KØB PLUS!

Aqua er de største

Over 200.000 nye Aqua-albums. Så mange "Aquarius"-CD'er har pladebutikker landet over bestilt hjem inden udgivelsen mandag.
Derfor fik Aqua i går overrakt fire platinplader hver på Restaurant Top Of Town på 25. etage på SAS Scandinavia Hotel på Amager. Det er historisk. Gigantisk. Og svarer, uden sammenligning i øvrigt, til fire millioner solgte albums i USA, hvor CD'en udgives om en måned.

"Vores drøm er opfyldt igen - mere end vi forventede," stønnede René Dif.

Pressemødet med godt 100 danske og internationale pressefolk - deriblandt 18-20 tv-stationer - viste desuden, at Aquas sidste skeptiske bastioner nu også har overgivet sig.

De kinesiske censurmyndigheder har netop givet lov til, at "Aquarius" må udgives der - og den er strøget direkte til hitliste-tops.

Seancen viste også, at den store internationale interesse med 390 udenlandske Aqua-journalister i byen er en meget uvant situation for dansk presse, der nok er vant til den slags store arrangementer i udlandet, men ikke herhjemme.

Hvad en mexicansk journalist også havde bemærket. Han var meget overrasket over, at det - trods 23 millioner solgte debutalbums og -singler - tilsyneladende ikke var gået op for danskerne, at Aqua er store.

"Jeg tror, at man skal opleve det for at fatte det. Det er det samme med vores forældre.

De hører en masse og ser billeder, men nogle gange tager dem med os, og så siger de også: Waouw, vi vidste ikke, at det var sådan," sagde Lene Nystrøm som svar.

Og hvis alle stadig ikke fattede, at Aqua er verdens største pop-gruppe, så fik de syn for sagen, da der senere var kæmpefest med 850 mennesker og seks live-numre på Det Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant.