Da Suzanne Bjerrehuus i 1995 fik konstateret kræft i mandlerne, besluttede Asger Aamund sig omgående for at gå til modangreb i stedet for at svælge i selvynk.

Han lagde en slagplan for at give hende livsmodet tilbage, og to år senere havde både konen og kærligheden overlevet.

»Mange kvindelige kræftpatienters mænd ville kunne redde ægteskabet og deres egen livskvalitet ved, at de gør konen til et projekt. Ellers kan man med en normal mandlig psyke ikke klare det,« siger Asger Aamund.

Strålebehandlingen var hård ved Suzanne Bjerrehuus. Hendes hals var én stor nedsmeltning. Hun levede af sondemad, kiloerne raslede af hende, og undervejs i forløbet var hun helt ude på livets kant.

»Det strejfede mig ikke på noget tidspunkt at dumpe madammen. Men omvendt bliver man nødt til som mand at finde en vej ud af det. Det er næsten ubærligt for mænd at være gift med en langtidssyg person. Mænd vil gerne se resultater og er ikke særligt gode til at lægge armen om og trøste over perioder på to, tre eller fire år. Det kan mænd simpelthen ikke,« siger Asger Aamund.

Han kunne heller ikke. Som succesrig forretningsmand er han vant til at handle. At sætte sig et mål og gå efter det.

Hun blev et projekt
»Det måtte jeg også gøre med Suzanne. Hun blev pludselig et projekt, for man er nødt til at få en afstand til lidelsen og elendigheden. Man går jo i spåner, hvis man bare er hjælpeløs tilskuer til de enorme lidelser, som martrer hende, man holder af. Så mit mål var, at jeg ville prøve på at få hendes livsmod tilbage. Og med hende vidste jeg, at der kun var én vej, og det var at få hende til at spise igen,« fortæller Asger Aamund.

»Hun er meget glad for mad. En almindelig leverpostejmad med syltede agurker kan hensætte hende i stor lykke. Og hendes mareridt var, at hun aldrig ville komme til at spise igen. Samtidig vidste hun, at hun ikke ville kunne mobilisere det nødvendige livsmod, hvis hun skulle leve af sondemad resten af livet. Så var hun visnet hen og var død.

Jeg lavede øllebrød, supper og alt muligt, jeg vidste, hun ville kunne lide. Det lykkedes også efterhånden under gråd og tænders gnidsel at få hældt noget i hende. Men det store springende punkt var at få hende til at spise fast føde. Det var en skræmmende tanke for hende, at hun skulle have fast føde ned gennem sit totalt afbrændte halssystem. Så jeg vidste, at jeg måtte love hende et eller andet,« ler Asger Aamund.

Suzanne Bjerrehuus havde mistet sin bil, så med løftet om en ny Folkevogn prøvede ægtemanden at lokke en sandwich i hende.

»Jeg måtte jo dykke dybt ned i sparekassebogen og love hende en Polo. Så lavede jeg det her lille stykke sandwichbrød, hvor jeg pressede et portvinsglas ned, så det blev en blød og rund krumme, og udstyrede det med noget lækkert hummersalat. Det lykkedes hende med klage og gråd at få det ned. Bagefter var hun jo stolt som en spanier over, at hun havde vundet den sejr over sig selv.

Det lykkedes
Derefter vendte det og gik fremad. Hvilket også betød, at mit projekt lykkedes. Det gælder om at få opmærksomheden væk fra medlidenheden. Det er forfærdeligt at se ens elskede gennemgå en så forfærdelig lidelseshistorie. Men enten bliver man passiv og tuder med, eller også må man mobilisere sig selv,« siger Asger Aamund.

Han oplevede, at Suzanne Bjerrehuus i forløbet trak sig væk fra ham og ind i sig selv. Kræftpatienter trænger i perioder til at være sig selv og har det med at gå i indre eksil.

»Det skal de have lov til, men de skal bare ikke have lov til fuldstændig at begrave sig. Da må man være lidt brutal mod dem. Det skal ikke være sådan, at de bestemmer alting. Man skal koste rundt med dem og sparke til dem, for ellers bevæger de sig ikke fremad og ud ad tunnellen igen,« siger Asger Aamund, der ikke kan forestille sig en situation, hvor han ville forlade en syg Suzanne Bjerrehuus.

»Det ville være så uværdigt. Det ville jeg aldrig kunne leve med. Jeg ville aldrig kunne se mig selv i barberspejlet om morgenen, hvis jeg havde gjort det.

Man får jo ikke meget ud af at befri sig selv for nogle vanskeligheder og sorger og et sygt menneske, hvis man skal føle sig som et uanstændigt menneske og et dumt svin resten af livet. Det tror jeg ikke, man kan leve med. Det er sådan et indre gyroskop, som man enten har eller ikke har. Jeg tror trods alt, at langt de fleste mænd reagerer på den måde. Det er ikke, fordi jeg tror, jeg er noget særligt,« siger han.

jla@bt.dk