Han vidste, at Se og Hør brød loven. Han vidste, at bladet købte ulovligt fremskaffede, personfølsomme oplysninger.

Daværende chefredaktør Henrik Qvortrup vidste, at kendte og kongelige blev overvåget af Se og Hør.

Det har BT dokumenteret i to e-mail, der begge omtaler brugen af den hemmelige kilde, og som begge er sendt til daværende chefredaktør Henrik Qvortrup.

Men Henrik Qvortrup spiller en langt mindre rolle i den kriminelle misere, end han i medierne beskyldes for. Sådan lyder det fra Qvortrups advokat, Anders Németh.

- Henrik Qvortrup har, i øvrigt som den første af de påståede involverede, allerede rettet direkte henvendelse til politiet med henblik på en afhøring, der kan bidrage til, at sagens rette faktum fastlægges. Dette faktum vil efter min bedste vurdering i øvrigt afdække, at Qvortrups rolle i hele denne sag er langt mindre dramatisk, end der for tiden lægges op til i flere medier, skriver Anders Németh i en mail til BT.

Mail om ’tys-tys-kilden’

Henrik Qvortrup bestred imidlertid chefredaktørposten på Se og Hør fra 2001 til november 2008, og i den periode blev der sendt flere mail mellem chefer og medarbejdere, det vedrører den såkaldte ’tys-tys-kilde’, der via sit arbejde for Nets kunne overvåge udvalgte kreditkort.

Tidligere nyhedschef på Se og Hør, Lise Bondesen, der fredag opsagde sin stilling som underholdningschef på Ekstra Bladet, har ligeledes beskrevet i Ekstra Bladet, hvordan Qvortrup holdt møde med den person, der menes at være ’tys-tys-kilden’.

Den 29. september 2008 sendte Se og Hør-journalist Kasper Kopping en mail med efterlysning af navne, som ’tys-tys-kilden’ skulle hente kreditkortoplysninger på, ligesom tidligere Se og Hør-journalist Ken B Rasmussen 7. juli 2008 i en mail satte spørgsmålstegn ved brugen af ’tys-tys-kilden’ som eneste kilde til en historie. Begge mail er sendt til Henrik Qvortrup.