I 2001 blev min mand og jeg gift. Vi var 72 mennesker til brylluppet. Jeg sidder og bladrer i fotobogen. Kigger på billederne. I dag er mere end hver 7. af vores gæster gået bort. Nu kunne man godt tænke, at det er meget naturligt, for til sådan en fest er der altid en del gamle med. Men til den kategori hørte kun fire af dem, der nu er borte.

Jeg kan mærke, jeg bliver provokeret, når den ældre generation skal afslutte alle aftaler og beslutninger med et: »Ja, nu må vi se, om vi overhovedet lever til den tid.« I princippet er vi jo alle døende. Og det er vi fra den dag, vi fødes. Manden med leen lader til at være helt ligeglad med alder, når han er ude at høste. Det er i hvert fald den lære, jeg står tilbage med, når jeg kigger på mine bryllupsbilleder.

Her er for eksempel et billede af Michael, som på daværende tidspunkt var 31, super brainy, dygtig og flittig og ikke mindst sund og rask. Blot tre år senere døde han af kræft.

Her er også et af Morten, som var min kollega og sparringspartner. Altid glad. Indtil den dag, hvor han ikke længere var det. En mørk skygge gled for hans blik. Han skrev en afskeds-sms til vennerne, og 30 sekunder senere gjorde han en ende på det hele ved at køre ind i en række parkerede lastbiler. Han havde få år forinden rundet 50. At han var vellidt, vidnede hans begravelse om. Jeg har aldrig oplevet, at man måtte sætte storskærme op ude foran kirken, så folk derude kunne følge med. Og der skete også noget andet ved hans begravelse, som gjorde enormt indtryk: Da kisten kørte bort, klappede folk. Jeg har mange gange siden haft lyst til at gøre dette, når jeg har været til begravelse. Det virkede som sådan en fin afskedssalut.

Og her…et billede af Jesper Jul. Betjenten, der blev skudt i Albertslund i december måned. Jeg kan dårligt skrive det uden at fælde en tåre. 43 skulle han blive. Han er stadig frygtelig savnet. Han ville have været pavestolt, hvis han havde set den statsmandsbegravelse, han fik i Roskilde Domkirke. Lars Løkke Rasmussen var den første, der talte ved hans kiste. Han begyndte med ordene: »Jesper Jul er død«. Det var så mærkeligt, for det var næsten, som om vi først forstod det, da ordene blev sagt. Det er den flotteste tale, jeg i hele mit liv har hørt. Jeg håber, jeg en dag kan takke vores statsminister for indsatsen. Hans ord betød alverden for os venner.

Og på den næste side i fotobogen et billede af Hanne, som gik bort i sidste uge efter længere tids kræftsygdom. Jeg havde kendt hende hele mit liv. Vi var bortrejst, da hun døde, så vi valgte at lave vores eget lille ritual for hende ved vandet. I øvrigt også en uforglemmelig oplevelse. Hanne blev 70.

Det er jo ikke et regnestykke, man sådan sidder og laver, når man holder bryllup. Man tænker ikke på, hvem der mon er her om 5, 10 eller 15 år. Man ved godt, at nok ikke alle forbliver i live, men man regner jo med, at det er de ældste, der ryger først. Sådan fungerer det bare ikke. Og måske er det noget, vi skal lære at forholde os mere til.

Jeg var kun 14, da jeg tog afsked med min første veninde. Christine fik en lungebetændelse, som kombineret med en bakterie lagde hende i graven på mindre end en uge. Steffi var 21, da hun kørte galt, og så var der min veninde Dorthe, der døde for få år siden, fordi hun slog hovedet. Hvad hun ikke vidste, var, at slaget havde fået et blodkar til at briste. Der gik lang tid, før hun fik det dårligt, og da hun opdagede, at noget var galt, så var det allerede for sent. Hun døde i armene på sin elskede og efterlod sig tre børn.

Når jeg tæller sammen, så synes jeg egentlig bare, jeg står tilbage med uretfærdighed. Alle disse gode mennesker, der havde så meget at byde på, er væk. Alt for ofte hører jeg folk sige, at det at få sygdom eller død tæt ind på livet, får dem til at huske på, at dette liv er flygtigt, og at det skal nydes. Men hvorfor er det ikke noget, vi synes helt fra begyndelsen af? Det burde jo være indlysende for alle, at livet er kort. Vi ved bare ikke hvor kort, det bliver.

Jeg tror, det ville være en god idé, hvis vi talte meget mere om vores egen død. Forholdt os til den. Førnævnte Hanne var ikke bange. Hun havde gjort sig masser af tanker og forberedt sin begravelse. Hun havde endda sagt til sin datter, at det var O.K., hvis hun tog billeder af kisten. Datteren var bange for, om det var for morbidt, men hun gjorde det, og det viste sig efterfølgende at have været rigtig godt for hende med dette foto-minde. En anden af mine veninder tog et billede af sin døde mor. Og ja, det var faktisk et rigtig fint billede, fordi moderen så så dejligt afslappet ud og lignede sit gamle jeg i stedet for at være et ansigt fortrukket af pinsel og smerter.

I min skrivebordsskuffe ligger min sidste vilje i en konvolut, og jeg har også en livsforsikring samt et testamente. Det føles meget rart at have styr på det, hvis jeg nu skulle omkomme pludseligt. Men jeg vil gerne understrege, at jeg helst bliver lige så gammel som Lise Nørgaard - altså under forudsætning af, at jeg er lige så kvik i pæren, og at mine børn er raske og glade.

Jeg har en plan om at afmystificere døden, så jeg tør kigge manden med leen i øjnene og sige ’niksen biksen – ikke i denne omgang’, hvis han skulle dukke op ved hoveddøren. Simpelthen fordi jeg er så nysgerrig på, hvad livet ellers har at byde på. Jeg håber, det vil få ham til at vende om eller allerhelst bare at blive helt væk.

Annettes uge på Instagram: