Den dag, Stein Bagger indledte sin flugt fra Dubai, besøgte Bjarne Riis' cykelryttere hovedkvarteret hos IT Factory til et 'sponsor-arrangement'.
Holdets teamleder, B.S. Christiansen, sagde intet til rytterne om, at Stein Bagger var sporløst forsvundet.
Den opsigtsvækkende oplysning modtog B.S. Christiansen ellers seks timer tidligere af firmaets bestyrelse. Pressechef hos Team Saxo Bank, Brian Nygaard, fortæller, at B.S. Christiansen ventede to døgn med at give holdet besked.
Det skete først søndag.
Heller ikke Nygaard selv – der ellers tilhører cykelholdets absolutte inderkreds – fik noget at vide før.
- Jeg har opfattet, at det skyldes diskretionshensyn, at han ikke siger noget før. Det vil jeg ikke kritisere ham for. B.S. er faktisk meget grundig, da det bliver muligt for ham at orientere os, siger Brian Nygaard.
Den samlede ledelse i IT Factory måtte spille skuespil, da cykelryttere fra Team Saxo Bank kom på besøg. Alle lod som om, at intet stod til at blive ændret i forhold til det pressemøde, som Bjarne Riis tre dage senere skulle holde i Vedbæk om den kommende sæson.
- Vi var rundt at se på virksomheden og hilse på medarbejderne. Vi blev informeret om, hvad de lavede. Vi spiste sandwich og spillede lidt billard. Det eneste, der var påfaldende var jo, at Bagger ikke var der, siger Brian Nygaard om sponsorbesøget.
Mere herunder
Leder efter ny sponsor
Han understreger kraftigt, at holdet først fik besked om Stein Baggers flugt om søndagen.
- Dertil kommer, at Bjarne muligvis får en opringning af Asger Jensby søndag eftermiddag, tilføjer han.
Team Saxo Bank leder nu efter en ny hovedsponsor.
- Alle er selvfølgelig overraskede og chokerede, da alt det her kommer frem. Men det er alt for tidligt at kaste håndklædet i ringen. Den seneste melding fra rytternes træning går på, at vi kommer til at starte sæsonen med et brag! Vi skal videre – og det kommer vi også, understreger Brian Nygaard.






















