Den økonomiske afmatning tvinger Arla Foods til at fyre 250 og undlade at genbesætte 50 stillinger. Selskabet skal spare en milliard kroner i år.

For mindre end seks måneder siden præsenterede Arla Foods en ambitiøs vækststrategi om at øge årsomsætningen fra 47 til op mod 75 milliarder i løbet af fem år. Den plan står ved magt, selvom Arla-ledelsen i dag oplyste, at 250 medarbejdere skal afskediges og 50 stillinger ikke vil blive genbesat.

Arla Foods skal spare en milliard kroner i løbet af 2009.

Fyringerne rammer først og fremmest funktionærer på hovedsædet i Århus samt på kontorerne i Stockholm, Leeds og andre steder i udlandet. Produktionen på mejerierne berøres ikke.

Arlas topchef Peder Tuborgh siger, at forbrugerne i stigende grad efterspørger lavprisprodukter.

- Allerede tre måneder inde i 2009 er Arlas budget stærkt presset på grund af faldende salg, faldende indtjening og lave kurser på pund og den svenske krone. Og markedet viser ingen tegn på forbedring lige foreløbigt. Vi har derfor brug for i tide at iværksætte et spareprogram i virksomheden, som betyder, at en række projekter bliver sat på standby. Vi udskyder investeringer, vi vil skære i omkostningerne til indkøb og må desværre også ty til afskedigelser, siger Peder Tuborgh.

Arla forsøger at opretholde en god mælkepris til ejerne - mælkeproducenterne. Det har vist sig at være ekstremt svært lige siden efteråret 2008, og den 1. marts reducerede Arla prisen til landmændene med mere end en milliard kroner.

- Vi går lige nu ind i en periode, hvor vi er i allerhøjeste alarmberedskab. Vores altoverskyggende mål er at genskabe indtjening og forblive konkurrencedygtige. Vi skal handle meget beslutsomt for at sikre, at vi rent finansielt forbliver på sporet, siger Peder Tuborgh.

Allerede inden årsskiftet blev Arlas forventninger til 2009 nedjusteret, og årsresultatet i fjor blev efter et meget sløjt andet halvår 556 millioner kroner lavere end ventet, mens omsætningen landede på 49,5 milliarder kroner i 2008.

Arla har dog fortsat en ambition om at vokse, idet selskabet for kun en måned siden besluttede at overtage det hollandske friskmælkmejeri Friesland Foods Fresh med en årsomsætning på 1,6 milliarder kroner.



/ritzau/