Aftale om lukning af Barsebäck på plads

Det svenske atomkraftværk Barsebäck rykkede i dag et afgørende skridt nærmere en lukning, da den svenske Riksdag og regering godkendte en aftale mellem den svenske stat og Barsebäcks ejer, Sydkraft.

Aftalen betyder nemlig, at Sydkraft nu opgiver yderligere retslige slagsmål for at redde den sidste fungerende reaktor på atomkraftværket. Sydkraft havde oprindeligt anlagt sag ved både den svenske Højesteret og EU-kommissionen, men de bliver nu droppet. Til gengæld får Sydkraft en lukrativ aftale, der betyder, at selskabet får fuld kompensation for den mistede elproduktion i form af 25,8 procent ejerandel i Ringhals AB, som ejer atomkraftværket Ringhals nær Göteborg.

Sydkrafts aktionærer har allerede sagt god for aftalen, der kommer til at koste de svenske skatteydere 5,9 mia. svenske kroner (5,1 mia. dkr.).

Barsebäcks reaktor I blev lukket den 30. november sidste år, og går alt efter planen, skal den sidste reaktor slukkes den 1. juli 2001.

/ritzau/