28-årige Chiman og hendes mand har efter adskillige afslag på asyl opgivet håbet om at få opholdstilladelse i Danmark. Alligevel nægter de at rejse hjem.
»Han arbejdede som fårehyrde. Hun boede i samme område, og de blev forelskede i hinanden på afstand, men deres ønske om ægteskab var imod hendes families ønske. De flygtede sammen og skjulte sig på en plantage nær Teheran.«
Passagen her kunne på sin vis være taget fra et eventyr, men stammer fra det brev, som iranske Chiman og hendes mand, Mohammad, modtog fra deres advokat sidste sommer. Et brev, der beskriver, hvorfor Flygtningenævnet ikke vil genoptage parrets sag om opholdstilladelse i Danmark, som de allerede har fået afslag på flere gange før.
Den i dag 28-årige Chiman kom til Danmark for otte år siden med sin mand efter en flugt fra byen Marivan i Iran.
Efter at have mistet begge sine forældre flyttede hun ind til sin onkel, der overvågede alt, hvad hun gjorde.
»Mit liv var ikke godt i Iran. Jeg måtte intet, kunne intet sige og havde ingen rettigheder. Derfor flygtede vi,« siger Chiman, da Berlingske møder hende i parrets hjem i Holbæk. Hun ønsker ikke at få sit efternavn frem.
Indtil for to år siden boede hun og Mohammad på et asylcenter, men i dag er de flyttet ind i en såkaldt »udebolig«, som Røde Kors har hjulpet dem med at få. Det er et privat indkvarteringstilbud for afviste asylansøgere, der har opholdt sig længe i Danmark, og den lille lejlighed i Holbæk er bedre end centeret, fortæller Chiman.
Mødet med Danmark
Knapt efter de var landet i Kastrup Lufthavn, søgte de asyl og blev kørt til Sandholmlejren.
Ved ankomsten til lejren blev Chiman placeret i et rum med to mænd, der skulle interviewe hende om livet i Iran.
»De spurgte om alt muligt. Det var første gang, jeg sad alene med to mænd, og det var meget ubehageligt. Jeg husker slet ikke, hvad jeg svarede. Det var meget chokerende,« fortæller hun.
I det brev, som parret modtog sidste år med afslag på at genoptage sagen, fremgår det, at »der tilsyneladende er modstridende oplysninger om, hvorvidt de blev gift under opholdet på plantagen, da hustruen har oplyst, at de blev gift ved en imam, medens manden har oplyst, at det ikke var muligt at blive gift, da de ikke kunne komme uden for huset.«
Samtidig står der, at Chiman og Mohammad efterfølgende har forklaret, at der var tolkeproblemer under hans samtale.
»Første gang vi fik afslag, sagde de, at det var fordi, de ikke troede på historien. De sagde, vores historier ikke passede sammen. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre,« siger Chiman.
Hun ønsker ikke at fortælle sin version af den historie, der beskyldes for at være usand, da avisen møder hende. Hun har fortalt den så mange gange, og hun er urolig for, at hun kommer til at sige noget forkert.
»Jeg er blevet glemsom af at være her i Danmark. Man tænker hele tiden på, hvad der sker. Om vi får opholdstilladelse. Om de sender os tilbage. Om hvordan det vil være, hvis vi kommer tilbage til Iran. Det er rigtigt hårdt, så jeg glemmer« siger Chiman.
Bange for at samarbejde
Kort efter at parret fik afslag på deres ansøgning for første gang, fik de besked om at underskrive en erklæring, hvor de indvilgede i at samarbejde om hjemsendelsen. Hvis erklæringen underskrives, og politiet efter 18 måneder ikke har haft mulighed for at sende de afviste asylansøgere hjem, er det ifølge udlændingeloven muligt at få opholdstilladelse. Alligevel valgte parret at sige nej.
»Vi turde ikke samarbejde, for vi risikerede at kunne blive udsendt. Vi kan ikke tage tilbage til Iran af frygt for, hvad der kan ske med os. Hvordan skulle vi kunne tro på, at vi ville få opholdstilladelse, hvis vi skrev under på et papir, der sagde, vi gerne ville samarbejde om at komme hjem?« spørger Chiman.
Derfor er dagene også meget ens for det iranske par. Nogle dage går de en tur, men størstedelen af tiden går i den lille lejlighed i Holbæk.
»Hvis man ikke har opholdstilladelse, er det rigtigt svært at være i Danmark, men vi er nødt til det, selv om det her ikke er noget liv. Jeg vil hellere holde ud her end blive sendt tilbage til Iran. Vi vil ikke skabe problemer, vi vil bare gerne være i sikkerhed og have mulighed for at bidrage til samfundet,« siger Chiman.
Både hun og Mohammad frygter, hvad familien i Iran vil gøre ved dem, hvis de bliver sendt tilbage, for unge kvinder kan ikke bare forlade sit hjem og sine pligter, uden det vil få frygtelige konsekvenser, forklarer Chiman.
Særligt nu. For til sommer skal hun og Mohammed være forældre til deres første barn.
»På den ene side er vi glade, for jeg kan være sammen med mit barn, og glemme hvad vi har været igennem, og hvordan vores liv ser ud. Men på den anden side bliver jeg urolig for, hvordan hans eller hendes liv kommer til at se ud her i Danmark.«
»For selv om vi ikke kan få opholdstilladelse, rejser vi ikke hjem,« siger hun og fortæller, at parret har opgivet at genoptage deres sag på ny.
Så længe Iran og Danmark ikke kan samarbejde om en tvangshjemsendelse af Chiman og Mohammad, har parret udsigt til at kunne fortsætte tilværelsen, som den er i dag.
