SAS' problemer med de omstridte Dash 8 Q400-fly kan aflæses direkte af udrykningsrapporter fra Københavns Lufthavn, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af. Ifølge avisen var 7 ud af 10 standby-beredskaber i september på grund af et Dash-fly, og generelt står flyet for 4 ud af 10 alarmberedskaber viser 186 udrykningsrapporter. Det skal ses i forhold til, at Dash-flyene står for hver 10. landing i Kastrup.
Tallene gør indtryk på Københavns Lufthavns forhenværende trafikansvarlige underdirektør Hans Chr. Stigaard.
- Tallene overrasker mig. Det er tankevækkende, at en flytype med så lille en andel af landingerne er skyld i så mange standby-landinger. Der er nøje sammenhæng mellem antallet af nødmeldinger og flyets tekniske standard, siger Hans Chr. Stigaard til Ekstra Bladet.
SAS erkendte mandag, at fejlraten på flyene er for høj, og der er nu indgået en aftale med flyfabrikanten Bombardier om at bringe den ned ved hjælp af såkaldte modifikationsplaner. Det indledes fra den 29. oktober, hvor flyene løbende taget ud af drift i et par dage.
/ritzau/





















