Da jeg var lille pige, gik jeg til kunstskøjteløb. Jeg var helt vild med det, og jeg synes stadig, jeg kan huske den allerførste time, jeg havde. Jeg var vel otte år gammel. I løbet af året kom man op til en individuel prøve, hvor man skulle kunne nogle bestemte spring og noget, der kaldtes figurløb. Bestod man, fik man et nyt ’mærke’ og avancerede opad til næste hold. Det greb om sig, som sådan noget jo gør. Jeg gik tre gange om ugen og havde flere forskellige typer skøjteklinger. I weekenderne var der så showholdet, hvor man på tværs af holdene samlede skøjteløbere, der havde lyst at optræde med formationsløb til større opvisninger.

Der var 6 ’mærker’. De sidste to var et sølv og et guld. Derefter stoppede holdtræningen, og så skulle man have individuel træning og i gang med at lave et selvstændigt program, som skulle bruges til konkurrencer. Og her stoppede så min interesse. Jeg havde overhovedet ikke lyst til noget med konkurrence. Jeg elskede mine holdtræninger, men der var ikke noget at gøre. Enten måtte jeg fortsætte til konkurrencerne, eller også måtte jeg nøjes med friløb om søndagen, hvor alle mennesker havde adgang til hallen, hvorfor der ikke var plads til at springe eller træne ordentligt.

Det blev enden på det. Jeg lagde skøjterne fra mig og tog først et par på igen, da jeg var langt over 30.

Jeg må sige, at jeg ofte har savnet det. Jeg kan stadig mærke alle figurerne og springene i kroppen. De ligger og er programmeret derinde. Jeg tør bare ikke udføre ret mange af dem mere. Ærgerligt, for jeg kom aldrig i min barndom og ungdom til at finde en sportsgren, der kunne erstatte min begejstring for skøjteløbet. Kort sagt motionerede jeg overhovedet ikke igen, før jeg blev voksen.

En af mine venner fortalte mig den anden dag, at hans søn var stoppet til fodbold, fordi han ikke kunne lide at spille kamp i weekenden. Han gad godt spille med sine kammerater, men han gad ikke det der med råbende forældre, lede kneb på banen og den der følelse af at tabe, når det en gang imellem gik dårligt til en turnering.

Det fik faktisk en klokke til at ringe hos mig. Hvorfor er det, man mange steder ikke kan få lov at træne for sjov? At motionere og more sig på én gang?

Jeg ved ikke, hvorfor folk tror, jeg er det vildeste konkurrence-menneske. Jeg hader at være i konkurrence med andre mennesker. Jeg er så rigeligt i konkurrence med mig selv hele tiden. Jeg behøver så absolut intet pres udefra. Og jeg tror faktisk, at mange børn har det sådan. Jeg bilder mig ind, at det også kunne gælde for dem, der føler sig forkerte. Fordi de er for runde, har en anden hudfarve, taler dårligt dansk eller noget andet. De har ikke brug for projekter, der har taber-potentiale (læs: konkurrencer). Men derfor kan de godt have et stort behov for socialt samvær. Og det ligger udenfor enhver diskussion, at børn har behov for at motionere.

Jeg har så uendelig stor respekt for de mange frivillige kræfter, der stiller op i klubberne. Mennesker, der gider træne de unge og være med til at give dem gode oplevelser. Tage på lejr med dem. Også på det punkt lever vi i et heldigt hjørne af verdenskortet. Vi har et meget velfungerende foreningsliv i Danmark. Det kan vi ikke være taknemmelige nok over. Men jeg oplever faktisk, at der er mange steder, hvor man fra begyndelsen har fokus på at udvikle elite.

Misforstå mig ikke, for det er jo også nødvendigt at skabe en elite. En af de piger, jeg gik til skøjteløb med dengang, havde det virkelig i sig. Vicky var vild med konkurrencerne, og hun havde sat sig et mål: Hun ville være med i Holiday on Ice. Mange år senere så jeg hende i et af disse store internationale skøjteshow. Hun nåede sit mål. Men det gjorde hun jo også kun, fordi både klubben og hendes mor var opmærksomme på hendes talent.

Ofte er vi lidt blødsødne her i landet, når vi hører, hvordan de danske sportsstjerner er kommet til tops. Det er mange gange historier, der rummer en fortælling om ihærdige forældre, der bakker op i en grad, så vi andre får det oversat til, at børnene er blevet pacet frem. Men jeg tror, man skal være realistisk og sige, at det ikke er muligt at skabe stjerner, hvis ikke der er en indgående støtte fra forældrene. Og vi skal heller ikke være blinde for, at klubberne gerne vil skabe elite og stjerner, fordi det er med til at holde klubben i live på den lange bane.

Men jeg kan godt lidt savne, at der bliver mere plads til dem, der gerne vil motionere uden at skulle konkurrere. Shu-bi-dua havde et motto: ’Det skal være morsomt, ellers er det ikke sjovt’. Og måske er det sådan, jeg selv har det med sport. Det skal være morsomt.

Jeg skulle blive over 40, før jeg fandt min sports-passion: Tennis. Jeg går sammen med tre andre piger hver mandag, og jeg kan gå og glæde mig en hel uge. Indimellem melder jeg mig til en dameturnering, men generelt har vi det alle fire sådan, at vi hellere vil spille vores egne små kampe end blande os med alle mulige. Vi hygger os og griner, men kan også bande og svovle over vores egne fejl. Og vi får rørt os. Får pulsen op.

Og det er bare det, jeg efterspørger: Lidt mere plads til børn, der vil motionere for sjov. Så de får lyst, at tage over i klubben i fritiden, i stedet for at blive tabt og ligesom jeg aldrig finde tilbage til sporten. De klubber findes selvfølgelig. Men det kan godt synes som om, der er langt imellem.