Hvem ringer man til, når man er årsagen til forsiden på BT, er topnyhed på landets største tv-stationer og i alle landets landsdækkende medier?

Svaret er advokat Michael Juul Eriksen.

Forsvarsadvokaten har fra sit kontor i Aarhus repræsenteret alt fra rockere som Brian Sandberg og terrortiltalte til fodboldspillere som Nicklas Bendtner i flere opsigtsvækkende sager.

29. april ringer Michael Juul Eriksens telefon. I den anden ende er Peter Bo Henriksen. Han siger, at han er manden, som i medierne bliver kaldt ‘tys-tys-kilden’.

Dagen forinden har BT bragt den første artikel om ham, ikke med navns nævnelse, men med hans alias. ‘It-ekspert solgte dybt private PBS-oplysninger til Se og Hør’, står der på avisens forside efterfulgt af ‘skandale’ skrevet med store typer. Inde i avisen følger tre fulde opslag om hans virke for Se og Hør. Anklagerne bliver fremsat i bogen ‘Livet, det forbandede’, skrevet af den tidligere Se og Hør-journalist Ken B Rasmussen, men avisen har skabt dokumentation for den årelange overvågning. Snart blæser historien også ud på andre store medier. Med andre ord: Peter Bo Henriksen har brug for en dygtig advokat.

Den fremtidige strategi

Forsvarsadvokaten kender ikke manden, som han får i røret 29. april. Han går ud fra, at han bliver bedt om at tage sagen, fordi han har haft succes som forsvarer i en række sager, der har været heftigt omtalt i medierne, så han tager også Peter Bo Henriksen ind som klient.

De aftaler at mødes 1. maj.

På deres første møde drøfter de sagen og den fremtidige strategi. Michael Juul Eriksen henvender sig til Københavns Vestegns Politi for at få sin klient afhørt med en sigtets rettigheder. Det vil sige, at Peter Bo Henriksen skal have Michael Juul Eriksen ved sin side, når efterforskere stiller ham spørgsmål bag de gule mursten, der udgør politigården i Albertslund, vest for København.

En vanskelig situation

Da Juul Eriksen dagen efter mødet bliver spurgt om, hvordan Peter Bo Henriksen har det, svarer han til BT:

- Det er klart, at det er en vanskelig situation at stå midt i orkanens øje.

6. maj om eftermiddagen tropper Michael Juul Eriksen og Peter Bo Henriksen op på politigården. Inden efterforskerne sætter sig over for Peter Bo Henriksen og lytter til hans forklaring, har han i et lokale sammen med Michael Juul Eriksen gennemgået politiets materiale i sagen.

Denne eftermiddag erkender den 45-årige it-specialist, at han i maj 2008 selv retter henvendelse til Se og Hør, og at han igennem tre år har leveret kreditkortoplysninger på mellem 40 og 50 kendte danskere. Ifølge Peter Bo Henriksens opfattelse stopper samarbejdet i maj 2011, da det viser sig, at hans leverancer ikke fører til så mange historier i Se og Hør. Faktisk hævder Peter Bo Henriksen, at 95 procent af hans oplysninger aldrig fører noget med sig.

Han forklarer også, at han forhandlede prisen for sine ydelser direkte med daværende chefredaktør Henrik Qvortrup - og at han i løbet af de tre år, han arbejdede for bladet, har tjent ca. 300.000 kroner. En undersøgelse, som Aller Media selv udarbejder, når 27. juni frem til, at der er blevet udbetalt ca. 310.000 kr. til den 45-årige it-specialist.

Peter Bo Henriksen erkender altså over for politiets folk nogle faktiske forhold, som har været omtalt i landets medier. Spørgsmålet er bare, om det, der er foregået, er ulovligt, påpeger hans advokat efterfølgende over for bl.a. BT.

Efter afhøringen, der indtil nu er den eneste, som Peter Bo Henriksen har været til, taler Michael Juul Eriksen med flere journalister, hvor han forklarer, at hans klient er sigtet i sagen, men at han på nuværende tidspunkt ikke har forholdt sig til sigtelserne. Forsvarsadvokaten forklarer senere, at sigtelserne - efter hans opfattelse - ikke holder vand, fordi hans klient f.eks. ikke er skyldig i hacking, som politiet mener.

Ingen ransagning

At Michael Juul Eriksen er dygtig, kan måske læses af det faktum, at tys-tys-kilden aldrig får sin lejlighed ransaget. Til trods for sin nøglerolle i sagen, og til trods for at det også er et faktum, at Peter Bo Henriksen i perioder arbejder hjemme fra sin lejlighed i Valby. Hvorfor politiet ransager Henrik Qvortrup, Kim Henningsen, Kasper Kopping og andres hjem, men stiller sig tilfreds med et aftalt møde med tys-tys-kilden, vil Københavns Vestegns Politi ikke forholde sig til i dag.

Livet vendt på hovedet

Lørdag aften 26. april står Peter Bo Henriksen sammen Se og Hør-journalist Kasper Kopping og jubler under ’Top Chalie’-arrangementet i Parken. På det tidspunkt ved han ikke, at hans liv 48 timer senere er blevet vendt på hovedet.

Det er tre år siden, han har sendt sin sidste sms-besked med fortrolige kreditkortoplysninger til netop Kasper Kopping. Hans arbejde for det kulørte ugeblad er slut. Fortid.

Journalisten Kasper Kopping gjorde i de mail, han sendte rundt til kolleger og chefer, opmærksom på, at det ikke var uden risiko for deres kreditkort-kilde at operere.
Journalisten Kasper Kopping gjorde i de mail, han sendte rundt til kolleger og chefer, opmærksom på, at det ikke var uden risiko for deres kreditkort-kilde at operere.
Vis mere

Men næste morgen ringer BT for første gang på hans dørtelefon i Valby og konfronterer ham med den årelange alliance med Se og Hør. I dørtelefonen lader han forstå, at han ikke vil sige noget. Siden har Peter Bo Henriksen været tavs, når medier har henvendt sig.

28. april lander den første historie om kreditkort-overvågningen i BT, og få dage senere beder hans arbejdsgiver, Nordea, ham om at blive væk.

Forandret for altid

I dag er Peter Bo Henriksen sigtet i Se og Hør-sagen på syvende måned. Hvornår han eventuelt bliver tiltalt, og en straffesag mod ham og de øvrige sigtede i sagen begynder, er ikke klart. Et er dog sikkert: Peter Bo Henriksens liv er forandret for altid.