Nu kan B.T. gøre status: 20 hospitaler - ikke som anbefalet fem - gennemførte fra 2007-2008 operationer. De fleste kun ganske få, hvilket er lig med dårligere behandling.

Især ét sygehus skiller sig ud. Roskilde sygehus i Region Sjælland fortsætter nu på 9. år - trods alle anbefalinger - med i stor stil at operere for æggestokkræft.

I løbet af et år - fra 1. juli 2007 og et år frem - gennemførte Roskilde 32 operationer, men også i Næstved, Hvidovre, Herning og Horsens blev der hvert sted opereret henholdsvis seks, fem, fire og fire patienter, selvom 75 er målsætningen for de specialiserede centre for at holde rutinen ved lige.

Den enkelte kræftpatients overlevelse er afhængig af, at al eller næsten al kræftvæv opereres ud. Det er lægerne i Odense bedst til: Hos 78,4 pct. af alle patienter er kræften enten helt fjernet eller også er den knude, der bliver tilbage, under én centimeter.

I Roskilde er det tilsvarende tal 35,7 pct. og i Næstved 33,3 pct., viser de nyeste tal fra Gynækologisk Database. Ifølge lægerne er evnen til at fjerne så meget kræft som muligt ved operationen afgørende for kvindens chancer for at overleve.

Sundhedsstyrelsen bekræfter, at den i 2006 gav Roskilde lov til at gennemføre operationerne, selvom det er i strid med styrelsens egne anbefalinger.

- Det er rigtigt, at vi gav Roskilde Sygehus lov til at fortsætte med behandlingen af kræft i æggestokkene i 2006, fordi vi ellers ville overbebyrde to øvrige afdelinger på Sjælland med patienter, siger Lone de Neergaard, chef for sundhedsplanlægning i Sundhedsstyrelsen.

Til trods for, at det er Sundhedsstyrelsens ansvar at sikre samling af kræftbehandlingen i Danmark, aner styrelsen dårligt nok, hvor kræftbehandlingen finder sted.

Da B.T. i efteråret først bad om en oversigt over, hvilke sygehuse der stadig laver kræftoperationer, lød svaret: 'Vi ved det ikke.'

Styrelsen måtte først lave særlige datakørsel i landspatientregistret, hvilket tog flere måneder.Eksemplet med æggestokkræft er langt fra det eneste.

Tal, B.T. har fået udleveret, viser, at der fortsat gennemføres operationer for tarmkræft 16 steder i landet, selvom det ifølge eksperter højst bør ske ti steder. Også brystkræftpatienter opereres for mange steder i landet, uden at Sundhedsstyrelsen har grebet ind.

- Det kunne godt gå hurtigere med at samle kræftbehandlingen i teams. Vi er ikke begejstrede, nærmere mellemfornøjede, og det hilses velkommen, når småklinikker og private små klinikker vælger at stoppe med behandling og i stedet samler operationerne i større centre, siger Arne Rolighed, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Trods flere henvendelser, har det ikke været muligt at få en kommentar fra Region Sjælland.

SE DE BEDSTE OG DÅRLIGSTE HOSPITALER I B.T. SØNDAG