Det er netsiderne liveleak.com og drudgereport.com som viser en video, hvor Anna Nicole Smith bæres ud fra Seminole Hard Rock Hotel i Floria på en båre.
Videoen strækker sig over to minutter, og blev i øvrigt også i morges vist på den tyske RTL-kanal. Det er i øvrigt ikke kommet bag på de fleste amerikanske medier, som havde forudsagt, at det her ville ske.
Efter alt at dømme er det det amerikanske billedbureau Splash News & Picture Agency, som har filmet Nicoles dødskamp.
På den udsendte video kan man se, at hun er dækket til med et lagen hen over kroppen, mens en iltmaske er anbragt over hendes ansigt. Samtidig arbejder redderne hektisk ved båren.
Sent i aftes havde man foretaget den første obduktion af Anna Nicole, men den gav ikke noget svar på dødsårsagen.
- Jeg kan ikke fastslå dødsårsagen, fordi der er en række muligheder, sagde lægen Joshua Perper til nyhedsbureauet AFP.
Lægen mener, at det vil tage tre til fem uger at få analyseret resultaterne. Han kunne imidlertid fastslå, at dødsfaldet ikke skyldtes vold, ligesom der heller ikke blev fundet piller i maven.






















