Årets Landsby er blevet kåret, og vinderen blev … seks landsbyer i Trekronerområdet i Nordjylland, knap en times kørsel fra Aalborg. BT er taget til Bejstrup, Trekroner, Haverslev, Bonderup, Manstrup og Skræm for prøve kræfter med landsbylivet.
Tag en dyb indånding. Pust ud. Ro på. Nu er du på landet. Her er hede, fjord, hav, købmand, forsamlingshus, folkeskole, originaler, pensionister og ildsjæle. Med andre ord er der fællesskab, som blandt andet betyder nærvær, sammenhold og en mulighed for det stille liv i årets landsby, men til hvilken pris? Med en reporter i felten, der, trods en opvækst i et lignende landsbysamfund, de sidste otte år har indåndet bilos og drukket italiensk kaffe på Nørrebro i København, spørger BT, hvad kan landsbylivet tilbyde en storbybo?
BT undersøger Trekronerområdet i Jammerbugt Kommune, der dækker landsbyerne Bejstrup, Trekroner, Haverslev, Bonderup, Manstrup og Skræm, som alt i alt har omkring 1.350 indbyggere, hvis man også tæller oplandet med.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og mød beboerne fra årets landsby 2016. Læs deres forklaringer på titlen og vurder selv hvad livet på landet kan tilbyde i forhold til storbyen.
Årets Landsby er blevet kåret, og vinderen blev … seks landsbyer i Trekronerområdet i Nordjylland, knap en times kørsel fra Aalborg. BT er taget til Bejstrup, Trekroner, Haverslev, Bonderup, Manstrup og Skræm for prøve kræfter med landsbylivet.
Tag en dyb indånding. Pust ud. Ro på. Nu er du på landet. Her er hede, fjord, hav, købmand, forsamlingshus, folkeskole, originaler, pensionister og ildsjæle. Med andre ord er der fællesskab, som blandt andet betyder nærvær, sammenhold og en mulighed for det stille liv i årets landsby, men til hvilken pris? Med en reporter i felten, der, trods en opvækst i et lignende landsbysamfund, de sidste otte år har indåndet bilos og drukket italiensk kaffe på Nørrebro i København, spørger BT, hvad kan landsbylivet tilbyde en storbybo?
BT undersøger Trekronerområdet i Jammerbugt Kommune, der dækker landsbyerne Bejstrup, Trekroner, Haverslev, Bonderup, Manstrup og Skræm, som alt i alt har omkring 1.350 indbyggere, hvis man også tæller oplandet med.
42-årige Anne Ringgren er formand for Bonderup Borgerforening, som så dagens lys i 2012. Hun er en af de ildsjæle, der er gået aktivt ind i kampen for at markere Trekronerområdet på danmarkskortet.
»Hvis vi vil have en udvikling her i området, så gør vi det selv – der er jo ikke nogen, som hjælper os. Vi sætter os mål i fællesskab, og så står vi sammen om at nå de mål. Det er hjerteblod,« siger Anne Ringgren.
Her i efterårsferien får jeg dog følelsen af et samfund, der fungerer som en lukket klub. Knap en times kørsel fra Aalborg finder jeg gaderne tomme, og det tager kun et par minutter at køre gennem en by. Efter et par minutter kommer den næste lille flække, og sådan går det mellem alle seks byer, som kun ligger få kilometer fra hinanden. Ruller man vinduet ned, blæser den kolde vestenvind ind over denne del af Nordvestjylland. ’Her er jo ikke et øje’, tænker jeg, og med god grund.
De danske landdistrikter er ved at blive affolkede. Butiksdød og nedrivningspuljer sætter ders markante spor gennem landskabet, for mens den generelle befolkning er vokset med 4,3 pct. de sidste ti år, så har halvdelen af de danske kommuner færre indbyggere end for fem år siden. De større byer som København, Aarhus, Odense og Aalborg oplever til gengæld et voldsomt stigende befolkningstal i og omkring bygrænserne.
For den seneste tendens viser, at danskerne i stor stil bosætter sig i nærheden af de store byer, hvor omegnskommunerne oplever en stigning i boligsalget. Men der findes stadig masser af landsbyer ude på landet, og skal man eksempelvis tro borgerne i Trekronerområdet i Jammerbugt Kommune, så trives de faktisk.
»Vi kerer os om hinanden herude,« lyder det fra den daglige leder af Torvekøbmanden i Bonderup, 52-årige Kim Larsen, som står i spidsen for landsbyens primus motor og mødested – købmandsforretningen.
Tidligere forsøg med at drive forretningen i området har fejlet, men der var et brændende ønske hos borgerne om at få en butik tilbage. For at få det virkeliggjort, vedtog de en ordning, hvor op mod 20 frivillige borgere skiftes til at dække vagter af fire timers varighed i butikken alle ugens syv dage. ’Av, jeg har sgu ikke tid til at lege købmand for at have et sted at handle ind’, tænker jeg for mig selv. Men modsat pigerne i Netto og Fakta på Nørrebrogade i København, så står 49-årige Lis Krogsgård, en af de frivillige i butikken, med et stort smil på læben hele tiden, selvom hun ikke får løn for at være på arbejde. Lis Krogsgård var lige ved at flytte fra området for få år siden, fordi »der skete jo ikke en skid herude«, som hun så udtrykkeligt formulerer sig: »Dengang mødte man ikke engang sine naboer, men nu er Torvekøbmanden blevet byens mødested, som fungerer som samlingspunkt med grill om sommeren og lun kaffe om vinteren.«
Købmanden er en af grundene til, at netop Trekronerområdet er kåret som ’Årets Landsby’, som får overrakt prisen i dag. I Trekroner har de gjort sig positivt bemærket af flere årsager.
De har formået at knække fraflytningskurven i området og vist vilje til nytænkning. I 2015 søsatte borgerforeningen en konkurrence, som de kaldte ’Landsby på prøve’. Målet var at tiltrække en børnefamilie til området, som gratis kunne prøve kræfter med landsbylivet. Det lykkedes, og da de fire måneders prøveperiode udløb, købte familien, som vandt, et hus i byen Bonderup. For ildsjælene og de frivillige bag projektet betød det en sejr, og nu drømmer de så småt om at gøre tilbuddet om landsbyliv på prøve til et fast tiltag.
Borgerne i samtlige seks byer i Trekronerområdet svarer nærmest identisk på, hvad der er det bedste ved landsbylivet: »fællesskabet.« Alle som en, værner og investerer de sig i samværet med hinanden her i landsbyerne. Ord som tryghed og sikkerhed, ro og varme, og sågar kaffe og kage, går igen, når Trekronerområdets beboere skal sætte ord på deres fællesskab. Nu er det jo ikke sådan, at der ikke er fællesskaber i København, for her stimler folk også sammen og drikker kolbekaffe i deres lokale kiosker, når der skal spilles oddset på alt fra fodbold til hestevæddeløb. Det er jo også et fællesskab, så den må I længere ud på landet med, Trekroner.
Købmanden i Bonderup var det første projekt, som borgerforeningen fik succes med. De kalder det en social-økonomisk virksomhed, som dækker over en forretningsstruktur sammensat af frivillige samt folk i skånejob. Gennem foreningen Råd og Dåd kan købmanden fungere, da butikken i sig selv ikke skal give overskud, men blot løbe rundt. Det har Torvekøbmanden gjort siden 2014.
»Nu må vi ikke læne os tilbage og sige, ’det var fint’, vi skal holde fast i udviklingen og blive ved med at tænke nyt, fordi det er blevet et dejligt sted, det her, og det må ikke dø ud,« siger Kim Larsen.
Det er en filosofi, jeg ikke er vandt til at høre. Idéen om blot at lade tingene køre, står i skærende kontrast til stenbroens krav om vækst og høje huspriser.
Plads til alle, hvis de selv vil
»Er I journalister?« Spørgsmålet afbryder min tankestrøm, mens vi sidder på bænken foran Torvekøbmanden i Bonderup. Diktafonen på bordet foran os har afsløret vores tilstedeværelse, men 72-årige Freddie Skydt, som spørger, har allerede sat sig ned.
»Nå, I er fra ’An-al-fa-BT’,« staver han sig frem, som en hån mod bladet fra en Weekend-avisen-læser. Men der er kaffe i kopperne og wienerbrød på et fad, som virker indbydende, så vi lægger spot til side.
Han læner sig ind over bordet og indleder en samtale om et vandretursprojekt, han kalder ’halvdags-Camino’, som refererer til den 800 km lange og kendte pilgrimsrute i Spanien. Freddie Skydt er oprindeligt fra København, men har boet i Bonderup i 43 år.
Efter folkeafstemningen om Danmarks deltagelse i EF i 1972 ville Freddie Skydt ud af Danmark og til Småland i Sverige. Han endte dog i Bonderup på en motorcykeltur rundt i Danmark.
»Huset, jeg bor i, lå med plastic for vinduerne, og skorstenen var røget gennem taget, da jeg så det første gang, så det var meget billigt. Men det ligger på en bakketop, så jeg renoverede det og fik det til at ligne en bolig, og derfra kan jeg se til både Nibe og Løgstør,« siger Freddie Skydt.
På bænken foran Torvekøbmanden sidder Freddie, Anne og Kim, og et lille fællesskab begynder at tage form. Både dankortautomat og dørklokke fra købmandsforretningen bipper og klinger som en rolig, men konstant underlægning til samtalen udenfor. Folk kommer forbi, de hilser, altså de kigger hinanden i øjnene, låser blikket og siger hej. Noget tyder på, at man ikke kan undgå fællesskabet her i årets landsby. ’Venner vælger man, naboer det får man’, tænker jeg, men må også erkende, at jeg overhovedet ikke kender mine naboer tilbage i København.
Dørklokken ringen igen, og der lyder et brøl gennem butikken. Kresten ’Post’ Hansen træder ind.
Han er 84 år, har boet i området siden 1953 med 40 års tjeneste som landpost. Han kender området ud og ind, og skal man tro jungletrommerne, så fortsatte han sin rute rundt til landstederne for at drikke kaffe, selv efter han stoppede som landpost.
Han kommer ikke alene, for en del af områdets borgere er kommet for at spille minigolf på de nye baner, som er sat op foran købmandsforretningen.
Samværet tæller
»Jeg er jo enkemand, så samværet betyder så kolossalt meget for mig, jeg kunne ikke drømme om at flytte herfra. Det er rart at være et sted, hvor man kender hinanden, og man vænner sig til, at de også alle sammen kender mig,« siger Kresten Hansen.
Det samme gælder både for Anne Ringgren og Kim Larsen. De kan gode lide, at folk stopper op og snakker, når de mødes hos købmanden. Ja, skal man tro de to landsbyboer, så har folk et behov for at komme hinanden ved i de små samfund.
»På landet kan du være dig selv, men du kan også være en del af fællesskabet, hvis du vil, og her bliver man ikke glemt på samme måde, som du gør i en storby,« siger Kim Larsen.
Med mine rødder i et landsbysamfund, kan jeg ikke tænke på andet, end at det må være kvælende, at folk altid ved, hvad det er, man går og laver, og at man aldrig kan holde noget for sig selv, så jeg stiller Anne Ringgren og Kim Larsen det spørgsmål.
»Nej, for sådan ser vi slet ikke på det. Vi har lyst til at dele vores liv med hinanden, og det betyder noget for os, når folk spørger om de ting, som sker i vores liv,« siger Anne Ringgren.
Landsbyekspert Lea Louise Holst Laursen, der er lektor ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi på Aalborg Universitet, mener, at netop fællesskabet er blevet glemt i debatten om et udkantsdanmark, der med afsæt i udtrykket ’den rådne banan’ op gennem 00’erne har stigmatiseret dem, som vælger at bo udenfor byerne.
Vild idérigdom
»Man glemmer, at de, der bor i lokalsamfund, har en vild idérigdom, og hvis de også har en villighed til at reklamere for det liv, som de synes er godt, så kan de skabe en anden form for opmærksomhed om livet på landet,« siger Lea Louise Holst Laursen.
Omkring to kilometer længere ude i det kuperede landskab på vej mod Haverslev bor Kim, 35, og Tina Thomsen, 45, som netop er flyttet i hus sammen med børnene Markus på otte og Smilla på seks. De sidste otte år har familien boet centralt i den tyske storby Hamburg. Men for 35-årige Kim Thomsen, som har ejet huset i 13 år, er det drømmen, der er gået i opfyldelse, når de nu endelig er flyttet på landet, for her kan man leve det stille liv klos op ad naturen.
Gennem årene har han totalt renoveret huset og tilkøbt en grund med sø og natur, som på sigt skal blive en frugtplantage. For børnene er det en stor omvæltning at komme på landet.
»I de første to-tre uger spurgte børnene, ’må vi gå udenfor?’, og her er svaret jo, ´’ja! Selvfølgelig må I det’, der er masser af plads, og de kan løbe rundt udenfor i haven modsat i Hamburg, hvor vi ikke var trygge ved at lade dem være frie,« siger Kim Thomsen.
Her har Kim Thomsen fat i den lange ende. Mine tanker rumsterer omkring det faktum, at mine fremtidige børn kan se frem til stopfyldte vuggestuer og legepladser uden rigtig natur omkring dem. Min egen opvækst melder sig, og jeg tænker, at det var nu dejligt med højt til loftet ude på landet.
Udlån til Aalborg
Der findes også bysbørn fra Trekronerområdet, som er på udlån. 24-årige Jeppe Østergaard læser politik og administration på Aalborg Universitet, hvor han også bor. Han finder det dog overhovedet ikke utænkeligt, at han finder vej til hjemstavnen igen, når han skal til at stifte familie. I øjeblikket kører han faktisk frem og tilbage mellem Trekroner og Aalborg 3-4 gange om ugen for at mødes med sine venner i fodboldklubben.
»Det er den måde, vi er omkring og med hinanden herude, som er tiltrækkende. Det er meget anderledes end, hvad jeg oplever i byerne. Herude får man ansvar, og det betyder noget, når vi engagerer os, fordi hvis vi ikke gør det, så er der lige pludselig ikke nogen skole, fodboldklub eller købmand,« siger Jeppe Østergaard.
Efter en hel dag med kaffe, kage, stjerneskud, mere kaffe, gammeldags grydestegt kylling, endnu mere kaffe samt en enkelt Thy pilsner til et stykke gulerodskage, står det efterhånden klart: Der er faktisk et fællesskab herude på landet. Men det står dog også lysende klart, at det ikke kommer af sig selv.
Trekronerområdet står ligesom de fleste andre landdistrikter i knap halvdelen af landets 98 kommuner over for nogle alvorlige udfordringer. Det tager næsten en time at køre ind til Aalborg, som er den nærmeste storby, og det er ifølge eksperter på grænsen af pendlerafstand for langt de fleste. Derfor er det et aktivt valg, når man flytter ud til landsbylivet.
For det forpligter. Hvis du vil have indkøbsmuligheder, kan du risikere at skulle give fire timers frivilligt arbejde et par gange om ugen, og så skal du handle der, når du har fri. Hvis du vil have sammenhold, skal du selv involvere dig. Og hvis din skole er truet af lukning, skal du op på barrikaderne.
Rygtebørsen er ifølge Trekronerområdets borgere slet ikke så slem, fordi det er faktisk rart, at folk interesserer sig for, hvordan man har det. Man skal dog finde sig i lidt af hvert, for det er alment kendt på egnen, at Lis Krogsgård bliver så sur, at man kan høre det fra Bonderup til Manstrup, hvis man vinder over hende i minigolf.
Fællesskab koster tid, penge og kræfter. Men ifølge områdets præst Inger Øeby Pedersen, så risikerer man at nyde det, for: »Hvis man kan lide det sted, man er, så vokser man sammen med det.«
