For selv om man fødes med blåt blod og guldske, så er der det, man kalder skæbnen. Her er 7 øjeblikke i Margrethes liv, der gjorde hende til den, hun er i dag.

Hun så lyset første gang blot en uge efter, at mørket sænkede sig over landet, da tyskerne besatte Danmark.

Siden har danskerne fulgt hvert et skridt, hun har taget. Fra prinsesse til tronfølger. Fra tronfølger til Dronning. Fra barn til voksen og til bedstemor. Fra 0 til 75 år.

Men hvilket menneske gemmer sig bag Danmarks mest kendte kvinde, og - ikke mindst - hvorfor er hun blevet, som hun er blevet?

For selv om man fødes med blåt blod og guldske, så er der det, man kalder skæbnen.

Log ind på BT PLUS og læse hele fortællingen om 7 øjeblikke i Margrethes liv, der gjorde hende til den, hun er i dag. Husk ... første måneds abonnement er gratis - herefter 29 kr. per måned for adgang til tusindevis af artikler og guider i PLUS-universet.

KØB ADGANG TIL BT PLUS HER

 

 


Hun så lyset første gang blot en uge efter, at mørket sænkede sig over landet, da tyskerne besatte Danmark.

Siden har danskerne fulgt hvert et skridt, hun har taget. Fra prinsesse til tronfølger. Fra tronfølger til Dronning. Fra barn til voksen og til bedstemor. Fra 0 til 75 år.

Men hvilket menneske gemmer sig bag Danmarks mest kendte kvinde, og - ikke mindst - hvorfor er hun blevet, som hun er blevet?

For selv om man fødes med blåt blod og guldske, så er der det, man kalder skæbnen.

Her er 7 øjeblikke i Margrethes liv, der gjorde hende til den, hun er i dag.

Kronprinsesse Ingrid med Prinsesse Margrethe.
Kronprinsesse Ingrid med Prinsesse Margrethe.
Vis mere

Sommeren 1952

Spørger man en seks-årig, hvad arkæologi er, er der stor sandsynlighed for, at man bliver mødt af et stort, måbende spørgsmålstegn.

Men anderledes forholdt det sig på Amalienborgs børneværelse, hvor den lille prinsesse Margrethe havde øjne så store som tekopper, når hun forsøgte at sætte billeder på alle de historier om forhistoriske tider, som hendes barnepige læste højt af.

Dér blev en spire lagt. Spiren til en livslang kærlighed og dedikation til arkæologien, en kærlighed så stor, at den - hvis skæbnen ikke havde villet det anderledes - kunne have ført til en aktiv karriere indenfor området.

Hun havde den ikke helt fra fremmede. Hendes morfar, den svenske kong Gustav den 6., elskede at ligge på alle fire og grave i jorden. Og også hendes farmor, dronning Alexandrine, interesserede sig dybt for dét, der befandt sig godt gemt nede i mulden.

Og det var da også netop på en udflugt med farmoderen, at prinsessen i en alder af 12 år for alvor fik sin åbenbaring og blod på graver-tanden.

Arkæologer fra dét, der i dag er Moesgaard Museum, var i gang med udgravninger i Illerup Ådal ved Skanderborg. Spændende udgravninger, som man håbede kunne afdække mosefund af våben fra jernalderen. Og i 1951 aflagde den arkæologi-interesserede dronning Alexandrine dem et besøg. Og vendte tilbage i sommeren 1952. Denne gang med sit barnebarn i hånden.

Og hun var ovenud begejstret.

»Det var nok første gang, jeg fik lov til at være med, hvor der blev gravet. En vidunderlig eftermiddag i gummistøvler, med mudder og masser af sjappende vand,« har Margrethe berettet om den dag i 1952, hvor hun langt ude på herrens mark, langt væk fra slottets lysekroner og lakajer fik mulighed for at prøve lykken. Fik mulighed for med egne øjne at se og føle på de genstande, hun allerede som seks-årig havde forsøgt at sætte billeder på.

Gennem årene blev prinsessen da også en slags dansk svar på Indiana Jones. For det var ikke udgravninger i Danmark, hun fik lov til at deltage i som en slags royal praktikant for Nationalmuseet.

Sammen med sin morfar var hun i 1956 på udgravning udenfor Rom. Og i 1962 tog hun på den første af to arkæologiske rejser til Nubien, hvor hun deltog i en stor arkæologisk redningsaktion. En ny dæmning forventedes at bringe oversvømmelser til området og derfor var det vigtigt at fastlægge, hvilke skatte der gemte sig langs Nilen.

Og her boede tronfølgeren altså i flere uger i en nubisk landsby under utrolig primitive forhold. Og elskede hver et sekund. Og - understreger hun - ’jeg gik ikke kun i vejen.’

»Jeg var ikke særlig optaget af, hvor smart jeg skulle være. Kunne jeg ligge i en arkæologisk udgravning og rode i jorden i et par lange bukser, så var jeg jo salig,« som hun har fortalt.

Kærligheden til arkæologien var da også styrende for flere af de uddannelsesmæssige valg, hun traf. Hendes år på Cambridge i England skyldtes i høj grad, at hun her havde mulighed for at studere det.

Men skæbnen havde givet hende en anden ske i hånden.

Hjemmefra - Kostskole - afsked
Hjemmefra - Kostskole - afsked
Vis mere

19. september 1955

Hun ser en smule betuttet ud på billedet, hvor hun indefra togkupéen vinker farvel til Danmark. Og hvis den 15-årige prinsesse havde lidt sommerfugle i maven den dag, var det forståeligt.

For enden af først rejsen med særtog til Esbjerg, så en urolig overfart med M/S Kronprins Frederik til Harwich og dernæst endnu en togrejse, lå Margrethes allerførste skridt på vejen til voksenlivet. Et liv blandt jævnaldrende, langt væk fra fædreland og far og mor.

Margrethe var blevet optaget på den fine engelske pigeskole North Foreland Lodge, en aristokratisk landejendom i Hampshire, som under krigen havde huset et militærhospital.

Nu var det her - under ledelse af rektor Miss Fenella M. Gammell - at Margrethe skulle stå på egne ben. Og det var vel egentlig også på tide, for som landets kommende Dronning var hun frygtelig barnlig i forhold til sine jævnaldrende og ’hørte absolut til de sent udviklede, også fysisk’.

»Jeg var ikke særlig vild med at blive voksen. Jeg ville meget hellere gå med mors sko. Jeg skulle ikke have noget af at være en dame. Det var da møgbesværligt at skulle gå med lange strømper,« har hun sagt om tiden.

Men hvis Margrethe havde frygtet, at hun nu skulle forvandles til en lille dame på den højt estimerede kostskole, så tog hun glædeligt fejl. For godt nok var hun i selskab med en række af Englands fineste familier, men de værdier, som skolen gjorde en dyd ud af at fylde i de unge piger, var netop at klargøre dem til et normalt liv. Som individer. Og med det ansvar og de pligter, der hører sig til.

Det stod ganske enkelt på skemaet allerede fra første dag, fredag den 23. september, hvor Margrethe fik anvist sin seng i sovesalen.

Og der blev ikke kun terpet bøger. Som en af de ældre på skolen, måtte Margrethe - eller Bounce, som hendes kælenavn lød - bl.a. tage sine ture som »roomgirl« for de små elever på skolen, altså én, som skulle passe på de små om natten, hvis de blev bange.

Hun har tidligere fortalt om en af de disse vagter, som lå i forlængelse af, at hele skolen havde været i biografen. Tidens helt store biografhit »Richard III« med Laurence Olivier var på plakaten. En film om Richard IIIs skruppelløse vej til magten, som måske nok kunne virke skræmmende på de små.

»Hvem var det, der havde mareridt? Det var selvfølgelig mig!« har Dronningen fortalt.

Men der var også andre, mere jordnære pligter. Eksempelvis havde skolen et par tønder land, hvorpå der blev dyrket grøntsager. Og det var elevernes ansvar at tage dem op. Så det var på med gummistøvlen og et godt tag om kartoffelgreben og så ellers i gang.

Og Margrethe stortrivedes. Faktisk i en sådan grad, at hun ofte glemte at ringe hjem til sine forældre, som hun ellers havde lovet.

»Det var en stor frihed at være et sted, hvor man overhovedet ikke var interessant. De var ærlig talt ikke særlig optaget af, at jeg var Danmarks kommende dronning.«

Mødet med Henrik
Mødet med Henrik
Vis mere

Foråret 1966

»Jeg håber da, at han finder mig.« Sådan lød det kække svar fra den 25-årige tronfølger, da hun på et pressemøde i efteråret 1965 blev spurgt, om hun ikke snart skulle finde sig en mand.

Men han havde faktisk allerede fundet hende. Hun vidste det bare ikke. Før et år senere.

Uvidenheden stemmer nok ganske godt overens med, hvem Margrethe var den gang. Selvom hun var midt i 20erne, havde mænd ikke den voldsomme interesse. Hun var ganske enkelt genert og blufærdig. Og slet ikke rustet til noget så grænseoverskridende som at gå ud med en mand: »Det havde jeg slet ikke mod på at gøre med nogen.... overhovedet.«

Og egentlig mente hun heller ikke selv, at mændene fandt hende specielt attraktiv.

»Ser man på fotografier af mine flotte svenske kusiner i de år, så kan man godt se, hvorfor det ikke var så vildt interessant at følge i hælene på mig,« som hun selv har udlagt det.

Alligevel plagede det med mændene hende. For hun vidste, at når først hun blev dronning, ville det for alvor blive svært at finde en mand. Hvem ville binde an med sådan én?

Da hun i efteråret 1965 mødte Henri de Monpezat første gang, havde hun bestemt ikke nogen antenner ude. I modsætning til tronfølgeren var han med sin medfødte franske charme og sit stilsikre ydre en integreret den af den engelske overklasse-scene i 60ernes London - hvor han var bosat og arbejde i diplomatiets tjeneste - og i modsætning til Margrethe, datede han.

Hun studerede på London School of Economics, og begge var inviteret til et middagsselskab, hvor Henri var hendes bordherre. Og de følgende uger sås de ved flere lejligheder.

Men hvor franskmanden allerede havde fået tændt sin indre gnist, lagde Margrethe ikke det store i de gentagne møder og rejste derfra uden at se sig tilbage.

Symbolsk nok skulle der et bryllup til, før gnisten sprang fra det dunkende franske hjerte til Margrethes.

Begge var de inviteret til det samme bryllup. Og selvom den 26-årige danske prinsesse indledningsvis blot fandt det pudsigt, at ham Henri også stod på gæstelisten, fik forelskelsen alligevel ben at gå på i det skotske højlands storslåede natur.

Og da de få dage efter fulgtes tilbage til London og den franske charmør bød på middag bestående af frølår og snegle, var tronfølgeren - som var på sit livs første date - solgt.

»Den aften blev jeg jo klar over, at jeg var vildt forelsket i ham.«

Kongens død
Kongens død
Vis mere

14. januar 1972

Det her lignede begyndelsen til enden.

Sådan husker Margrethe, at hun tænkte lige omkring årsskiftet. Hendes far havde holdt nytårstalen på tv, var kun en skygge af sig selv. Og noget indeni hende sagde, at den dag hun havde været kørt i stilling til, siden hun var 13, nu nærmede sig. Alt for hastigt.

Ned ad bakke gik det for kong Frederik, som oven i den kroniske bronkitis og rygerlunger, der hen over nytåret havde svækket ham, 3. januar blev ramt af et akut hjerteanfald og indlagt på Kommunehospitalet. Familien holdt vagt på skift. Vidste hvor det bar hen. Og den 14. januar kl. 19.50 skete det, der havde vist sig at være uundgåeligt.

»Døden kom som en befrielse. Ikke det mindste skræmmende var den. Stille, stille!«

Men var hans datter overhovedet klar?

Hun var 31 år gammel og var - med to små prinser på henholdsvis tre og to år - i gang med at opbygge sit eget familiefundament, sin egen identitet, og fremfor alt på vej til endelig at blive voksen. Med kongens død måtte de allersidste skridt tages ind i det voksenliv.

De blev taget, da hun klædt i sort i isnende kulde og bidende vind lørdag 15. januar 1972 på slaget 15 trådte ud på balkonen på Amalienborg. Fattet og alvorlig stod hun bag statsminister Krag, da han proklamerede: »Kong Frederik IX er død! Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe II«.

»Værsgo, på med vanten,« har Margrethe sagt om dagen den 15. januar, hvor hundredetusindvis af danskere var mødt op på Amaliensborgs plads. Lod den rebelske tidsånd blive hjemme og nu i andægtig stilhed ventede på at hylde landets nye regent. Dronning Margrethe.

Og på Amalienborgs balkon trak hun vanten på. Finger for finger. Voksede hun med opgaven ord for ord.

»Min elskede far, vor konge, er død,« sagde den unge dronning med det blafrende lange, sorte slør og kunne ikke give efter for den sorg, der fyldte hende, kunne ikke bukke under for det tunge ansvar, der nu lå på hendes skuldre.

»Jeg har tit tænkt på, hvordan mit liv ville have udviklet sig, hvis min far slet ikke var blevet syg på det tidspunkt, men havde levet fem-seks, ja, måske endda ti år længere,« har Margrethe sidenhen reflekteret. Uden at have turdet tænke tanken til ende.

For hun ville løfte opgaven.

»Far sagde, at jeg kunne. Og så kunne jeg også. Jeg skulle vise, at fars tillid til mig ikke havde været uberettiget. Det skyldte jeg ham. At gøre det så godt, jeg kunne.«

Svenske prinsesse Margaretha, dronning Ingrid og dronning Margrethe i 1973. Foto: Vagn Hansen
Svenske prinsesse Margaretha, dronning Ingrid og dronning Margrethe i 1973. Foto: Vagn Hansen
Vis mere

Efteråret 1973

Der er ingen vej udenom den. Folkekirken. I grundloven står der, at Danmarks statsoverhoved er forpligtet til at være medlem. Og forpligtet til at deltage i store kirkelige begivenheder. Regenten har som den eneste i landet ikke religionsfrihed.

Men for prinsesse Margrethe var engagementet måske ikke det største op gennem opvæksten, hvor hendes forældre af og til var nødt til at skubbe lidt på. Når de følte, at det vist var lovlig længe siden, at deres datter havde sat sine ben dér.

Heller ikke da emnet blev mere presserende i forbindelse med, at hendes Henri skulle konvertere til den evangelisk-lutherske kirke, hvis han ville giftes med den danske tronfølger, fyldte det meget i Margrethes unge hoved.

Faktisk skulle der en ny begyndelse til som dronning, før hun begyndte at tage troen alvorligt.

Vejen til Gud startede med små skridt.

Først kom kærligheden til Tolkiens magiske univers, drømmen om, at historier som »Ringenes herre« var sande. Dermed kom Bibelen og den magiske fortællinger på banen.

Så fulgte tanker og følelser, der pressede sig på, mens hendes far var syg, gik bort og overlod den store, tunge gerning til sin ældste datter.

Og den sikkerhed der gradvist sneg sig ind under huden på Margrethe, vidste hun, kom et sted fra. Som ikke var hende selv. Som var fra Gud.

Alligevel kom de afgørende skridt først i 1973, hvor Dronningen begyndte at deltage i en række møder på Schackenborg, hvor lensgreve Hans Schack med jævne mellemrum samlede en række af landets fremmeste teologer omkring det runde bord til studiekredse.

Især mødet med en af mændene blev afgørende. Nemlig Grundtvig eksperten professor Christian Thodberg, som få år senere blev udnævnt til kongelig konfessionarius og i høj grad bidrog til, at Margrethe til sin store glæde indså, at intellektet også havde en plads i troen. For med sin akademiske baggrund var behovet for at forholde sig mere videnskabeligt til tro vigtigere end dyb inderlighed.

»Man kan bruge både hoved og hjerte. Man behøver ikke at gå rundt og tage sin sjæletemperatur hele tiden.«

Ofte trak møderne på Schackenborg ud til langt ud på natten, når snakken omkring slotsbordet var allermest livlig.

»Emnerne kunne være de store, eksistentielle spørgsmål eller mere konkrete, som dansk kirkehistorie i al almindelighed. Eller man gennemgik nogle salmer. På den måde lærte jeg salmebogen at kende,« har Dronningen fortalt.

I 40 år har hun hvilet på troens fundament. Har søgt mod Gud i stort og småt. Når tingene blev for svære, livskriserne pressede sig på, eller når flyskrækken overmandede hende.

»Jeg ved, at jeg er i Guds hånd. Og det går, som det går.«

Kræft
Kræft
Vis mere

18. juli 1994

Døden er ikke én, hun frygter. Selvom hun har prøvet at miste alt for tidligt, har Dronningen i årtier Dronningen forliget sig med den som en uundgåelig del af den pakke, som livet er.

»Det kan vi roligt overlade til Gud,« har hun sagt.

Men den sommerdag i 1994 kom den alligevel tæt på. Tættere end hun kunne ønske sig.

’1994 bliver et skæbneår’ forudså astrolog Paul Mahler Dam allerede ni år tidligere i et livshoroskop for Kongefamilien. Det var især Margrethe, der ville blive ramt. Af hvad, røbede han ikke. ’Det var for barsk en besked at skrive i en avis,’ som han sidenhen udtalte.

I mere end 20 år havde Margrethe siddet på tronen. Været en fin og værdig regent for sit land og sit folk. Og bortset fra enkelte småskavanker med knæet kørte det på livets store royale klinge i bund og grund godt.

Hendes sønner var voksne og fløjet fra reden. Den yngste havde tilmed lige mødt sit livs kærlighed.

Nu var hendes egen fremtid pludselig om ikke usikker så i hvert fald sendt til en slags tælling. Nedtælling.

’Dronning Margrethe er i dag blevet opereret for kræft i underlivet. Ved en operation på Aarhus Kommunehospital fik hun fjernet livmoder, æggeledere og æggestokke, og prognosen anses ifølge Hofmarskallatet for særdeles god. Det forventes, at Dronningen vil kunne udskrives til Marselisborg Slot i løbet af nogle få dage,’ hed det i den pressemeddelelse, som hoffet udsendte mandag 18. juli.

I en alder af 54 år var Dronningen for første gang for alvor blevet konfronteret med sin egen dødelighed.

»Det er i den situation, at ens kærlighedsforhold, parforhold eller venskab virkelig skal vise sig at stå sin prøve,« som veninden Susse Wold udtalte.

Og hendes store kærlighed, prins Henrik, veg da heller ikke fra hendes side. Han var på hospitalet under og efter operationen. Og kunne lettet fortælle pressen, at ’Dronningen har det godt.’

Selvom der var tale om en godartet svulst, var og er kræft den sygdom, vi alle frygter allermest.

Og da Dronningen fredag 22. juli blev udskrevet og forlod hospitalet via bagdøren for at vende tilbage til livet på Marselisborg Slot, var hendes sind fyldt de samme bange anelser, som fylder enhver, der har været der. Er der mere? Er jeg rask?

Selvom hun ikke frygtede døden, frygtede hun processen.

»Der ville jeg være overordentlig bange og skræmt. Dødsens ræd,« som Dronningen har udtalt om angsten for at blive ramt af alvorlig sygdom eller havne i farlige situationer, der kunne have den endestation.

Så da hun midt under den sommers hedebølge - hvor det var så varmt, at selv rejser til Grønland var udsolgt - endelig fik det svar, hun havde ventet på, var lettelsen overordentlig stor.

»Da jeg fik at vide, at der ikke var mere, at det var i orden, gik jeg op til roserne på Marselisborg, og jeg tænkte: »Det er ikke muligt, at der kan være noget så dejligt som roserne!« Pludselig fik rosen en ganske særlig og voldsom betydning for mig.«

’Jeg føler mig kasseret.’ Dronning Margrethe bad så mindeligt sin mand om at stoppe interviewet, der skulle bringes i BT. Men det ville Prinsen ikke høre tale om. Udadtil blev stormen redet af med et udglattende pressemøde på slottet i Cayx.  Foto: Jørgen Jessen
’Jeg føler mig kasseret.’ Dronning Margrethe bad så mindeligt sin mand om at stoppe interviewet, der skulle bringes i BT. Men det ville Prinsen ikke høre tale om. Udadtil blev stormen redet af med et udglattende pressemøde på slottet i Cayx. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

3. februar 2002

’Jeg føler mig kasseret’ stod der med de fedeste typer på BTs forside den søndag, hvor ikke bare Dronningen, men hele Kongehuset blev rystet i grundvoldene, inde i dét, alle troede, var et sikkert og stabilt fundament.

For ordene var prins Henriks. Dronningens mand gennem næsten 35 år. Og nu havde han fået nok.

I et eksklusivt interview med BTs Bodil Cath lagde han kortene på bordet for hele Danmark. Hængte så at sige de snavsede lagner til offentligt skue.

»I mange år har jeg været nummer to i Danmark. Det er en rolle, jeg er tilfreds med, men jeg vil ikke pludselig efter så mange år i Danmark se mig degraderet til nummer tre, som en slags ligegyldigt vedhæng.«

De første rystelser i Margrethes grundvolde var startet dagen før, hvor hun sammen med hofmarskallen havde læst interviewet igennem, inden det gik i trykken. Og hun bad så mindeligt sin mand om at stoppe interviewet. Trække i land. Men Prinsen ville ikke høre tale om det. Han mente hvert et ord, han havde sagt.

Det var nytårskuren, der blev den berømte dråbe, der fik prinsgemalens bæger til i den grad at flyde over. Dronningen havde måttet melde afbud. Og i stedet for at hendes mand overtog rollen som vært for det traditionsrige arrangement, blev Kronprinsen hentet ind.

»Jeg skal være nummer to!« understregede Henrik i interviewet.

Dén havde Dronningen ikke set komme. Og måtte - i bagklogskabens alt for klare lys - se i øjnene, at hun måske havde taget sin opgave lidt for alvorligt. At hun havde arbejdet for hårdt på at bevise, at hendes fars tillid til hende ikke havde været uberettiget. At hun på sin vej måske havde haft blikket rettet for stift fremad. Havde glemt at se omkring sig.

»Det har i perioder været vanskeligere for min mand, end jeg var opmærksom på. Og jeg har ikke hjulpet ham nok,« lyder en af Margrethes refleksioner over den dybe krise i Kongefamilien i februar 2002, som man udadtil i hvert fald valgte at tackle med udglattende smil på et stort pressemøde på slottet i Cayx. Stormen blevet redet af.

»Der er ingen krise mere. Når man har været gift i mange år, skulle man gerne kunne klare sådan et lille stykke søgang.«

Men én mere var på vej. Blot toethalvt senere tikkede en officiel pressemeddelelse ind med kongehuset som afsender.

’Efter mange og svære overvejelser har vi i gensidig forståelse besluttet at lade os separere med henblik på at søge skilsmisse. Der er enighed mellem os om vilkårene for separationen, og vi vil i fællesskab varetage forældremyndigheden over vore børn,’ lød ordene fra prins Joachim og prinsesse Alexandra.

Pludselig blev dét monarki - som i store dele af verden blev set på med eventyrøjne - trukket helt ned på jorden.

At skilsmissen kom som et chok, har dronning Margrethe ved flere lejligheder ikke lagt skjul på.

»Først tænker man: Du godeste gud! Men hvis det skal være sådan, må vi tackle det også,« som hun har sagt. Og tilføjet, at det set med hendes øjne foregik forbilledligt. Og at andre måske dermed tilmed kan lære af hendes søn og tidligere svigerdatter.

»Så har det i alt fald ikke været helt omsonst.«

 

 

 

Kilder: Journalist og forfatter Annelise Bistrup, »Margrethe II«, arkæolog Jesper Laursen, »Dronning Margrethe og arkæologen«, Stéphanie Surrugue, »Enegænger«, journalist og forfatter Jens Andersen, »M - 40 år på tronen«, Kristeligt Dagblad, »Dronning i Guds vold«