Nedtællingen til A-dag er i fuld gang. 28. februar udkommer Aquas andet album "Aquarius". B.T. kan som første danske avis løfte sløret for Aquas kommende CD - og gruppens tanker nummer for nummer. Som de er formuleret på en ny eksklusiv hjemmeside på internettet. Det svinger fra den sexede "Bumble Bees" over den jetset-ironiske "Back From Mars" til det storladne megahit "Cartoon Heroes".

"Cartoon Heroes":

Mon ikke de fleste allerede har hørt Aquas ABBA-nummer "Cartoon Heroes. Dener allerede i færd med at lægge Europas radio- og TV-stationer for sine fødder.Og så er singlen ikke engang udsendt officielt endnu.

"Det var Claus' idé at gøre nummeret lidt musicalagtigt ved at bruge horn, strygere og al den slags. Da vi havde fået det hele på plads, var vi overbevist om, at den ville blive god. Vi holder meget af den storladne lyd på det nummer, så det blev en milepæl for resten af albummet," fortæller Søren Rasted.

"
Around The World":

Det andet nummer på "Aquarius" hed egentlig "Larger Than Life", men så kom Backstreet Boys først. Nu hedder det "Around The World" - det er et hoppe-danse nummer med et stort, massivt kor

"Når vi skriver et nummer, begynder vi aldrig med et beat eller lignende. Det er melodien, der bærer det hele," siger Aquas komponister Rasted og Norreen.

"Freaky Friday":

Aquas forsøg på en countrysang! En happy-go-lucky sang, som måske vil gøre Lene til den ny Dolly.

"Faktisk havde vi lavet et andet arrangement med en twang-guitar, men efter en afstemning, blev den afskaffet. Det var for Happy-go-lucky," siger Aqua.

"We Belong To The Sea":

Skrevet af Søren med udsigt over havet. En følsom sag - og i øvrigt Aquas første lyriske perle. Igen med stort kor, "og da Lene begyndte at øve vokalerne, var vi tæt på at besvime - så fedt var det. Vi var bange for at det ikke kunne blive så godt igen," siger Søren og Claus.

"An Apple A Day"
:

"Æd alle mennesker på vej op - for når det går ned, flår de jeres hjerter ud - kom og fang mig". En let bitter kommentar til alle dem, der kommer med gode råd til den dansk/norske succesgruppe - "Vi hader, når folk siger, "nyd det, mens I kan og husk at være flinke overfor alle, når succesen forsvinder". Det er en kliché. Men det er et godt drive i sangen - der er lidt 50er og 60er rock over A-stykket," siger Aqua selv.

"Halloween":

En "klassisk" Aqua-sang med Lene som den søde sangerinde og René som den slemme. En skræmmende Halloween-historie. En rocket sang med power og live-potentiale.

"Good Guys":

En dagdrømmersang med lidt sommer- og reggaefeeling. Melodien har en 70eragtig James Bond-stemning.

"Back From Mars":

Endnu en Aqua-sang med musical- og cabaret atmosfære og Liza Minelli-lyd. Og så er den selvironisk. "Teksten gør grin med den jetsetverden, vi åbenbart selv er en del af. Men vi har en ironisk distance til alle de trendy typer, alt det Monaco-agtige, til de plastiske operationer," siger Aqua.

Fra teksten: "Hey you, come with me, to a world of billionaires, see me, I'm da bomb, drinking champagne down at Pierre's...Meet the stars, They're from Mars, We are porno stars, Sucking big cigars, We are the pop stars, Cannot play guitars".

"Aquarius":

Titelnummeret er en symfonisk sag med ambitioner om at lyde som både amerikansk filmmusik og som en popklassiker.

"Da den første tone blev spillet rejste vores kropshår sig. Vi sad der, tre drenge - Claus, René og Søren med tårer i øjnene. Da Lene sang tændte vi starinlys og slukkede alt det elektriske lys."

"Cuba Libre":

En salsaversion af titelnummeret.

"Bumble Bees":

Langt om længe har Ken fået tøjet af Barbie. En lille sexet frækkert om det med blomsterne og bierne.

"Humlebi, hop ind i mig, hop ind i mig. Jeg er klar til at blive bestøvet, humlebi, tag hvad du kan se, jeg trænger til dine gaver, jeg kan ikke vente på din invasion," synger Lene.

"Goodbye To The Circus":

En bittersød sang om show og succes - det er fantastisk og samtidig ekstremt krævende.