Mød Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, på slap line til en snak om blandt andet det at være de offentlige ansattes tillidsmand, Suzanne Brøggers ydmygelse og manglende frisind på venstrefløjen.

Opret abonnement på BT PLUS og mød partilederen Anders Samuelsen i øjenhøjde.

Du får desuden adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. 1. månd er gratis.

KØB ADGANG TIL BT PLUS HER

 

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Den største misforståelse i Danmark er ... at LA kæmper for de rige. Vi kæmper for dem, der bliver tabere i globaliseringen, hvis Danmark bare lader stå til. Tanken om, at hvis vi gør, som vi altid har gjort, så går det nok, den holder ikke. Så har man hverken forstået globaliseringens muligheder eller udfordringer. Den kage, vi danskere deler, er blevet mindre og mindre i en periode, hvor det modsatte kunne være sket.

Vi har glemt ... at privat velfærd også er velfærd. Nogle tror, at den eneste form for velfærd, der gælder, er den, vi får leveret via den offentlige sektor, og det er en farlig misforståelse. Når vi i Liberal Alliance vil give de lavestlønnede 20.000 kr. i skattelettelser om året, siger det sig selv, at de penge kan skatteyderen få rigtig meget mere ud af, end det offentlige kan. Når man har en offentlig sektor, der koster 1.070 mia. kr. om året, gør det hverken fra eller til, om den har 30 mia. kr. mere eller mindre. Men de 30 mia. kr. er forskellen på, om skatteborgeren får 20.000 kr. om året mere, og det gør en verden til forskel.

Jeg indrømmer, jeg var for nærig, da ... jeg købte et par skjorter af en gadesælger i Alanya i Tyrkiet på en familieferie i sommer. Kvaliteten viste sig at være præcis lig med prisen.

Vrøvl, når man er tvunget til at høre på ... at nogle tror, at hvis den offentlige sektor bliver så meget som en person mindre, vælter hele velfærdssystemet sammen om ørerne på os, og vi kommer til at ligge i gaderne og sulte. Det har ikke noget med virkeligheden at gøre. Når kommunerne bruger penge på cyklende julemænd, lys i bænke og turistcykler til mellem 50.000 og 100.000 kr. stykket, kan man slå fast, at de penge kunne danskerne selv bruge bedre. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om nogen, der brugte så mange penge på en cykel.

Det, der måske vil komme bag på folk, er ... at jeg er de offentligt ansattes sande tillidsmand. For det er mig, der desperat prøver at få indført en tanke om, at folk, der går på arbejde, gør det nok højst sandsynligt for at gøre det godt. De gør det ikke for bevidst at begå fejl. Derfor skal man fjerne de regler og det bureaukrati, som forhindrer dem i at arbejde godt. Når socialrådgivere bruger op til 90 pct. af deres tid på at dokumentere, hvad de laver, har man skabt et absurd system. Fordi de andre politikere ikke tør andet, holder de fast i regeltyranniet og smadrer arbejdsglæden for mange offentligt ansatte. Jeg står på hold med dem, der arbejder i de yderste led i den offentlige sektor, de varme hænder.

Foto: Claus Fisker
Foto: Claus Fisker
Vis mere

Jeg gik langt over stregen da ... jeg ikke gav op, selvom Liberal Alliance i tre år lå på 0,0 i meningsmålingerne. Men det er jeg glad for i dag.

Jeg nåede bunden da ... jeg i 2009 blev skilt og sad alene tilbage i mit fødehjem i Horsens. Det eneste, jeg havde tilbage, var et parti i ruiner og et par løbesko. Dem tog jeg på, og det reddede mig. I dag er jeg en glad mand, og jeg kan se, det går den rigtige vej for Liberal Alliance.

Hvis ikke der bliver taget fat nu, er Danmark om ti år ... langt ringere stillet, end andre tilsvarende lande. Vores frygt for forandringer gør os fattigere. Vi kører op ad bakke, men læsset er efterhånden så tungt, at vi nu ruller baglæns, det er bare ikke gået op for danskerne.

Vi har ikke råd til flygtninge ... i den nuværende målestok, derfor skal vi hjælpe i nærområderne i stedet. Der kan vi hjælpe langt flere for de samme penge. For hver gang vi kan hjælpe én herhjemme, kan vi hælpe mellem fem og otte i nærområderne. New York Times har skrevet om en ekstremt velfungerende flygtningelejr i Tyrkiet, hvor alt er velorganiseret, børnene går i skole og får musikundervisning, de voksne får udleveret en form for creditcard, som de kan bruge i supermarkedet. Og det er ikke en teltlejr, de bor i, men reelle boliger. De har det bedre end i Sandholmlejren, og de kan få lov til at være sammen med deres familier. I Danmark forsøger vi at skræmme flygtninge over til Sverige ved at sige, at de ikke må tage deres familie med, og det er meget usympatisk. Man kunne lige så godt tage konsekvensen og sige: Vi kan ikke hjælpe jer her, men vi kan gøre det i nærområderne, og der kan I til gengæld være sammen med børn og familie under ordnede forhold – bedre end Sandholmlejren – indtil I skal tilbage.

Det var en pinlig og tåkrummmende omgang, da jeg ... foran hele mit gymnasium i 1983 rejste mig op og spurgte Suzanne Brøgger om, hvorfor hun selv havde været gift, når hun talte så meget imod ægteskabet. Hun så bare koldt på mig og sagde: ’Hvad snakker du om – jeg har aldrig været gift.’ Hun kunne lige så godt havde sagt: Latterlige lille fjols – lige foran alle vennerne. Jeg kunne være krøbet i et musehul. Fakta var, at hun havde været gift.

Det var bizart ... da jeg holdt pressemøde i 2009 – efter Naser var gået, og jeg påstod overfor pressen, at LA nok skulle overleve. De tænkte alle ’sikke et fjols’ – og det forstår jeg godt, de tænkte. Heldigvis tog de fejl. Men et bizart pressemøde – det var det.

Jeg undrer mig over ... at så mange danskere stemmer på partier, de ikke aner hvad står for. For de har ingen klare planer, de tør lægge frem. S går til valg på et slogan – V går til valg på en håndværkerordning og cirka det samme slogan, Enhedslisten på 100 pct. skat, SF på et billede af deres leder som barn, og DF på en ældrecheck. Er det virkelig godt nok for 80 pct. af danskerne? Det finder jeg underligt. Jeg kunne da aldrig drømme om at købe en bil af forhandler, der ikke i detaljen kunne forklare, hvad hans bil kunne præstere.

Jeg fortryder, at jeg endnu ikke ... har genfundet min form, så jeg igen kan løbe maraton på under tre timer. Sidste gang jeg løb en maraton på under tre timer, var var i 2009 i Berlin. Det burde jeg kunne komme til at gøre igen. Jeg løber fem kilometer om dagen, når det går godt. Sidste år nåede jeg en uge at løbe 100 km. Det var sjovt, men jeg fik en knæskade. Hver gang jeg skal af sted, må jeg tage mig selv i nakken, og når turen er overstået, har jeg ikke fortrudt det.

Jeg fik tårer i øjnene, da ... Det får jeg faktisk meget ofte. Jeg bliver nemt følelsesmæssigt ramt, og det tror jeg hænger sammen med, at jeg har levet et liv med meget voldsomme udsving. Mine forældre blev skilt, min far døde alt for tidligt af druk, de politiske op- og nedture og de private op- og nedture. Livet er smukt og rørende, men det er ikke uproblematisk.

Min største svaghed er ... at jeg nægter at give op. Jeg tænker nogle gange på, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg med det samme efter valget i 2007 havde smidt håndklædet i ringen, og var gået efter et nyt liv, helt uden politik.

Det gør mig rasende, når ... folk ikke har respekt for retten til forskellighed og ikke vil acceptere, at fordi vi ikke er enige, kan man godt være et o.k. menneske alligevel. Det er venstrefløjens største brist. Når man kigger inde på Facebook, er nogle af de mindst frisindede mennesker dem på venstrefløjen. I det liberale samfund har vi ikke noget imod, at nogle køber en grund og leger hippier, ryger hash og laver et socialistisk fællesskab og deler pengene. Bare de ikke tvinger andre ind i det fællesskab. De venstreorienterede prøver at fremstå som frisindede kulturradikale, men de er i bund og grund utroligt fordømmende og helt indsnævrede i rammen for, hvordan folk må leve. Det skal være efter deres pibe, ellers er man bare et dumt svin.

Min liberale far sagde det på en god måde: Folk må selv om, om de vil være homoseksuelle, bare jeg ikke skal deltage.